Hareide efter landsholdets bane-ballade: 'Giv os en hybridbane'

Landstræneren i fodbold mener, at det er på tide, at landsholdet får egne træningsfaciliteter. Anfører Simon Kjær bakker op.

Landstræner Åge Hareide og landsholdsanfører Simon Kjær mener, at landsholdet skal have sine egne faciliteter, når det er samlet i Danmark. (Foto: liselotte sabroe © Scanpix)

De danske fodboldlandshold skal have deres egen bane at træne på, så de kan være sikre på, at forholdene altid er i orden, når der er landsholdssamlinger i Danmark.

Sådan lyder ordene fra landstræner Åge Hareide i kølvandet på, at det torsdag blev meldt ud, at herrelandsholdets træning fredag, lørdag og søndag er blevet flyttet til Malmø, da det ikke har været muligt at finde en egnet bane at træne på i Danmark.

- Lige siden jeg kom til DBU, har jeg sagt, at vi skal have vores egne baner. Så må man finde et egnet sted og penge til det, siger landstræneren.

Øverst på Hareides ønskeliste står en såkaldt hybridbane, der både består af græs og kunstgræs. Den er stærkere end baner af græs, og ifølge landstræneren føles det som at spille på en normal græsbane, når man spiller på en hybridbane.

- Vi spillede på en hybridbane i Dublin i fjor, og det var lige efter, at der var blevet spillet en rugbylandskamp, og den var helt fantastisk.

Landsholdet træner i disse dage på Malmö FF's nyanlagte hybridbane, og ifølge Hareide er det ikke optimalt, at landsholdet er nødt til at forlade Danmark for at træne.

- Vi skal være i Danmark, for vi har en masse forpligtelser over for sponsorer, og spillerne skal bruges til både til både det ene og det andet. Så praktisk set er det bedst at være i Danmark.

Hareide bliver bakket op af landsholdsanfører Simon Kjær.

- Det ville være behageligt at have sin egen bane, så man vidste, at forholdene var i orden, når man kom hjem. Så ville det slet ikke være noget, man behøvede at bekymre sig om.

Simon Kjær påpeger, at Parken i København er et af de stadions, der skal være vært for EM i fodbold i 2020. I den forbindelse mener han, at det kunne være oplagt at kigge nærmere på baneforholdene, når Fodboldeuropa kommer på besøg.

- Vores forhold skal være i orden, så lad os håbe på, at vi kan finde ud af det i fremtiden, siger anføreren.

I lande som England, Frankrig og Spanien er der store anlæg, der kun er beregnet til landsholdene, men også hos mindre fodboldnationer som Bosnien og Makedonien findes der faciliteter kun til formålet..

Facebook
Twitter