Hareide: Han minder mig om Beckenbauer

Andreas Christensen bliver af landstræneren sammenlignet med en af de bedste spillere igennem tiden.

Andreas Christensen fører bolden frem i en U21-kamp. (Foto: © Henning Bagger, Scanpix)

Franz Beckenbauer.

Et navn, der emmer af fodboldaristokrati og klasse. Den tyske forsvarsgeneral satte i 1960’erne og 1970’erne nye standarder for elegant forsvarsspil, og han har spillet en afgørende rolle i udviklingen af den boldsikre forsvarsspiller, der ikke er bange for at føre bolden fremad banen.

Ikke desto mindre er det ham, som den nye landstræner Åge Hareide peger på, når han bliver bedt om at beskrive Andreas Christensens spillestil.

- Han minder mig om Franz Beckenbauer – han har et stykke endnu, før han når ham – i sin spillestil, for han er enormt afslappet og elegant, så det næste ser ud som om, at han kunne spille i jakkesæt, siger Hareide.

Franz Beckenbauer foran en anden af spillets helt store ikoner, Johan Cruyff, der døde i går. (Foto: © STAFF, Scanpix)

I kampen mod Island spillede den blot 19-årige Borussia Mönchengladbach-spiller stort set fejlfrit i 90 minutter. En præstation, som også hans makker i forsvaret Daniel Agger var fuld af beundring over.

- I går gjorde han det fantastisk. Han gik ind med den ro, der skulle til, han var stærk i duellerne og forudseende. Han har hele pakken, og han er ydmyg og lytter, så jeg er godt imponeret af ham, siger landsholdsanføreren.

Moden, ung spiller

At han kommer til at spille en fremtrædende rolle under Åge Hareide, lægger nordmanden ikke skjul på, og han har stor tillid den unge forsvarsspiller, der allerede nu udstråler en modenhed på banen, som er sjældent set hos så unge spillere.

Derfor har han også fået et stort ansvar som den spiller i tremandsforsvaret, der også skal støde med frem i banen, forklarer nordmanden.

- Han har en fantastisk fodboldfremtid foran sig. Egentlig har han en vanskelig rolle (på landsholdet, red.), for den kræver måske nok endnu mere erfaring, end han har, men han løser alligevel opgaven på fremragende vis.

- Han skal ligge dybt mellem Simon Kjær og Daniel Agger, når vi forsvarer, og så skal han op på midtbanen og være defensiv midtbane, når vi er i angreb. Det kræver både klogskab og mod at løse det, men han løser det helt fint, siger Åge Hareide.

Andreas Christensens næste mulighed for at imponere landstræneren er på tirsdag den 29. marts, når landsholdet møder Skotland i Glasgow.