Han husker alt før og efter sit hjertestop: Hør Christian Eriksen fortælle om skæbneøjeblikket

Den danske landsholdsspiller giver sin version af de dramatiske begivenheder i Parken.

Christian Eriksen går for første gang i detaljer om sit kollaps.

Den 12. juni 2021 blev en skelsættende dag i Christian Eriksens liv.

Han var i fysisk topform og klar til at sparke Danmark til succes ved EM-slutrunden, men kort før pausen i åbningskampen mod Finland faldt han til jorden med et hjertestop efter at have modtaget et indkast fra landsholdskollegaen Joakim Mæhle.

- Jeg kan huske, bolden rammer mig.

- Jeg afleverer den tilbage, føler jeg, nærmest med skinnebenet eller knæet. Og så mærker jeg sådan lidt som sådan en krampe-agtig i læggen. Og så er jeg så væk, fortæller Christian Eriksen i et stort interview med DR Sporten, som kan ses på DRTV fra torsdag morgen.

Var det det bare helt sort, som om du har sovet eller hvordan?

- Fuldstændig. Det er ligesom om, du vågner… da jeg vågner og bliver trykket på brystet, er det ligesom at være meget fjern. Det er ikke som en drøm. Det virker, som om jeg bare har været fjern. Jeg kan ikke huske noget. Normalt med drømme kan jeg huske bidder. Men jeg kunne ikke huske fra, da jeg er væk og så ja…

- Så jeg følte mig bare fjern, og som om man skulle kæmpe med vejret til at starte med. Ligesom… det starter med lukkede øjne. Kæmpe. Og så lige så stille og roligt begynder jeg at kunne se folk, der står hele vejen rundt om mig. Alle de læger, der stod rundt om mig.

- Jeg kunne høre stemmer, og jeg får et skilt i hovedet. Jeg siger: ’Flyt det’, og vores læge Morten Boesen siger: ’Han er 30’. Og jeg retter ham med det samme og siger: ’Nej nej, jeg er 29, slap nu af’. Jeg var ved bevidsthed med det samme.

'Det kan ikke passe, at det er mig'

Christian Eriksen understreger flere gange undervejs i interviewet, at han var klar i hovedet, efter den livreddende førstehjælp havde bragt ham tilbage til bevidsthed.

- Jeg kan huske alt. Undtagen de minutter, hvor jeg var sendt til himlen, siger han.

Han genkalder sig også tankerne, som for gennem ham, mens han lå på græsset og blev behandlet omgivet af sine holdkammerater.

- Jeg tænker jo selvfølgelig, det kan ikke passe, at det er mig, der ligger her. Jeg fejler jo ikke noget. Første tanke er, inden jeg bliver båret over, kan jeg overhovedet bevæge mig? Har jeg brækket ryggen? Kan jeg overhovedet bevæge mine ben? Og så tænker jeg: ’Uh, jeg kan godt bevæge mine tæer’. Det var sådan nogle småting, som gjorde: ’Uh, det er måske meget godt’.

Efter den første behandling på banen blev Christian Eriksen bragt ud i en ambulance, hvor realiteterne gik op for den 29-årige fodboldspiller.

- Der går det ikke op for mig, før jeg er ude i ambulancen, at jeg egentlig har været, jeg kan godt sige, død.

- En af ambulancerederne spørger en af landsholdslægerne: ’Hvor lang tid var han væk?’, og så siger han tre-fire minutter eller sådan noget. Der går det op for mig, at jeg seriøst var væk.

Christian Eriksen frygter ikke at falde om med et nyt hjertestop. Hør ham sætte ord på sine overvejelser her:

Christian Eriksen fik efterfølgende indopereret en såkaldt ICD-enhed, der fungerer som en mini-hjertestarter i tilfælde af et nyt hjertestop.

Og efter grundige fysiske test og overvejelser kunne han tirsdag fortælle, at han ønsker at fortsætte karrieren på internationalt topplan.

Fra torsdag kan du se dokumentaren 'Christian Eriksen – Min Historie' på DRTV. Den vises også på DR1 lørdag d. 8. januar kl. 21.00.