KARAKTERER EM-festen fortsætter ind i september: Forsvarsspillerne scorer højest

DR Sportens fodboldkommentator Andreas Kraul deler karakterer ud til landsholdet efter sejren over Skotland.

Danmark vandt 2-0 over Skotland. Daniel Wass og Joakim Mæhle scorede de danske mål. (Foto: Mads Claus Rasmussen © Ritzau Scanpix)

Det kan godt være, at kalenderen siger efterår, men der var et snert af fodboldsommer over det, da Danmarks herrelandshold i fodbold fortsætte marchen mod VM 2022.

I kvalifikationsturneringen blev Skotland besejret 2-0 i en kamp, hvor danskerne til tider spillede besnærende fodbold.

DR Sportens fodboldkommentator Andreas Kraul har delt karakterer ud til danskerne efter sejren. Dyk ned i dem her:

Kasper Schmeichel: 10

Kasper Schmeichel. (Foto: Andy rain © Ritzau Scanpix)

- Som reelt arbejdsløs i første halvleg var den danske målmand langt hen ad vejen mest tilskuer til opgøret, men det ændrede sig efter pausen, hvor der både skulle arbejdes med indlæg, og hvor Schmeichel i en presset periode præsterede en forrygende verdensklasseredning.

Joachim Andersen: 10

Joachim Andersen. (Foto: Henning Bagger © Scanpix Denmark)

- Som en af de nye i startopstillingen hvilede der lidt ekstra opmærksomhed på stopperen fra Crystal Palace, men Joachim Andersen udstrålede fra første minut ro, duelstyrke og overblik i samarbejdet med anfører Kjær og Andreas Christensen i det danske tremandsforsvar. Decideret fejlfri før pausen og stærk i anden halvleg.

Simon Kjær: 10

Simon Kjær. (Foto: liselotte sabroe © Ritzau Scanpix)

- Anføreren blev allerede inden kampen mødt af et øredøvende jubelbrøl, og man kunne fornemme den ekstra ranke holdning både under nationalmelodien, og da Kjær konsekvent styrede backkæden og ryddede enkelte potentielt farlige fremlægninger op. Begik et enkelt frispark lige inden pausen og gled i slutminutterne, men viste sin enorme hovedstødsstyrke, da skotterne i anden halvleg fik mange indlæg.

Andreas Christensen: 10

Andreas Christensen. (Foto: Mads Claus Rasmussen © Ritzau Scanpix)

- Chelsea-stopperen er i en stærk periode i øjeblikket og spillede med en enorm elegance og overskud især i første halvleg. Selv da han leverede en sjælden fejlaflevering, løb 'AC' selv bolden op og afværgede en potentiel chance. Lidt mere presset efter pausen, men endnu et clean sheet i VM-kvalen.

Daniel Wass: 7

Daniel Wass. (Foto: søren bidstrup © Ritzau Scanpix)

- I Valencia spiller Daniel Wass central midt, men på landsholdet var han tilbage som wingback – og denne gang med mål for Danmark. Det havde Wass ellers ikke opnået i sine tidligere 35 kampe i rødt og hvidt, men 36 blev lykkens gang med et i øvrigt flot hovedstød på oplægget fra Pierre Emile Højbjerg. Meget bevægelig, men større problemer defensivt, da skotterne i anden halvleg lagde Andy Robertson over for Wass.

Thomas Delaney: 7

Thomas Delaney. (Foto: Dan Mullan © Ritzau Scanpix)

- Efter en hektisk uge med skifte fra Dortmund til Sevilla var Thomas Delaney tilbage i vante omgivelser midt i de hektiske områder midt på banen i Parken. Især i 1. halvleg var det med så stor succes, at skotterne reelt aldrig var inde i kampen. Lidt mere udfordret i anden halvleg, men stadig med et enkelt udmærket spark udefra.

Pierre-Emile Højbjerg: 10

Pierre-Emile Højbjerg. (Foto: PIROSCHKA VAN DE WOUW © Ritzau Scanpix)

- En af EM’s bedste midtbanespillere ser ud til at have taget formen med ind i den nye sæson. Ejede reelt den centrale del af Parkens bane i første halvleg og fordelte boldene med stor selvfølgelighed og tydelighed i spillet. Var ved at lukke kampen til 3-0 efter pausen efter et stærkt løb fremad. Stærk indsats igen.

Joakim Mæhle: 7

Joakim Mæhle. (Foto: liselotte sabroe © Ritzau Scanpix)

- En af de største danske EM-darlings var tilbage i rødt og hvidt i overdådigt spillehumør fra start. Hver eneste gang han modtog bolden, gik der et sus gennem publikum, og målet til 2-0 var et studie i Mæhle-optimisme og gennembrud tilsat et solidt stænk kølighed i afslutningen. Desværre faldt den danske venstre wingback markant ud af kampen efter pausen, hvor der var meget langt mellem de vellykkede aktioner.

Andreas Skov Olsen: 4

Andreas Skov Olsen. (Foto: Jonathan Nackstrand © Ritzau Scanpix)

- Som den eneste dansker i startopstillingen uden spilletid i de sidste, afgørende EM-kampe skulle Andreas Skov Olsen fra Bologna lige finde sig selv i spillet, men hurtigt i første halvleg fandt han rytmen, og især i opspillet til 2-0 målet var han katalysator. Derudover for få afgørende aktioner, mens især et farligt boldtab i anden halvleg medførte et solidt møgfald fra anfører Simon Kjær.

Yussuf Poulsen: 7

Yussuf Poulsen. (Foto: HANNAH MCKAY © Ritzau Scanpix)

- Angriberen fra RB Leipzig lå som den centrale angriber og skulle tage hovedparten af slåskampene med de store skotske stoppere. Det gjorde Yussuf Poulsen med sædvanlig ildhu, og gik også flere gange med i kombinationerne - for eksempel i opspillet til det andet danske mål. En enkelt afbrænder på en stor chance før pausen.

Mikkel Damsgaard: 7

Mikkel Damsgaard. (Foto: Bo Amstrup © Bo Amstrup / Ritzau Scanpix)

- Meget af det danske spil var lagt an på at skulle gå igennem unge Damsgaard, men det tyngede ikke spilleren fra Sampdoria. Tværtimod boltrede han sig elegant på Parkens græstæppe, og assisten til Mæhles scoring var decideret fremragende. Mindre toneangivende i anden halvleg, da det danske hold generelt faldt længere tilbage på banen.

Jonas Wind: 4

Jonas Wind. (Foto: søren bidstrup © Ritzau Scanpix)

- Ikke noget super indhop af Jonas Wind, der enkelte gange fik hold fast i bolden, men også måtte coaches lidt rigeligt af Kasper Hjulmand i presspillet og ikke fik ret meget offensivt ud af sine 25 minutter på banen.

Kasper Hjulmand: 10

Kasper Hjulmand. (Foto: NAOMI BAKER © Ritzau Scanpix)

- Landstræneren havde valgt at starte med 11 spillere, der alle var med i EM-truppen. 10 af dem var på banen mod England i semifinalen på Wembley. Perfekt indstillet hold før pausen, mens det kneb med at få løst de problemer, skotterne forvoldte i anden halvleg. Foretog måske en lidt sen reaktion på udskiftninger, men stadig sikker sejr og maksimumpoint i VM-puljen med en målscore på 16-0.

Jens Stryger Larsen, Mohamed Daramy, Christian Nørgaard og Jesper Lindstrøm blev alle indskiftet, men fik ikke nok tid på banen til at blive bedømt.

FacebookTwitter