Jon Dahl efter succesdebut som vikar-landstræner: ’Åge ville sige skide godt, Jon’

Jon Dahl Tomasson stod for første gang ved roret som landstræner torsdag aften, da Danmark slog Gibraltar 6-0 på udebane.

Jon Dahl Tomasson snakker med anfører Simon Kjær efter kampen. (Foto: liselotte sabroe © Scanpix)

Jon Dahl Tomasson havde tilsyneladende det rette greb om dirigentstokken, da han som vikarierende landstræner hev en sejr hjem på 6-0 over Gibraltar i EM-kvalifikationen torsdag aften.

Tomasson, der vikarierer for sygemeldte Åge Hareide, var også godt tilfreds med takterne på banen.

- Jeg var stolt af at stå i spidsen for holdet. Ingen tvivl om det.

- De gjorde det super godt. Spillerne gik til det meget professionelt.

Danmark var på forhånd store favoritter mod verdens nummer 198, der stadig har deres første mål i EM-kvalifikationen til gode.

Selvom det kunne ligne en sejr, der var givet på forhånd, så var træneren opmærksom på ikke at tage de tre point for givet.

- Holdet scorer seks mål, som er flot. At holde nullet er godt. Det var ikke lige kønt hele tiden, men det var en anderledes og irriterende kamp på en dårlig bane mod en sjov modstander.

Hvad tror du, Åge Hareide ville sige til dig?

- Han ville sige ’skide godt, Jon’.

Du kan høre hele interviewet med Jon Dahl Tomasson i videoen herunder:

Det var ikke kun træneren selv, som var godt tilfreds med sin egen præstation. Også Tottenham-profilen og den dobbelte målscorer Christian Eriksen godkendte trænerens debut.

- Det eneste anderledes var taktikmødet før kampen, hvor det var Jon, der sagde noget i stedet for Åge. Jeg tror, Jon prøvede at sige nogle af de samme ting, som Åge ville have sagt, så det var egentlig fint.

- Som cheftræner har Jon en 100 procent ’win rate’ efter i dag, så det kan han jo tage med videre. Forhåbentlig fortsætter det mod Georgien, siger en smilende Christian Eriksen.

Danmark møder Georgien på udebane søndag kl. 18.00. Du kan høre kampen i LIGA på P3.