INTERVIEW Peter Bonde: Jeg blev til grin i DBU's parodi

Peter Bonde fortæller om sit nye liv på Sydfyn. Han retter desuden en sønderlemmende kritik af DBU’s ledelse og af den ’uærlige’ behandling, han fik i sagen om talentudviklingschef-jobbet.

- Hold da op, hvor er du en dårlig målmand!

Den unge pige mener dét, hun råber til Peter Bonde. Nu har Bonde aldrig været målmand, men den bold, han slap ind under træningen, burde han måske nok have taget, hvilket bliver anerkendt med et samtykkende grin fra den tidligere topspiller og -træner.

- Kan du se, hvorfor jeg elsker at være her, siger Peter Bonde med et stort smil, da vi efter træningspasset med Oures bedste kvindehold, bevæger os ned mod Fodboldakademiets fodboldhus.

- Dedikationen fra disse piger er fænomenal. De går op i det og arbejder hårdt hver eneste gang. De bliver bedre og bedre for hver gang. Det er virkelig fantastisk at være her, siger han og smiler.

- Kig dig omkring, fortsætter han.

- Man kan næsten ikke blive andet end glad i låget af at være her. Her render 8-900 mennesker rundt i sportstøj, med en guitar over skulderen eller et kranie i hånden og gør noget, som interesserer dem. Folk er her på grund af deres passion og interesse.

Peter Bonde i fodboldhuset.

- Og så er det et lille lukket samfund. Det gør, at man spiser med dem, er på tur med dem, og man sover her nogle gange, hvilket giver en form for intensitet. Det er lidt ligesom at være til en slutrunde året rundt, siger han stadigt smilende.

Fra katedraler til Sydfyn

Smilet rokker sig ikke. Et smil, han også var kendt for i sine 10 år (2006-2016) som assistenttræner på landsholdet under Morten Olsen. Et smil, der forsvandt i den sidste tid i nationens tjeneste. Deponeret i en tung sky af skuffelse og forargelse over DBU’s nye ledelse, og den måde, han blev forbigået til jobbet som talentudviklingschef på i marts 2015.

Han har sat sig til rette i Fodboldakademiets fodboldhus, hvor fodboldafdelingen på Oure holder til. Indrammet af filosofiske læresætninger fra græske tænkere og fodboldpoesi på små stykker papirer, billeder af tidligere elever og en filmplakat med Eric Cantona.

Hver dag sidder Peter Bonde i dette hus med de øvrige trænere fra fodboldafdelingen fra Oure, vender fodboldverdenens gang, nørder detaljer og forbereder de daglige træninger med sit kvindehold, der spiller i den tredjebedste række i landet.

Det har han gjort siden august sidste år, godt ni måneder efter Morten Olsen og dermed også Peter Bonde abdicerede fra den danske fodbold-trone. Nu træner han kvindespillere fra aldersgruppen 15 og opefter. Fra verdensstjerner på fodboldkatedraler til teenagepiger på Sydfyn.

- Det har ikke været svært at omstille sig. Den sidste tid på landsholdet var jo ikke sjov for mig. Det blev også forstærket af, at vi ikke lykkedes i play off-kampene mod Sverige. Men der var mange andre forløb, som gjorde, at det var rart at komme væk, fortæller Bonde.

- Jeg vidste, hvilken retning jeg ville gå. Jeg ville noget med talentudvikling. Det var også dét, jeg havde set mig selv i DBU som, altså talentudviklingschef. Derfor var jeg mentalt sporet ind på det og var taget rundt til mange klubber og U-landsholdssamlinger for at snakke om talentudvikling.

Peter Bonde under strækøvelserne ved træningen i Oure.

- Jeg skulle finde et sted, hvor jeg kunne arbejde med kerneproduktet. Og kerneproduktet for mig er at arbejde med nogen, som er talentfulde, nogle, der vil det, og nogle, der forbedrer sig i et elite-miljø. Og så handler det om livskvalitet, siger den 59-årige træner.

