Indpiskeren Højbjerg glæder sig over Parken og mål: 'Men jeg ville helst have tre point'

Midtbanedynamoen Pierre-Emile Højbjerg blev skiftet ind og scorede til 1-0 i fredagens kamp mod Irland i Parken.

- Det er det største, når Parken får lov til at fyre den af, som publikum gør i dag, og vi gør alt for at give dem en god oplevelse, sagde Pierre-Emile Højbjerg efter fredagens kamp. (Foto: liselotte sabroe © Scanpix)

Pierre-Emile Højbjerg ligner en mand, som vil gøre alt for snart at være blandt landstræner Åge Hareides startere.

Midtbanespilleren, som har tilspillet sig en plads højt i hierarkiet i engelske Southampton, startede ude i gårsdagens 1-1-kamp mod Irland.

Men da han blev skiftet ind, gjorde han sit for, at den norske landstræner skal kigge i Højbjergs retning, når modstanderen på mandag hedder Georgien.

- Jeg er stolt og ydmyg over at kunne hjælpe holdet og score her på hjemmebane. Det er en fantastisk følelse, men jeg ville allerhelst have haft tre point. Jeg vil fortsat forsøge at hjælpe holdet og give, hvad jeg har at give af, lød det fra Pierre-Emile Højbjerg.

Det er halvandet år siden, at Pierre-Emile Højbjerg og de øvrige landsholdsspillere har spillet på hjemmebanen i Parken, og gårsdagens målscorer glædede sig over gensynet.

- Det er som at spille med en ekstra mand. Det er det største, når Parken får lov til at fyre den af, som publikum gør i dag, og vi gør alt for at give dem en god oplevelse.

- I dag var det lige ved og næsten, men vi håber selvfølgelig, at danskerne vil blive ved med at bakke os op. Det er i sidste ende dem og landet, vi spiller for.

Danmark har nu to point efter EM-kvalifikationens to første kampe og skal derfor forsøge at hente første sejr, når Georgien gæster Parken mandag aften.

- Vi kan ikke være helt tilfredse, men kvalifikationen er ung. Vi har selvfølgelig gjort det en lille smule sværere for os selv at nå derhen, hvor vi gerne vil. Men jeg er sikker på, at hvis vi fortsætter det arbejde, vi lægger for dagen både til træning og i det meste af kampen i dag, så står vi også, hvor vi gerne vil om et år.

Irland topper lige nu gruppe D med syv point efter tre kampe.

Facebook
Twitter