Kraul: Her er de 20 sikre i EM-truppen

I eftermiddag udtager Morten Olsen sin landsholdstrup. Se DR Sportens bud på hvilke spillere, der skal med. Anders Lindegaard ser ud til at blive sorteper i målet.

Anders Lindegaard har fået foråret ødelagt af en skade, og selv om han er klar igen nu, er det langt fra sikkert, at han får plads i EM-truppen. (Foto: Adrian Dennis © Scanpix)

Klokken 14 her onsdag eftermiddag sætter landstræner Morten Olsen navne på de spillere, der skal med til EM-slutrunden i Polen og Ukraine om under en måned. Ja, eller der bliver i hvert fald løftet sløret for langt hovedparten af truppen.

Et par enkelte pladser bliver sandsynligvis holdt åbne til og med afslutningen på Superliga-sæsonen, både for, at landstrænerteamet kan være helt sikre på, hvem af yderkandidaterne, der er i absolut topform - og fordi Olsen nok selv stadigvæk er en lille smule i tvivl om truppens allersidste mandater.

Jeg har gennemgået den lange række af potentielle kandidater og er nået frem til, at 20 mand bør kunne føle sig forholdsvis EM-sikre inden udtagelsen. Det efterlader tre pladser på EM-flyet, som jeg også er spændt på, hvem der kommer til at sidde på.

De 20 'sikre' EM-spillere er, som jeg ser det: Målmænd:

Thomas Sørensen, Stephan Andersen. Forsvar: Lars Jacobsen, Simon Kjær, Daniel Agger, Andreas Bjelland, Simon Poulsen, Michael Silberbauer, Daniel Wass.Midtbane: William Kvist, Niki Zimling, Christian Poulsen, Lasse Schöne, Christian Eriksen, Jakob Poulsen, Thomas Kahlenberg, Michael Krohn-Dehli, Dennis Rommedahl, Tobias Mikkelsen.Angreb: Nicklas Bendtner.

Derudover kommer så følgende overvejelser:

Målmænd: Umiddelbart ligger det til, at Anders Lindegaard skulle have den tredje plads, men forårets lange skadesperiode i Manchester United kom på tværs, og selv om Lindegaard er vendt tilbage på reserveholdet i United, så kan det være, at Morten Olsen vurderer ham til at være for 'besværlig' og åbenmundet at have i truppen. Det kan give en overraskende plads til Jesper Hansen fra FCN.

Forsvar: Ser ud til at være helt og aldeles på plads. Jores Okore fra FCN har været nævnt, men Morten Olsen har ikke for vane at tage flere end tre stoppere med i slutrundetrupperne. Patrick Mtiliga kunne godt endnu engang komme i spil til en slutrunde, men denne gang er Olsen dækket ind på venstre back med både Simon Poulsen og Michael Silberbauer, så det skulle være for at have det ekstra offensive kort.

Midtbane: Centralt på banen er der masser af folk, som byder sig til, og det er ærgerligt for en type som Jesper Jørgensen, der har haft en super sæson i belgisk fodbold. Og Morten Olsen plejer aldrig at udtage spillere, han ikke har testet på ligalandshold eller i venskabskampe. Kasper Lorentzen kunne være et oplagt bud, som Olsen tidligere har været glad for. Og så er 'gamle' Martin Jørgensen måske ikke helt et vildskud til endnu en tur i slutrundemanegen.

Angreb: Nicklas Bendtner. Og hvem ellers? Det store spørgsmål i den danske trup. Mads Junker har ikke slået til i Olsens optik, og er ikke en decideret jokertype. Det er Nicklas Pedersen absolut heller ikke, men angriberen har spillet fast på det seneste for Groningen i Holland og er en tidligere Morten Olsen-favorit. Det kunne godt ligge til ham, hvis unge folk som Makienok, Helenius og Nicki Bille trods alt bliver vejet og fundet for lette til kampe mod Holland, Portugal og Tyskland.

Jeg tror, at Olsen ender med at supplere de tidligere nævnte 20 navne med Jesper Hansen, Kasper Lorentzen og Nicklas Pedersen. Jeg havde selv valgt Lindegaard, Lorentzen og Makienok.

Hvordan synes du, EM-truppen skal se ud. Giv din mening til kende herunder - tryk "Send kommentar".

Facebook
Twitter