Kraul: Danmark møder et lille land med stor stolthed

Danmarks første landskampsmodstander i 2019 har kun spillet officielle landskampe i tre år.

Kosovo på vej på banen mod Færøerne i 2016, hvor den lille Balkan-nation vandt 2-0. (Foto: Kai Pfaffenbach © Scanpix)

Det nationale fodboldstadion i Kosovo er et meget godt billede på den lille nation.

Fadil Vokrri Stadiumi er flot, nyt og med UEFA-skilte de rigtige steder. Men blot 50 meter fra indgangene kan man til alle sider se, at landet stadigvæk er mærket af krigen, der i 1990’erne hærgede Kosovo og tvang mange af landets indbyggere på flugt.

Asfalten er hullet, husene mangler nogle steder vægge eller tag, og bybilledet præges af lige dele graffiti og mindesmærker.

’NEWBORN’ står der skrevet med store bogstaver som en skulptur på en af de centrale pladser i byen, hvor netop de to elementer er smeltet sammen. Kosovo er da også ung som selvstændig nation. Udråbt 17. februar 2008, men faktisk stadig ikke anerkendt af FN.

Når det gælder fodbold, er Kosovo imidlertid helt igennem et rigtigt land. Danmarks første landskampsmodstander i år blev anerkendt af såvel UEFA som FIFA i maj 2016 – og dermed har den lille nation med knap to millioner indbyggere spillet officielle landskampe i snart tre år.

Begyndelsen var svær med mange nederlag, men Kosovo er i dag kravlet op som nummer 130 på verdensranglisten. I efteråret vandt holdet sin pulje i fjerdebedste lag i Nations League med sejre over blandt andre Malta og Færøerne.

Og stoltheden er stor. Især når de store nationer lægger vejen forbi Pristina. Som nu for eksempel Danmark torsdag aften. Lokale journalister fortæller, at der kunne have været solgt op mod 100.000 billetter til kampen mod Danmark. Stadion kan dog kun huse 13.500, men uofficielt har der ofte været flere.

Og allerede på mandag venter Bulgarien til den første kamp i EM-kvalifikationen, mens selveste VM-semifinalisterne fra England senere også skal spille i Pristina.

Fadil Vokrri Stadiumi hvor Danmark og Kosovo mødes torsdag aften. (© DR Sporten)

En af de, som har været med i hele periode med de officielle landskampe, er den 24-årige Brøndby-spiller Besar Halimi.

- Der er udsolgt til alle kampe, når vi spiller på hjemmebane, og tilskuerne er så glade og stolte over, at Kosovo nu har deres eget hold, siger han.

- Tidligere har de haft så mange store og helt andre problemer i livet, så det at kunne have et fodboldhold hjælper dem til at nyde deres eget land mere og stå endnu mere sammen.

Født langt fra hjemlandet

Historien om Besar Halimi er også ganske typisk for hovedparten af spillerne på Kosovos landshold. Den lille midtbanespiller er ikke født i hverken Pristina, Mitrovica eller forældrenes lille hjemby, Gjilan.

Besar kom til verden i Frankfurt, efter at familien måtte flygte til Tyskland under urolighederne og krigen i Kosovo. Derfor har han fået sin fodboldopdragelse i gode, klassiske tyske klubber som Eintracht Frankfurt, Darmstadt og Nürnberg, hvor lille Besars talent var så stort, at han optrådte på både det tyske U18- og U19-landshold.

Derfor var det heller ikke en nem beslutning, da han som 20-årig i oktober 2015 fik tilbuddet om at spille for sin families hjemland.

Besar Halimi i kamp for Brøndby, da de mødte Sønderjyske i september sidste år. (Foto: liselotte sabroe © Scanpix)

Tidligere havde Kosovo ikke været en mulighed, men på det tidspunkt var der indikationer på, at nationen snart ville blive anerkendt af såvel Det Europæiske Fodboldforbund, UEFA, samt det internationale, FIFA – og derfor var fodboldforbundet ved at samle spillere med kosovo-albansk baggrund fra alle dele af Europa.

Der blevet taget kontakt til spillere med rødder i Kosovo overalt i Europa fra Sverige og Norge til Belgien og især Schweiz.

Og altså også et opkald til Besar Halimi hjemme i Tyskland:

- I begyndelsen var det et svært valg, for jeg er jo født og opvokset i Tyskland og føler mig på mange måder tysk og havde også kæmpet mig vej til de tyske ungdomslandshold, men da jeg første gang gik ind på stadion i Pristina til en landskamp med Kosovo, kunne jeg mærke i hjertet, at det var det helt rigtige for mig, forklarer han og fortsætter:

- Vi har mange spillere som mig, der har været flygtninge og skulle kæmpe for deres plads andre steder i verden. Det skaber et stærkt fællesskab.

Landsholdet bragte ham hjem

Halimi er med sine 15 landskampe og et enkelt mål i Kosovos blå trøje faktisk er en af dem, der har repræsenteret landet flest gange. Samtidig har det ført ham tættere på sine rødder og det land, hans forældre flygtede fra.

- Det er faktisk lige så meget en familiebeslutning. Med Kosovos og vores egen historie er der mange følelser involveret, og det er et meget stolt folk, selv om vi er et lille land med kun få indbyggere. Alene min far har ni brødre og søstre, der selv har en masse børn, som alle kommer og ser mig spille på landsholdet. Det gør mig også glad og stolt.

Først og fremmest handler det dog stadig om, at fodboldlandsholdet fra Kosovo er et symbol for befolkningen på, at de nu er deres eget land. Og at krigen ligger bag dem og er erstattet af nye tider og nye håb og drømme.

Måske endda om, at Kosovo med tiden kan komme med til en af de store slutrunder lige som naboerne og storebror Albanien, der var med ved EM 2016 i Frankrig. Endda med ikonet Lorik Cana fra Pristina som anfører på holdet.

Foreløbig er de i EM-kvalifikationspulje med England, Tjekkiet, Bulgarien og Montenegro, men hvis det trods alt bliver for stor en opgave, så giver sejren i deres Nations League pulje dem en ekstra chance for at blive deltager ved EM-slutrunden næste sommer – med kampe blandt andet i Danmark.

Venskabskampen mellem Kosovo og Danmark bliver spillet torsdag aften med kick off 19.00 i Pristina. Kampen sendes direkte i LIGA på P3.

På mandag møder Kosovo på hjemmebane Bulgarien i EM-kvalifikationen, mens Danmark spiller tirsdag aften i Basel mod Schweiz.