Kraul: Montenegro vil gå fuldstændig bersærk mod Danmark

DR Sportens fodboldkommentator Andreas Kraul vurderer, at det danske landshold skal være mentalt forberedt på et ydre pres fra Montenegro under VM-kvalifikationskampen.

Montenegros fans ved VM-kvalifikationskampen 2016 mellem Danmark og Montenegro i Telia Parken (Foto: LISELOTTE SABROE © Liselotte Sabroe)

Torsdag aften spiller Danmark en yderst afgørende VM-kvalifikationskamp mod Montenegro i hovedstaden Podgorica. De to hold ligger i øjeblikket á point på henholdsvis anden- og tredjepladsen, så en dansk sejr vil hjælpe Hariedes tropper væsentlig tættere på VM.

Andreas Kraul mener ikke, at kampen kommer til at gå stille for sig, for hos Montenegros landshold, der kun har ti år på bagen, blusser nationalfølelsen.

De ser nemlig muligheden for at deltage i deres første slutrunde.

- Montenegro er en meget lille og stolt nation, der simpelthen øjner en mulighed for at komme med til VM. Det betyder, at publikum, spillere og generelt alt omkring Montenegros landshold er fuldstændig optændt af denne her nærmest hellige nationale ild - og det er dét, Danmark skal kæmpe imod - ligeså meget som det er et fodboldhold.

Et lille stadion med stor stemning

Kampen spilles på det nationale stadion i Gradski. Et lille og intimt stadion med plads til 15.000 mennesker. Men det forhindrer ikke tilskuerne i at få gryden til at koge. Derfor kræver det, at det danske mandskab forbereder sig mentalt på de ydre omstændigheder.

- Udover at forberede sig på, om angriberen Stevan Jovetic ligger lidt højere eller lidt lavere i banen, så skal de danske spillere mentalt være forberedt på, at de møder et hold, hvis spillere går fuldstændig bersærk i kampen. Men også publikum vil på alle måder forsøge at psyke det danske hold, siger Andreas Kraul.

Rutinen skal på banen, hvis sejren skal med hjem

Den danske landstræner Åge Hariede er forberedt på kampens kulisser og lægger derfor vægt på at få rutinerede spillere på banen.

William Kvist er en af de rutinerede spillere på landsholdet, som formegentlig kommer til at starte inde i VM-kvalifikationskampen mod Montenegro (Foto: henning Bagger © Henning Bagger)

- Åge Hareide har snakket rigtig meget om rutine i optakten til denne her kamp. Fordi det er vigtigt, at der på det danske hold er spillere, der har stået i den slags situationer før, og som ikke tisser i bukserne over den vilde stemning. Åge Hareide har de seneste kampe bevidst valgt spillere, der er ældre og har prøvet mere i karrieren end nogle af de unge, siger Andreas Kraul.

Derfor mener Andreas Kraul også, at valget sker, på trods af at de unge spiller i bedre klubber og kunne virke som bedre spillere, men altså endnu ikke har prøvet de samme ting i deres karriere.

Danmark er på papiret et bedre hold

Andreas Kraul mener, at Danmark er et bedre hold, men Montenegro har publikum i ryggen og en viljestyrke, som kan gøre det svært for de danske spillere.

- Montenegro har to klassespillere, og resten er groft sagt fyld. Danmark er bedre spiller for spiller. Men fordi det er så tilspidset en kamp, hvor Montenegro har alt at spille for, så bliver det lige så meget de ydre omstændigheder, som Danmark skal kæmpe imod. Montenegro er et viljehold, der gennem kvalifikationen har levet på dødbolde og kraftanstrengelse.

Du kan følge Danmarks VM-kvalifikationskamp i Montenegro direkte fra Podgorica i LIGA på P3 torsdag aften med kampstart 20.45. Vi sender fuld transmission uden musik. Kampen vises også på Kanal 5.