Kraul: Niels Frederiksen har hele DBU-pakken

DBU præsenterede i dag den nye U-21 landstræner. Niels Frederiksen var det oplagte valg.

Niels Frederiksen var den bedste løsning som ny U21-landstræner. (Foto: claus fisker © Scanpix)

Siden Jess Thorup stoppede som træner for det danske U-21 landshold og i stedet fortsatte som cheftræner for de danske mestre, FC Midtjylland, har der været masser af spekulationer om, hvem der skulle overtage trænersædet.

De spekulationer stoppede i det DBU i dag kl.13.00 præsenterede den nye U-21 landstræner. Valget faldt på den tidligere Esbjerg-træner Niels Frederiksen, der ifølge fodboldkommentator Andreas Kraul var det oplagte valg.

- Han er kendt af DBU i systemet, han har stor erfaring fra Superligaen - og faktisk også fra europæiske turneringer - han har været god til tidligere at arbejde med talenter, han er fri på markedet, og så er han ikke voldsomt dyr. Han har faktisk nærmest hele den pakke, som DBU leder efter i en ny u-21 landstræner.

Dygtig til unge spillere

I Esbjerg har Niels Frederiksen været med til at forme og sælge spillere som Martin Braithwaite, Jakob og Peter Ankersen, Kian Hansen og Jonas Knudsen, mens han i Lyngby har trænet spillere som Uffe Bech, Anders ’AC’ Christiansen og Emil Larsen. Alle spillere, der har fået debut eller været inde over ungdoms- såvel som A-landshold. Dette gør ifølge Andreas Kraul Niels Frederiksen til et fornuftigt valg.

- Det oplagte ligger i, at Niels Frederiksen tidligere både i Lyngby, men også i Esbjerg har fået rigtig meget ud af unge spillere. Spillere, der kom fra deres egen talentafdeling. Han har givet dem tillid og vist, at han kan få dem til at blomstre.

- Han har vist, at han har kunnet tage unge spillere, gøre dem til profiler, og få dem solgt til udlandet, fortæller Andreas Kraul.

OL i Rio

Som den næste træner for det danske U-21 landshold venter der store opgaver for Niels Frederiksen. Den første er lige om hjørnet. U-21 landsholdet har nemlig kvalificeret sig til OL i Rio De Janeiro i Brasilien næste år. En turnering Danmark ikke har været med til siden 1992 i Barcelona.

- Det er et enormt spændende job. Der er enormt mange talenter i dansk fodbold, men selvfølgelig også et job, hvor der på sigt vil blive krævet nogle resultater, mener Andreas Kraul.

Og netop forventninger er der masser af med det spillermateriale som venter den nye U-21 landstræner. Her er spillere som Pierre-Emil Højbjerg, Jannik Vestergaard og Viktor Fischer nogle af de profiler, der er med til at skabe forventninger om resultater i fremtiden.

- Og så har Danmark og den danske fodboldbefolkning jo fået smag for U-21 landsholdet i og med, at de jo var med i den overståede EM-slutrunde i Tjekkiet i sommer, fortæller Andreas Kraul.

Facebook
Twitter