Jobjagt i millionklassen: Zanka elsker Premier League, men udelukker intet

Efter to år i Huddersfield overvejer Mathias ’Zanka’ Jørgensen lige nu sin fremtid.

Mathias ’Zanka’ Jørgensen lægger lige nu planer for sin fremtid, der ikke nødvendigvis behøver ligge i en ’delt’ Premier League. (Foto: Ed Sykes © Scanpix)

For mange – også fodboldspillere - er juni og juli lig med afstresning og ferie, men for landsholdsspiller Mathias ’Zanka’ Jørgensen er det i år en speciel situation, hvor han skal træffe et vigtigt valg i karrieren.

Han skal nemlig have nyt job efter to år i engelske Huddersfield.

- Det er altid spændende at være i en sådan proces, og alle mennesker kan nok relatere til de tanker, man har, når man skal finde et nyt job. Hvor skal det være? Hvor lang tid skal det være? Og hvilken vej vil man træde ned ad, fortæller Mathias Jørgensen.

Som højt betalt fodboldspiller med nu to års erfaring fra Premier League er hans jobjagt selvfølgelig i en anden millionliga end de fleste andre danskere, men overvejelserne er nogle af de samme.

- Det er nogle lidt andre tanker, der går igennem hovedet på daglig basis, og nogle andre beslutninger, som skal træffes, når man på den måde skal afgøre sin fremtid, siger ’Zanka’, der til gengæld er og har været helt afklaret med, at det bliver et farvel til Huddersfield.

To meget forskellige sæsoner

Her har den 29-årige forsvarsspiller nu været i to sæsoner. Den første med stor succes, overlevelse i Premier League og spilletid i samtlige 38 kampe. Den anden mindre lykkelig med nedrykning og den sidste periode fast placeret på bænken efter et managerskifte fra David Wagner til Jan Siewert.

- Det har ligget i kortene i lang tid, at jeg skal videre. Ja, det har faktisk været planen, fra jeg skrev under, at jeg skulle bruge to gode år der, og så finde noget nyt, så både jeg og klubben fik noget ud af det. At der så kom nogle nye ind og bestemte til sidst, var ikke planen, men alt i alt har det været to gode år i Huddersfield.

Har du så en William Kvist-agtig seddel med en prioriteret liste over lande og klubber liggende fremme på bordet i disse dage?

- Nej, på den måde er jeg ikke lige så organiseret som William. Jeg tager det nok mere på gefühl, og når jeg hører noget fra min agent, tager vi nogle samtaler og prøver at spore os ind på, hvilke af de muligheder, der er, som vi skal forsøge at få til at blive til noget.

I den netop afsluttede Premier League-sæson sluttede Mathias Zanka Jørgensen og Huddersfield sidst og rykker ud af ligaen. (Foto: PETER POWELL © Scanpix)

Hvor bidt er du blevet af Premier League og den engelske fodboldkultur?

- Jeg tror ikke, der kan herske tvivl om, at Premier League er den fedeste liga, men omvendt er der så også noget særligt, som de øvrige ligaer til gengæld hver især kan, og som kunne være spændende at prøve. Det er absolut ikke sådan, at jeg bare skal fortsætte i Premier League.

- Når man tænker på Premier League, så tænker mange nok også mest på top 6-holdene, men for at være helt ærlig, så er det en liga, der er splittet. Der er top-6, og så er der resten, som kæmper om at blive ’best of the rest’, og der vil jeg måske have større chance for at komme til klubber, som ligger højere i tabellen i andre ligaer, lyder det fra Mathias ’Zanka’ Jørgensen.

Der har været forlydender om, at han skulle følge efter sin tidligere træner, David Wagner, til tyske Schalke 04 i Bundesligaen, men foreløbig er det meste i spil – og nærmest forestående er to EM-kvalifikationskampe med landsholdet mod Irland og Georgien i Parken 7. og 10. juni.

Imens og derefter kan jobjagten fortsætte.

Facebook
Twitter