KRAULS KARAKTERER: Dolberg stormer ind som landsholdets 9’er

Danmark fandt en førsteangriber i sejren på 5-1 over Georgien, mener DR Sportens Andreas Kraul, der har Kasper Dolberg som bedste dansker.

Kasper Dolberg stjal fokus med to scoringer for Danmark. (Foto: liselotte sabroe © Scanpix)

Danmark fik her til aften sin første sejr i kvalifikationen til EM 2020.

Georgien blev sendt hjem med en ordentlig lussing på 5-1 i en kamp, hvor flere af spillerne vist deres værd efter det skuffende 1-1-resultat mod Irland fredag.

Især én spiller viste sig særligt frem, vurderer DR Sportens Andreas Kraul.

Åge Hareide 7

Tog chancen og skiftede fire mand. Alle fire slog til, og han fik nogle klare svar til de kommende kampe.

Kasper Schmeichel 4

Kasper Schmeichel havde ikke meget at lave ud over ved Georgiens scoring til 1-1. (Foto: liselotte sabroe © Scanpix)

Den danske målmand lukkede for fjerde kamp i træk mål ind i 2019, men kan ikke klandres ret meget for Georgiens kontrascoring. Stod sikkert i en kamp, hvor der ellers kun var et par andre udfordringer.

Peter Ankersen 7

FCK-backen var en af fire nye i startopstillingen i forhold til kampen mod Irland, og han gik godt i spænd med sin normale holdkammerat Robert Skov på højrekanten. Var tæt på at score et flot mål i anden halvleg og tilbød sig generelt godt offensivt. Lagde pres på det normale førstevalg, Henrik Dalsgaard.

Simon Kjær 4

Simon Kjær blev udskiftet med en skade i første halvleg. (Foto: liselotte sabroe © Scanpix)

Anføreren var offensivt afgørende ved begge mål i første halvleg, først som oplægger til Dolberg og derefter som manden, der fremtvang straffespark. Defensivt så det knapt så godt ud med et par fejlplaceringer, inden Kjær måtte lade sig udskifte med en skade 10 minutter før pausen.

Andreas Christensen 7

Endnu en startplads til stopperen fra Chelsea, der løste sine opgaver med enorm ro og stort overblik. Var med fremme på hjørne, da Georgien scorede, så kan ikke lastes i den situation.

Jens Stryger Larsen 2

Backen i venstre side af forsvaret fik ikke ryddet op i kontrasituationen ved Georgiens 1-1 mål og blev ofte udstillet med sine manglende venstrebensevner i offensiven. Især efter pausen savnede alle på stadion undtagen georgierne en dansk venstrekant, der kunne udnytte et gigantisk frirum.

Pierre Emile Højbjerg 7

Pierre Emile Højbjerg leverede endnu en energifyldt indsats. (Foto: liselotte sabroe © Scanpix)

Efter tre gode og vigtige indhop var Højbjerg belønnet med en startplads. Han kan ikke sige sig fri for at være lidt medansvarlig for det manglende restforsvar ved Georgiens 1-1 mål, men derudover var der det ønskede drive og vildskab over Pierre Emile. Kørte en anelse træt til sidst i kampen, men havde langt flere gode end negative aktioner.

Thomas Delaney 7

Midtbanespilleren skulle oppe sig efter en skuffende indsats i kampen mod Irland, og det lykkedes. Delaney var langt mere konsekvent og omhyggelig med bolden og leverede samtidig sin normale arbejdsindsats. En fin indsats.

Christian Eriksen 7

Christian Eriksen efter 2-1-målet, han scorede på straffe. (Foto: liselotte sabroe © Scanpix)

Den danske 10’er lå lidt dybere som boldfordeler end andre gange, og det fungerede ofte godt med hurtig dansk boldomgang til følge. Scorede til 2-1 på straffe på et afgørende tidspunkt og leverede mange fine pasninger især efter pausen.

Yussuf Poulsen 4

Efter flere brændte chancer mod Irland kom Leipzig-angriberen igen med scoringen til 4-1, men havde ellers en svær kamp, hvor teknikken af og til svigtede, mens kampen blev spillet på andre præmisser, end hvad Poulsen er bedst til.

Robert Skov 4

Første minutter nogensinde på A-landsholdet for Robert Skov var i startopstillingen mod Georgien, hvor han i første halvleg fik affyret venstrebenskanonen et par gange over mål. Havde et par andre udmærkede aktioner, men fik ikke sat sig helt igennem inden udskiftningen af ham efter en god time.

Kasper Dolberg 10

Kasper Dolberg var kampens bedste spiller mod Georgien. (Foto: liselotte sabroe © Scanpix)

Det var kun tredje gang, Kasper Dolberg startede inde for landsholdet, men han takkede for tilliden med en fremragende første halvleg.

En tidlig scoring og utallige teknisk fremragende berøringer og aflæg til medspillerne, der blev fulgt op i anden halvleg med endnu en scoring og afslutningen, der førte til Yussuf Poulsens mål. Var kun et mål mere og hattrick fra topkarakteren 12.

Mathias ’Zanka’ Jørgensen 7

Kom pludselig i aktion efter 36 minutter, da anfører Simon Kjær måtte udgå, men den tidligere FCK-stopper kom ind på sin gamle hjemmebane med pondus og gode afleveringer fremad banen.

Daniel Wass 7

Et for mange længe ventet comeback til Valencia-spilleren, der virkelig trådte tilbage på landsholdsscenen med et markant indhop. Flere oplæg, assist og gode aktioner.

Martin Braithwaite UB

Nåede trods kort spilletid at score til 5-1 med sit fjerde landskampsmål for Danmark.

Facebook
Twitter