Knæinfektion sætter også Hareide ud af spillet mod Georgien

Jon Dahl Tomasson står i spidsen for de kommende to landskampe.

Åge Hareide må endnu engang overlade roret til Jon Dahl Tomasson. (Foto: liselotte sabroe © Scanpix)

Åge Hareide misser søndagens landskamp ude mod Georgien på grund af en knæinfektion, oplyser DBU. Landstræneren er i forvejen ikke med torsdag mod Gibraltar.

Åge Hareide siger til DBU, at han er ærgerlig over at misse Georgien-kampen:

- Jeg havde glædet mig til de to kampe og til at være sammen med spillerne, men jeg følger selvfølgelig lægernes anbefalinger. Jeg hepper hjemmefra og er sikker på, at Jon og spillerne sikrer gode kampe og resultater, siger han.

Ifølge landsholdets læge, Morten Boesen, har Åge Hareide i dag gennemgået en kirurgisk oprensning af sit knæ.

Behandlingen er forløbet godt, men lægerne anbefaler fortsat, at Åge Hareide forholder sig i ro.

Læge: Bør undgå lang, udmattende rejse

- Behandlingen af Åge Hareides knæ er forløbet efter planen, og hans tal er faldende. Lægerne vurderer dog, at Åge bør hvile og undgå en lang, udmattende rejse, så han kommer ikke til Georgien, siger Morten Boesen, forbundslæge i DBU og læge for Herrelandsholdet.

Det var i forvejen blevet oplyst, at Hareide ikke vil stå i spidsen for holdet under torsdagens vigtige EM-kval-kamp mod Gibraltar.

I stedet er det assistenttræner Jon Dahl Tomasson, der kommer til at styre holdet under de to kampe mod Gibraltar og Georgien. Han skal dog ikke klare kampene alene. Ifølge DBU rejser U16-landstræner Søren Hermansen med til Georgien som assistent for trænerteamet.