Hjulmand køber dansk favoritrolle, men det kan altså godt blive 'bøvlet' mod toptændte færinger

Landstræneren forventer det mest tændte færøske mandskab til en landskamp nogensinde, når Danmark i aften møder dem i VM-kvalifikationen.

Ingen ved, hvor fodboldguderne opbevarer det berømte "papir", men herpå står det grangiveligt skrevet, at Danmarks herrelandshold er storfavoritter til aftenens VM-kvalifikationskamp mod Færøerne.

Alligevel hejser landstræner Kasper Hjulmand et lille flag i tilfælde af, at nogen skulle tro, tre point uddeles uden kamp i de ydre dele af Rigsfællesskabet.

- Det bliver nok det mest tændte færøske mandskab, der er kommet til en landskamp – og det er en svær størrelse, siger Kasper Hjulmand.

Og så må mandagstrænerne gerne tænke 'nå, nu begynder han at tale modstanderne op', lyder det med et smil.

Det er nemlig 'en kæmpe kamp' på Færøerne, hvor over ti procent af befolkningen, omkring 6500 tilskuere, vil være at finde på stadion.

- Det gør, at de får ekstra kræfter, og når du samtidig har en dygtig træner og er godt organiseret, har du opskriften til noget, der kan blive bøvlet, hvis ikke vi rammer et højt niveau, slår landstræneren fast.

Herunder sætter Mathias Jensen og Christian Nørgaard ord på aftenens VM-kvalifikationskamp mod Færøerne:

Med en hverdag i Premier League er kulissen i Thorshavn markant mere intim, end Brentford-spilleren Christian Nørgaard er vant til, og så spilles den tilmed på kunstgræs.

Den slags vækker minder.

- Som mange andre fodboldspillere, er det ikke det underlag, man foretrækker, men der kan også være noget charmerende over det. Vi er alle sammen vokset op på kunstgræsbaner i forskellige ungdomsklubber. Så der kan godt gå lidt nostalgi i den, siger Nørgaard.

- Nogle gange ruller bolden også bedre på en kunstgræsbane. Forhåbentlig kommer den til at rulle godt for os.

  • Det danske hold trænede på Torsvøllur stadion i Thorshavn dagen inden aftenens kamp. Her Thomas Delaney. Hvad den nykårede Sevilla-spiller har gang i, vides ikke. (Foto: Mads Claus Rasmussen © Ritzau Scanpix)
  • Landstræner Kasper Hjulmand (tv.) har varslet, at han ryster posen mod Færøerne lørdag aften. Det kan blandt andet betyde spilletid til Mohamed Daramy (th.), der debuterede i rød-hvidt mod Skotland onsdag. (Foto: Mads Claus Rasmussen © Ritzau Scanpix)
1 / 2

Den tidligere Brøndby-spiller har ikke tidligere spillet mod Færøerne, men det har hans klubkollega i England, Mathias Jensen, til gengæld.

- Min debut var faktisk mod Færøerne i Herning, og så har jeg spillet mod dem med U21-landsholdet. Så jeg ved, at det er 11 spillere, der fighter alt, hvad de kan, og det er ikke nemt at nedbryde, siger Mathias Jensen.

Danmark skal diktere tempoet i kampen

Hvis Danmark skal tage den sejr, holdet - og danskerne - også forventer, skal flere ting gå op. Christian Nørgaard ser tempo og aggressivitet i genpresset som to nøgler.

På den måde adskiller mødet med Færøerne sig ikke fra andre fodboldkampe, lyder det.

Landstræneren har nogle af de samme pointer og fremhæver desuden det svære ved at spille en kamp, man skal vinde.

- Hvis man skal spille mod nogen, hvor man på papiret er favoritter, er det op til os at sætte tempoet i kampen. Men det, at presse tempoet op, er det sværeste i fodbold mod et godt organiseret hold, siger Hjulmand.

Her må tålmodighed ikke forveksles med langsommelighed, understreger han.

- Vi skal spille, have mange afleveringer og samtidig ikke gå i stå. Det er den overordnede store mentale opgave, som jeg synes, vi har været gode til i mange kampe, siger Danmarks landstræner.

Danmarks VM-kvalifikationskamp mod Færøerne fløjtes i gang klokken 20.45 lørdag aften. Lyt med direkte i LIGA på P3, hvor Andreas Kraul og Kenneth Møller Pedersen serverer guldkorn og kommentering. Alternativt kan opgøret ses på Kanal 5.

FacebookTwitter