Simon Kjær har for vane ikke at gøre tingene mere indviklet, end de er.
No nonsense.
Når man ruller ind til sin potentielt 124. landskamp for Danmark, har man trods alt set lidt af hvert.
Så søndagens EM-kvalifikationsopgave, den anden i en nystartet kampagne, langt væk hjemmefra i Kasakhstan er jo bare "en ny fodboldkamp". Tilmed en, han og holdkammeraterne skal ud og vinde.
- Selvfølgelig har det været en lang rejse, og det er et underlag (kunstgræs, red.), vi ikke er vant. Det er nu bare en del af det, og der må vi tilpasse os og gøre de ting, vi skal gøre, for at være klar. Men klar, det skal vi nok være, sagde Danmarks anfører efter rejsen gennem fem tidszoner til Astana i Centralasien.
Hvad skal I forberede jer på?
- Der kommet helt sikkert noget med stemningen. Jeg har hørt, at den godt kan være voldsom, når der er lukket (fodboldstadion med tag, red.). Det er nogle lidt andre præmisser, vi spiller under denne gang, end vi er vant til. Ellers skal vi ud og spille vores spil og vise de kvaliteter, vi har, sagde Kjær til DR Sporten.
Stor respekt for Kasakhstan
Kaptajn Kjær var selv med, da danskerne senest mødte Kasakhstan i 2017. En 3-1 sejr på mål af Nicolai Jørgensen, Christian Eriksen og Kasper Dolberg i VM-kvalen.
Den trio kommer selvsagt ikke til at score, da de er fraværende i truppen, men opskriften vil være den samme som for seks år siden, påpeger Simon Kjær.
Et opgør afviklet på danske præmisser.
Det er dog lettere sagt end gjort, fornemmer man på landstræner Kasper Hjulmand.
- Det bliver en kompliceret kamp. Jeg har set mange kampe med Kasakhstan, og der er mange hold, der har haft problemer på denne bane, sagde Danmarks landstræner på lørdagens pressemøde.
Hjulmand har flere gange i optakten talt om, hvor meget danskerne har forberedt sig på den besværlige rejse og tidsforskellen. Nu gælder det så turens sportslige opgave.
Som Simon Kjær sagde det: "En ny fodboldkamp".
- Jeg har fulgt Kasakhstan en del. Vores U-21 hold spillede mod dem sidste år. Her var Rasmus Højlund med på bænken. Så fodbold kan gå hurtigt nogle gange, sagde Hjulmand på pressemødet med henvisning til hattrick-helten fra torsdagens 3-1 sejr over Finland i Parken.
- Jeg har fulgt holdet, og det er kompakt og organiseret. De kæmper sammen, men de har også individualister, der kan udrette noget selv.
Han køber fuldstændig, at danskerne er favoritter. Med den værdighed følger imidlertid også bevidsthed om, at kasakherne gjorde det godt i den seneste Nations League-turnering, hvor holdet rykkede fra C- til B-rækken sidste år.
- Så vi har respekt, men vi vil i høj så grad som muligt spille på vores egne præmisser og dominere. Vi vil prøve at drage fordel af, at vores spilleres niveau er så højt. Vi har et godt hold, og vi vil dominere så meget som muligt, men med stor respekt for Kasakhstan, sagde Hjulmand.