Giggs klarmelder stjernen Bale før møde med Danmark

Wales-landstræner Ryan Giggs har også har en plan for at stoppe Christian Eriksen.

Gareth Bale er kommet sig over en mindre skade og er klar til kampen mod Danmark. (Foto: Matthew Childs © Scanpix)

Wales' største fodboldstjerne, Real Madrid-spilleren Gareth Bale, er med, når waliserne fredag spiller en potentielt afgørende kamp i Nations League mod Danmark i Cardiff.

Det slag, han pådrog sig i søndagens Real Madrid-sejr ude over Celta Vigo, er han kommet sig over. Det siger Wales' fodboldlandstræner, Ryan Giggs, på et pressemøde torsdag eftermiddag.

- Bale ser godt ud. Han er klar. Han ankom lidt senere end resten af truppen, fordi han spillede søndag aften, men han ser fin ud, og han er klar til kampen.

- Han har haft et lidt andet program end de andre på holdet, men de sidste par dage har han haft det helt fint, siger Ryan Giggs, der dermed kunne berolige de fremmødte walisiske journalister.

Giggs har tillid til Ramsey

Også midtbaneprofilen Aaron Ramsey er de lokale medier bekymret for. Det skyldes, at han i denne sæson er havnet i en reserverolle hos Arsenal. Giggs mener, at det er svært at se, at Ramsey ikke spiller så meget som tidligere.

- Han er en kvalitetsspiller, og jeg synes, at han har spillet tilstrækkeligt. Han har set god ud på træningsbanen i denne uge, så jeg ser ikke nogen udfordringer, siger Ryan Giggs.

Kommer der en vinder af fredagens kamp, vil denne være sikker på at ende som nummer et i gruppen og rykke op på A-niveau i Nations League og samtidig være sikret en EM-livline, hvis den normale kvalifikation glipper.

Da Danmark og Wales mødtes i august i Aarhus vandt danskerne med 2-0 på to mål af Christian Eriksen.

Netop Eriksen er danskernes største trussel, og han kan blive svær at stoppe, siger landstræneren.

- Han er en fantastisk spiller. Han var forskellen på os i Aarhus. Så vi er bekendt med hans kvaliteter, og en ting er at lægge en plan for, hvordan man stopper ham, men den skal også udføres.

- Han scorer mål, og han kreerer mål. Han er den bedste spiller på Danmarks hold, og han kan blive svær at stoppe, ligesom de får svært ved at stoppe vores bedste spillere, siger Ryan Giggs.

Vil gøre det bedre end i Aarhus

Anfører Ashley William påpeger, at det ikke er nok kun at stoppe Eriksen, for så kan de øvrige danskere i offensiven få for meget plads.

- Eriksen er den åbenlyse stjerne, men hele det danske hold er godt. Så selv om vi skal være opmærksomme på ham, så kan vi ikke fjerne fokus fra alle de andre, siger Williams.

Ryan Giggs mener, at hans hold skal spille bedre end i Aarhus, hvis waliserne skal have en chance for at vinde.

- Jeg var mest utilfreds med resultatet, for jeg synes, at vi gjorde mange ting rigtigt i den kamp. Vi var med, indtil de fik et straffespark, som ikke altid bliver dømt.

- Vi har nogle ting, vi skal forbedre i forhold til den kamp, men jeg er ikke utilfreds med, hvad vi præsterede, selv om vi skal præstere bedre i morgen (fredag, red.) for at vinde, siger Ryan Giggs.

/ritzau/