Jon Dahl rejser hjem til Tyskland

Den danske landsholdsangriber Jon Dahl Tomasson opgav tirsdag middag at blive klar til onsdagens landskamp mod Polen. Han håber at blive klar til Bundesliga-kampen på lørdag.

Jon Dahl Tomasson og Thomas Helveg under mandagens træning i Odense. (Foto: Claus Fisker © Scanpix)

Når Danmark onsdag aften løber ind på Fionia Park til testkampen mod Polen, bliver det uden et af holdets mest sikre kort. Angriber Jon Dahl Tomasson besluttede efter tirsdagens formiddagstræning på Fyn at pakke sin kuffert og sætte kurs mod Stuttgart.

Tomasson pådrog sig torsdag et riv i lysken, og faren ved at spille landskamp onsdag er for stor.

- Jeg havde forhåbninger om, det ville være godt nok. Jeg har fået god behandling, og det er da også blevet bedre. Men at spille en landskamp på 90 procent med de ricici, det indebærer, det er det ikke værd, siger Jon Dahl Tomasson til DR Sporten.

Det er ikke nogen alvorlig skade, og angriberen forventer at spille for Stuttgart ude mod Arminia Bielefeld i Bundesligaen i den kommende weekend.

- Jeg har også haft med i baghovedet, at der kommer vigtige kvalifikationskampe i de kommende uger. Så det er vigtigt ikke at forværre situationen og så måske være ude en måned, hvor jeg så ikke ville kunne være med mod Island, siger Tomasson, og hentyder til landsholdets første kamp i EM-kvalifikationsturneringen, hvor holdet skal til Island den 6. september.  

Landstræner Morten Olsen indkalder ikke erstatning for Jon Dahl Tomasson, og truppen udgør dermed 19 mand.

 

Facebook
Twitter