-----------------------

- Jeg havde en fantastisk tid i DBU. Jeg er så taknemmelig over alle de ting, jeg har oplevet, alle de mennesker, jeg har mødt, og at jeg er blevet ven med Morten Olsen. Store oplevelser, som en lille dreng fra Herlufsholm som seks årig ikke turde drømme om. Jeg føler mig meget heldig.

- Jeg var der jo i 16 år både som trænerkonsulent, hvor jeg udviklede træneruddannelsen, og som kvindelandstræner, så jeg er enormt stolt af dét, jeg lavede i DBU.

- Jeg havde indflydelse på både truppen og startopstillingen på landsholdet. Hvis jeg aldrig nogensinde havde fået nogle af mine ideer igennem eller fået udtaget nogle af mine spillere eller haft indflydelse på startopstillingen, så havde jeg ikke været der i to år.

- Det, der ærgrer mig mest, er, at vi sluttede med Sverige-kampene på den måde. Zlatan havde jo besluttet sig til at spille to af de bedste kampe, han havde spillet for Sverige i mange år. Det var virkelig ærgerligt, at vi missede de to sidste slutrunder.

- Og så ærgrer det mig også, at relationen til den nye ledelse i DBU gjorde, at klimaet ikke var godt, og at det hele var lidt anstrengende. Jeg følte mig virkelig dårligt behandlet.

-----------------------------------------------------------------------------

Tonerne af et hårdt prøvende rockband, en myldrende energi spredt ud på sports-dyrkende unge, duften af grillpølser ved fodboldbanen, hvor U19-drengeholdet under ledelse af Morten Bisgaard skal spille pokalkamp med overværelse af over 500 Oure-tilskuere, synet af smukke, velklædte par på vej til gallafest, kanoer og kajakker til tørring, bøjelige dansere på græsplæner.

Et kreativt virvar, der indrammer den bane, Peter Bonde indtager hver dag med sine fodboldpiger. Status, alder, niveau, prestige; der er ikke dét aspekt, der ikke er anderledes for Peter Bonde, når han træner sit hold i forhold til dengang, hvor landets bedste spillere var under hans kommando.

- Hvordan skal jeg udvikle disse piger? Det skal jeg ikke ved at holde mange møder. Vores hverdag omkring landsholdet var, at de kom flyvende ind, så havde vi et par træninger, spillede en kamp, og så drog vi hjem igen. Derfor blev det meget taktisk, siger Bonde.

- Her kan vi arbejde på en helt anden måde. Jeg behøver ikke at lave skabelontræning, jeg kan sætte pigerne sammen i grupperinger for at se, hvordan de fungerer sammen, siger han

Hvis jeg kan forbedre pigernes tekniske, fysiske og mentale niveau, kommer vi rigtigt langt, og så kan vi begynde at arbejde med noget, der ligner det fra landsholdet. Men her har vi nogle basis-ting, vi skal arbejde med, siger Bonde.

Morfartype

Der er dog noget, Peter Bonde har taget med i kufferten fra Helsingørs træningsbaner til Oure. Engagementet, deltagelsen og råberiet under træningen i Oure spejler tiden i Helsingør. Der er konstant bold med i træningen, og især førstegangsberøringer, pasninger og tempo bliver repeteret.

- Jeg synes ikke, pigerne er lettere at have med at gøre end landsholdsspillerne. Jeg kommer tættere på pigerne, fordi jeg er så meget sammen med dem. Nogle af dem har udfordringer, hvor man sidder med en pige, der er ked af det. Så involverer man sig på en anden måde, end når man snakker vendinger med William Kvist.'

Opgave-tavlen i fodboldhuset.

