Ingen kaniner i Hjulmands landsholdshat, når VM-billetten skal sikres

Den danske landstræner har sat navne på de spillere, som skal sparke Danmark til VM

Der var spørgsmålstegn ved Simon Kjær, som har døjet med en skade, men den danske landsholdsanfører var med i Kasper Hjulmands trup til de kommende VM-kvalifikationskampe. (Foto: Mads Claus Rasmussen © Ritzau Scanpix)

Det danske landshold spiller i begyndelsen af oktober VM-kvalifikationskampe mod Moldova og Østrig. Hvis det ender med to danske sejre, er billetten til VM-slutrunden i Qatar i 2022 i hus.

Mandag satte den danske landstræner Kasper Hjulmand så navne på de spillere, som skal sparke Danmark til VM.

Der var i forvejen sat spørgsmålstegn ved både Kasper Dolberg og landsholdsanfører Simon Kjær, som begge har døjet med skader på det seneste.

Men både angriberen og forsvarsklippen er med i Hjulmands trup.

Til gengæld har Hjulmand kun udtaget 23 spillere fremfor de 26, han havde i truppen, da landsholdet senest var samlet. Begrundelsen fra landstræneren lyder, at der denne gang kun er to og ikke tre landskampe på menuen.

Mulighed for at træne

Og med kun to kampe på programmet får Kasper Hjulmand mulighed for noget, som han faktisk ikke har kunne gøre ret meget med landsholdet sinden han blev landstræner. Nemlig at træne.

Ofte har der været en kamp tidlig, når landsholdet har været samlet, og det har sat sit præg på træningerne. Men denne gang har landsholdet hele fem dagen inden den første kamp, og det giver landstræneren nye muligheder.

- Der er nogle spillere, som kun har været med få gangen, og på denne samling har vi ret faktisk mulighed for at træne, da vi kun spiller to kampe, og det giver os muligheden for at komme tættere på nogle af de nye spillere, lyder det fra landstræneren.

Hør landstræner Kasper Hjulmand sætte ord på, hvorfor han ikke har hevet en kanin op ad hatten:

Landstræneren sender tak til fodbolddanmark

Der er altså satset på sikkerhed fremfor eksperimenter til de kommende kval-kampe, og bliver det til seks point i de to kampe, kan det danske fodboldpublikum allerede rette blikket mod næste års VM-slutrunde.

-Spillerne er sultne. Jeg kan kun sige, at vi glæder os helt vildt. Forhåbentlig kan vi tage Moldova først, så vi kan få en festaften i Parken mod Østrig, hvor vi kan lukke og slukke og kvalificere os, lød det fra landstræneren.

Og der er da næppe noget, som landsholdet hellere vil, end at spille sig til VM foran et fyldt Parken. Et Parken, som i følge landstrænerne har givet landsholdet fantastiske oplevelser, ikke bare til EM, men også til de netop overståede VM-kvalifikationskampe.

- Jeg vil gerne igen sige tak for opbakningen til alle i Danmark. Jeg er helt slået bagover. Det var helt eventyrligt. Det har spillerne ikke prøvet før i kvalifikationskampe. Parken sitrede igen. Det var ikke bare en EM-feber. Det er en fodboldfeber.

- Den stemning vi møder i Parken, den ubetingede kærlighed vi får, den energi, den går lige ned i benene, og gør os utroligt svære at spille mod i Parken.

Danmark spiller ude mod Moldova den 9. oktober og møder hjemme i Parken Østrig den 12. oktober. Begge opgør kan følges direkte i LIGA på P3.

Parken var fyldt til VM-kvalifikationskampen mod Skotland i september. Kasper Hjulmand sendte på dagens pressemøde en tak til det danske fodboldpublikum, og håber, at landsholdet kan skabe endnu en fest, når Østrig kommer på besøg den 12. oktober. (Foto: Mads Claus Rasmussen © Ritzau Scanpix)
Facebook
Twitter