Hareide ryster posen: Cornelius starter på toppen mod Irland

Henrik Dalsgaard, Yussuf Poulsen og Andreas Cornelius starter inde mod Irland.

Parma-angriber Andreas Cornelius er foretrukket i stedet for Christian Gytkjær og Kasper Dolberg. (Foto: liselotte sabroe © Scanpix)

Landstræner Åge Hareide har til landsholdets afgørende EM-kvalifikationskamp mod Irland ændret på tre pladser i startopstillingen sammenlignet med det danske hold, der startede i fredagens 6-0-nedsabling af Gibraltar.

Der er blandt andet skiftet ud helt i front, hvor den fysiske stærke Parma-angriber Andreas Cornelius er foretrukket i stedet for Christian Gytkjær og Kasper Dolberg.

Ud over at være garant for fight kan Cornelius også bruges som et modvåben til en af irernes stærkeste kort: dødbolde. Cornelius startede også inde, da Danmark slog Schweiz med 1-0 i oktober.

Robert Skov, der fredag scorede to gange mod Gibraltar, må vige pladsen som højre angriber. Her indtræder Yussuf Poulsen på den plads, hvor han har været fast mand i de vigtige landskampe under Åge Hareide.

I forsvaret er der skiftet ud på højre back. Her spiller Henrik Dalsgaard i stedet for Daniel Wass.

Danmarks startopstilling ser således ud (4-3-3):

Kasper Schmeichel - Henrik Dalsgaard, Simon Kjær, Mathias "Zanka" Jørgensen, Jens Stryger Larsen - Lasse Schöne, Thomas Delaney, Christian Eriksen - Yussuf Poulsen, Andreas Cornelius, Martin Braithwaite.

Formår Åge Hareides udvalgte at kæmpe sig til et point, kvalificerer Danmark sig til EM næste år. En sejr til Danmark sikrer førstepladsen i gruppen foran Schweiz.

Skulle irerne derimod gå hen og vinde kampen, kan Danmark alligevel kvalificere sig til EM næste år. Det kræver en sejr i to playoffkampe i marts.

I bestræbelserne på at sætte en kæp i hjulet på de danske drømme om at spille EM på hjemmebane i København, må Irlands landstræner, Mick McCarthy, se bort fra en karantæneramt Seamus Coleman.

I Everton-profilens fravær er forsvarsspilleren Shane Duffy anfører. Han har scoret to gange mod Danmark tidligere i sin karriere, og han stod blandt andet bag udligningen, da landene spillede 1-1 i Parken i juni.

Irland stiller op i en 4-5-1-formation ifølge Det Europæiske Fodboldforbund (Uefa):

Darren Randolph - Matt Doherty, Shane Duffy, John Egan, Enda Stevens - Alan Browne, Jeff Hendrick, Glenn Whelan, Conor Hourihane, James McClean - David McGoldrick.

Opgøret begynder på Aviva Stadium klokken 20.45 dansk tid.

/ritzau/

/ritzau/