- Jeg hører om deres problemer, og hvem de kysser på osv. På landsholdet var det mest faglige ting, man havde med spillerne, og dér valgte jeg at have en distance til spillerne. Her er jeg en slags morfar-type for pigerne. Hvor man kan sige, at jeg på landsholdet havde med fodboldspillere at gøre, har jeg med mennesker at gøre her, siger Bonde.

Peter Bonde arbejder især med at forbedre det mentale niveau på sit hold, der i øjeblikket er nummer ét i sin række med fem kampe tilbage.

- Et af de steder, man kan forbedre sig er, det mentale. Der er rigtigt mange dygtige piger, men de har svært ved at erkende, hvor dygtige de er. Piger har en tendens til at tale sig selv ned, og den kode kunne jeg godt tænke mig at knække. Jeg vil gerne have flere blærerøve blandt pigerne, siger han.

------------------

- Jeg synes, jeg blev dårligt behandlet af den nye ledelse i DBU. Dette skal ikke lyde som en jammer, men det, jeg var udsat for, var en parodi. Jeg synes ikke, man var ærlig over for mig.

- I mange år var vi i landstræner-gruppen enige om, at der skulle være en talentudviklingschef i DBU. Da jeg forlængede min sidste kontrakt med John Helt (daværende elitechef, red.), fik vi lavet et appendiks til kontrakten, hvor der stod, at ud over mit job som assistent skulle jeg forberede mig på et eventuelt job som talentudviklingschef.

- Jess Thorup (daværende U21-landstræner, red.) og jeg rejste rundt til klubberne for at snakke talentudvikling, jeg var med til U-samlinger og U-landstrænermøder og begyndte at tænke i de baner og forberede mig.

- DBU slår en stilling som talentudviklingschef op, og jeg søger den. Men jeg får det ikke. Jeg kan jo ikke bare sige, at jeg skulle have det job, men det, jeg er træt af, er, at de to jobsamtaler jeg var til, var en parodi. For jeg ville aldrig få det job. Det var aldrig meningen. Det havde de besluttet på forhånd. Jeg havde haft stor respekt, hvis de på forhånd havde sagt, at de havde valgt at gå en anden vej.

- Til jobsamtalen var der Claus Bretton-Meyer (direktør, red.), Peter Rudbæk (trænerudviklingschef, red) og en HR-chef. Vi snakkede ikke om ret meget, som kunne være interessant i forhold til det job, Bretton-Meyer og HR-chefen ved ikke noget om fodbold. Jeg havde forberedt nogle emner, jeg havde beskæftiget mig med det i lang tid, og jeg vidste, at U-trænerne syntes, det var en god ide, hvis jeg blev chef for dem.

- I den første samtale gik meget af tiden med, at Bretton-Meyer redegjorde for, hvordan DBU er opbygget med lokalunioner osv. Han havde været ansat i mindre end et år, og jeg tror nok, at jeg efter mange år i unionen, vidste, hvordan DBU var opbygget. Hvorfor skulle jeg igennem det? Da jeg spurgte ham om, hvorfor vi skulle igennem det, sagde han, at alle ansøgere skulle behandles ens.

- Og så skulle jeg igennem en runde til, og det er fair nok. Men jeg følte mig til grin i de to samtaler. At jeg skulle igennem det. For dybest set fik de ikke noget at vide, de ikke vidste i forvejen, Rudbæk og jeg havde arbejdet sammen i 14 år. Derfor følte jeg mig dårlig behandlet i forbindelse med de samtaler. Det var en parodi. Jeg kan ikke sige, at jeg var den bedste til jobbet, hvad jeg så syntes, jeg var, men man skal behandle folk med respekt, og jeg var jo ikke en tilfældig ansøger.

- Det undrede mig, at de endte op med den talentudviklingschef, de gjorde (Flemming Berg, red.). Det kan jeg godt tillade mig at sige, når man kigger på hans cv i forhold til, hvilke kriterier man havde opstillet for jobbet på forhånd.

- Nu er jeg faktisk rigtigt glad for, at jeg ikke fik det. For i virkeligheden ville jeg ikke kunnet have manøvrere i det univers med den ledelse.

