Hareide skåner Eriksen: Får et par fridage fra landsholdet

Christian Eriksen støder til landsholdslejren onsdag, hvor holdet træner forud for EM-kvalifikationskampene.

Der går lige et par dage, før Christian Eriksen er tilbage på træningsbanen med det danske landshold. (Foto: Mads Claus Rasmussen © Scanpix)

Det danske fodboldlandshold mangler en af dets helt store stjerner, når det mandag samles i landsholdslejren i Helsingør for at træne forud for EM-kvalifikationskampene.

Christian Eriksen har nemlig fået et par fridage fra landsholdet, efter at han lørdag spillede Champions League-finale med Tottenham.

Eriksen støder til lejren onsdag, skriver Dansk Boldspil-Union (DBU) på Twitter.

- Vi glæder os til at se ham i lejren frem mod nogle spændende kvalifikationskampe, står der blandt andet i opslaget fra DBU.

Christian Eriksen og Tottenham tabte lørdag Champions League-finalen med 0-2 til Liverpool. (Foto: Gabriel bouys © Scanpix)

Eriksen og Tottenham tabte lørdag Champions League-finalen med 0-2 til Liverpool.

Danmark skal spille EM-kvalifikationskampe i Parken mod Irland på fredag og mod Georgien 10. juni.

Det er Danmarks anden og tredje kamp i kvalifikationen, der blev indledt med en vild kamp mod Schweiz. Kampen sluttede 3-3, selv om danskerne var bagud 0-3 og først fik reduceret til 1-3 i det 84. minut.

Danmark har derfor et enkelt point på tredjepladsen i kvalifikationsgruppe D.

/ritzau/

Facebook
Twitter