Kosovo overraskede Eriksen: ’Jeg troede, vi ville vinde nemt’

Der er 120 pladser mellem Danmark og Kosovo på verdensranglisten. I dag spillede de to lande uafgjort.

Christian Eriksen kom ind fra bænken og udlignede til 1-1 på straffespark. (Foto: Mads Claus Rasmussen © Scanpix)

Man skal et godt stykke ned af det internationale fodboldforbund FIFA’s verdensrangliste for at finde Kosovo. Den forholdsvis unge nation er nummer 130 i verden, men her til aften var de slet ikke så upåagtede, som rangeringen ellers indikerer.

Kosovo dominerede nemlig store dele af testkampen mod det danske landshold, der ifølge Christian Eriksen var rejst til det lille land på Balkan overbeviste om, at en sejr ville blive en smal sag.

- Vores forventninger var- ligesom omverdenens - at vi ville vinde nemt, men når vi ikke kunne matche dem i store dele af kampen, så spiller man uafgjort selv mod sådan et lille land, der har gode fodboldspillere, når de får tid og plads, siger den offensive danske profil, der kom ind fra bænken og udlignede på straffespark.

Vigtigt ikke at tabe

Danskerne, der ligger 120 pladser over Kosovo på FIFA’s verdensrangliste, afværgede først et pinligt nederlag i dommerens overtid, da Pierre-Emile Højbjerg udlignede til resultatet 2-2.

Dermed har landsholdet – hvis man ikke medregner ’vikarlandsholdets’ nederlag på 3-0 til Slovakiet i efteråret – ikke tabt i 25 kampe i streg. Og mentalt kan det vise sig at blive vigtigt for Danmark at føle sig uovervindelige, nu hvor kvalifikationen til EM står for døren.

- Det har stor betydning. Følelsen af ikke at tabe – især senere hen kan det få stor betydning. Hvis vi havde tabt, havde det været et stort slag – uafgjort er stadig et slag – men det er noget mindre end et nederlag, siger Christian Eriksen.

Danmark spiller sin første kamp i EM-kvalifikationen på tirsdag. Kampen kan ses på kanal5, høres i LIGA på P3 eller følges i tekst på dr.dk/sporten.