------------------

Når musikken spiller i Fodboldakademiets fodboldhus, så arbejder Peter Bonde ved sin computer: Thomas Dybdahl, Coldplay, George Michael, Shawn Mendes. Lokalet fyldes og tømmes kontinuerligt af trænere for de forskellige hold. Snak og røverhistorier fra fodboldens kollektive tag-selv bord deles og grines af.

Og det er netop dén sparring og det udviklings-miljø, der tiltrækker Bonde. Tilbud om trænerjobs har han afvist, og det vil han blive ved med.

Peter Bonde ved sin computer i fodboldhuset.

- Jeg fik jo tit det spørgsmål, om jeg på et tidspunkt kunne tænke mig at blive landstræner. Men det kunne jeg aldrig drømme om, for den opmærksomhed er umenneskelig. Jeg har ikke brug for opmærksomhed som sådan, siger Bonde og fortsætter:

- Efter min tid på landsholdet fik jeg tilbud om U17- og U19-jobs, hvilket var interessant. Det er tre uger siden, jeg fik et tilbud om at blive divisionstræner. Men jeg gider simpelthen ikke. Da jeg var ung, ville jeg gerne være Superliga-træner, hvilket jeg prøvede. Nu har jeg også prøvet at være landstræner for både kvinder og mænd. Der er intet i de job, der frister mig på nogen måder mere, siger Peter Bonde.

- Det, der kan friste, er, at jeg har fået henvendelser fra udenlandske forbund omkring udvikling. Det har været fra England og Skotland, og jeg har kommunikation med USA lige nu. Det handler om at være med at skabe udviklingsmiljøer, men jeg er ikke flytbar, jeg er glad for mit liv her og er lige blevet morfar.

------------------

- Da jeg startede i DBU, var der fodboldfolk på de ledende poster. Da man så skiftede ud på fire vitale poster, formand (Jesper Møller, red.), direktør (Claus Bretton-Meyer, red.), kommunikationschef (Jakob Høyer, red.) og ansvarlig for det kommercielle (Katja Moesgaard, red.), så får man nogle mennesker ind, som ikke har kulturen inde under huden. Det er et markant skift. Det betyder meget, og det kan vi mærke.

- Det er svært at beskrive, hvad der sker. Man kan beskrive det med, at der kommer nogle ind i et lokale, som bare ikke passer ind i lokalet, de siger det forkerte og gør det forkerte. De har meget velvilje og vil rigtig gerne, men det hænger bare ikke sammen. Der er en masse små, ikke sammenstød, men ting, som generer og viser, at vi ikke synger på den samme tone. Det påvirker stemningen og atmosfæren.

Eksempler kunne være:

- Hvor vi tidligere sad sammen og spiste eller i flyveren eller i bussen, så blev det meget anderledes. Ved morgenmaden kunne jeg tidligere ligeså godt sidde med Lars Berendt og Allan Hansen som Kvist eller Agger. Det blev utænkeligt med den nye ledelse. Der var en så stor forskellighed, at åbenheden blev mindre. Det kom til at fylde meget, at der var en gruppe på en tre-fire stykker, der altid stod eller sad for sig selv. Det var aldrig tilfældet før – dér var vi en enhed.

- Vi fik pludselig får at vide, at vi skulle spille i ny dragt, der skal være helt i rødt. Det diskuterede vi med mange i DBU og Adidas, for vi er jo røde og hvide. Men det andet sælger bedre, og man er så er ligeglad med, at man skærer et stykke fodbold-kultur af. Det vil sige, at roligansene skulle have fjernet alt det hvide. Jeg siger ikke, at alting skal være som i gamle dage, men man skal have respekt for fortiden.

