Hjulmand er ikke i tvivl: Selv om Rønnow bygger på, så er Schmeichel stadig en mur

Kasper Schmeichel fortsætter som førstemålmand på landsholdet, fastslår Hjulmand efter ros af Frederik Rønnow.

Kasper Schmeichel og Frederik Rønnow udgør konkurrencen om målmandsposten på det danske landshold. (Foto: © liselotte sabroe, Ritzau Scanpix)

Frederik Rønnow kan puste og pruste lige så tosset, han vil.

Murværket, som indhegner Kasper Schmeichels domæne på det danske landshold, vælter ikke foreløbig.

Det slog landstræner Kasper Hjulmand fast onsdag, da han blev spurgt ind til konkurrencesituationen på målmandsposten.

Kasper Schmeichel behøver altså ikke gå bekymret i seng, selv om den nærmeste konkurrent Frederik Rønnow taget nogle syv-mile-skridt i denne sæson, hvor han sammen med Union Berlin ligger på en tredjeplads i Bundesligaen.

Kun overgået af Borussia Dortmund og Bayern München.

36-årige Kasper Schmeichel har haft en markant roligere debutsæson i franske Nice, men hans niveau imponerer stadig Kasper Hjulmand.

- Frederik Rønnow har taget nogle store skridt, men mens jeg har været med (som landstræner, red.), så har Kasper med afstand været vores bedste keeper. Kasper har holdt og holder det niveau. Han er stadig ufatteligt god.

- Men Frederik har flyttet sig gennem en god sæson. Han har flyttet sig godt og præsteret som en af de bedste i Bundesligaen, og nu puster han Kasper mere i nakken, end han har gjort før, siger Kasper Hjulmand.

Ser en topmålmand i Rønnow

For Kasper Schmeichel selv er er der egentlig ikke noget, som har forandret sig ved denne landsholdssamling.

- Jeg har altid vurderet situationen, som at jeg er presset, når jeg er med landsholdet. Ellers er man her ikke. Man bliver ikke udtaget, fordi man er en sød fyr. Man er med, fordi man kan noget, og det gælder alle målmænd, siger han.

Men der hersker ikke nogen tvivl hos den rutinerede målmand, der torsdag aften står foran sin landskamp nummer 90, at fremtiden er i gode hænder, hvis Frederik Rønnow en dag får chancen.

Frederik Rønnow har sammen med Union Berlin haft en forrygende sæson. (Foto: © FILIP SINGER, Ritzau Scanpix)

- Jeg har altid set en topmålmand i Frederik, som bare har været uheldig med skader. Hver gang, han har været med, har han vist, hvad han kan, men så har han fået en uheldig skade, som har gjort, at han ikke har været i stand til at vise det over en længere periode, siger Kasper Schmeichel

- Den her sæson har han været i stand til at gøre det. Han har holdt sig fit, og de har gang i en helt vanvittig sæson, og det er fedt at se. Jeg synes ikke, han har rykket sig, for han har altid haft et højt niveau – han har bare fået chancen og platformen for at vise det.

Ikke i tvivl om opbakning

Den danske førstemålmand kan nu se frem til at møde ind i Parken til fyldte tribuner, som man har vænnet sig til siden EM-slutrunden i 2021.

Selv om der ikke udstedes garantier i fodbold, så er Kasper Hjulmands ord det nærmeste, man kommer netop det. Kasper Schmeicel spiller, og når han gør det, så er der kun én ting, der tæller.

- Det handler om at vinde. Det er basen for alt, og det gør alt nemmere, siger Kasper Schmeichel.

Kasper Schmeichel og Danmarks seneste landskamp er nederlaget på 0-1 til Australien ved VM i Qatar. (Foto: © Abir sultan, Ritzau Scanpix)

Den danske målmand er heller ikke betænkelig over, om landsholdet vil blive modtaget anderledes end sædvanligt med tanke på vinterens VM-slutrunde, der ikke skabte meget eufori.

- Igennem tiden har vi vist som land, at vi står sammen, når tingene ikke fungerer. Vi står over for en kæmpe mulighed her for at komme til EM – en fantastisk sommer, som vi kan bygge minder sammen om. Så længe vi går ud over giver alt, hvad vi har, så ved jeg, at publikum er med os, siger Kasper Schmeichel.

Kampen mellem Danmark og Finland kan høres i LIGA på P4 eller følges på dr.dk fra klokken 20.45.