Hareide blæser til angreb fra start mod trætte schweizere: 'Vi skal kaste os over dem'

Det danske landshold har to dage mere end Schweiz til at forberede sig til EM-kvalifikationskampen tirsdag.

Åge Hareide vil udnytte, at Schweiz har kortere tid en Danmark til at forberede sig til EM-kvalifikationskampen tirsdag. (Foto: Mads Claus Rasmussen © Scanpix)

Lørdag aften kan det danske fodboldlandshold i ro og mag sætte sig til rette foran en storskærm og se sin næste modstander nærmere an.

For mens Schweiz skal i aktion på udebane i Georgien, er danskerne allerede taget til den lille alpenation for at forberede sig på kampen i EM-kvalifikationen tirsdag.

Dermed har danskerne to dage mere end Schweiz til at blive klar til tirsdagens opgør, og det vil landstræner Åge Hareide udnytte:

- Det er absolut en fordel for os. Nu har vi lidt ro i nogle dage til at forberede os til kampen, og forhåbentlig er vi så mere klar end Schweiz.

- Vi må kaste os over dem fra start. Vi ved, at vi har en god mulighed for at slå dem, hvis vi leverer på vores normale niveau, siger nordmanden.

Træne en masse

Danskerne spillede torsdag 2-2 mod Kosovo i en testkamp. Det var holdets første kamp i fire måneder, og den lange pause væk fra landsholdet, og de ekstra dage til at gøre sig klar til den første EM-kvalifikationskamp er ifølge Yussuf Poulsen endnu mere brugbare en normalt.

Yussuf Poulsen blev skånet og spillede ikke torsdag mod Kosovo. Han blev dog ikke skånet for pressens spørgsmål fredag. (Foto: Mads Claus Rasmussen © Scanpix)

- Vi skal udnytte tiden til at træne en masse. Vi ved, hvor meget det gjorde før VM, at vi fik lov at træne ekstra sammen – det gør kun holdet bedre. Så når nu vi har haft så lang en pause fra hinanden, er det kun godt med et par ekstra træningsdage, siger Poulsen.

Danmark møder Schweiz på tirsdag i Basel. Kampen spilles kl. 20.45 og kan ses på Kanal5, høres i LIGA på P3 eller følges i tekst på dr.dk/sporten.