- Vi skulle konstant have nye strategier og tiltag, fordi vi skulle have flere fans i Parken. Vores holdning var, at vi fik flere fans i Parken ved at vinde kampe, samt at de hold, vi spiller mod, er interessante. Og vi kan og skal ikke sammenligne os med Dynamit-holdet fra 80’erne, hvor der var én dårlig engelsk tipskamp om lørdagen, mens man nu kan se Barcelona hver dag.

- Ligesom Åge Hareide blev fanget i, at han nu skulle være åben, så skulle Claus Bretton-Meyer og Jesper Møller ud at besøge alle klubberne. De skulle være synlige og en del af noget større, de skulle være det nye og åbne DBU. Men i stedet kom det til at handle om at skyde tilbage på det tidligere DBU.

- Man mente ikke, at vi var åbne nok. Men Morten og jeg og spillerne har altid være imødekommende, stillet os til rådighed og haft lange presse-seancer. Også selv om Mads Timm kan skrive en sjov bog, hvor han skriver, at man måtte ingenting under Morten og mig. Det er jo en lodret løgn. Spillerne kunne gå en tur i Helsingør, gå på café eller gå i biografen.

- At være i DBU er et svært univers at manøvrere i, hvilket konflikterne med spillerne og Spillerforeningen og DBU er et udtryk for. Morten Olsen var så stærk en person, så hvis der var nogle af disse ting, så ville han ikke have accepteret det, så ville han ikke være i det. Det var både hans styrke og udfordring.

- Jeg kender jo ikke Hareide, men man vælger fra DBU at markedsføre ham som denne åbne og venlige træner, der både skal køre til Silkeborg, have et kamera til at følge sig og sidde inde i DBU. En ny og åben facon fra DBU. Det gør så, at han bliver fanget lidt i det med at tillade mange ting, siger jeg uden at vide det. Uanset hvad ville det jo have været svært at følge Morten, så på den måde var det rigtigt at lade Åge skabe sin egen vej.

- Jeg hørte intet fra DBU i flere måneder, efter at Morten stoppede. Jeg skulle læse, at Hareide udtalte, at de jo havde Peter Bonde som assistent og derfor ikke havde travlt med at ansætte en assistent. Jeg havde aldrig talt med Hareide.

- Naturligvis skulle jeg ikke være assistent for Hareide, men der var ingen kommunikation. Intet. Jeg forventede ikke middag på D’Angleterre eller en stor reception, men ingenting? Det, synes jeg, er respektløst. Jeg var godt nok vred.

- Jeg synes, det er helt fair, at Olsen-æraen skulle slutte. Alle reminiscenser fra Morten-æraen er nu væk, fair nok. Men så meld det dog ud.

------------------

Èn ting har Peter Bonde taget med sig fra DBU-tiden, den boldbaserede spillestil, som hans piger skal lære. Og så smilet. Det evige smil, der for vild under den sidste tid i en organisation, han ikke kunne finde sig selv i.

- Jeg er, hvor jeg skal være. Det har mere end levet op til de forventninger, jeg havde. På trods af min alder føler jeg, at jeg lige er gået i gang, siger Peter Bonde.

Morten Olsen og Peter Bonde. (Foto: liselotte sabroe © Scanpix)

- Når jeg tænker tilbage på den sidste tid i DBU, tænker jeg, hold da op; når jeg hører om organisationsændringer rundt omkring, tænker jeg, hold da op: Der må være en akademisk uddannelse et sted, der går ud på at rejse ud i Danmark og nedbryde alt til atomer og smide det ud, og så er jeg bare spændt på, hvem der samler lorten op, siger Bonde.

- Her på Oure har jeg fået det bedste af alle verdener. Og hvis der er nogen, der begynder at snakke strategi og organisationsændring, sparker jeg dem hårdt bagi, for de ord er jeg træt af. Jeg tror mere på ordet kultur. Er det ikke dét, man siger: Kultur spiser strategi til morgenmad.

Læs her DBU-direktør Claus Bretton-Meyers reaktion på Peter Bondes kritik: