Kvist: DBU er både urimelige og urealistiske

Landsholdsspilleren William Kvist langer ud efter DBU’s forhandlingsmetoder i ny video på facebook.

Der forhandles videre om en aftale mellem fodboldlandsholdet og DBU på mandag. (Foto: Liselotte Sabroe © Scanpix)

Deadline nærmer sig for at nå en aftale mellem DBU og fodboldlandholdet, hvis ikke man skal risikere at stille med et reservespækket mandskab i de to testkampe i marts mod Frankrig og USA.

Forhandlingerne i går mellem DBU og Spillerforeningen gav ikke konsensus, og nu langer William Kvist ud efter fodboldforbundet for både at være urimelige og urealistiske i deres krav.

- DBU's præmis for en aftale er både urimelig og urealistisk. Urimelig fordi individuelle aftaler vil på sigt gøre, at nogle spillere tjener mere end andre. Og helt indlysende vil denne kollektive aftaleret være blevet frataget os spillere og vores forening. Det ønsker vi ikke på landsholdet.

- Urealistisk da vores rettigheder er samlet hos Spillerforeningen, så dem kan vi ikke overdrage til DBU individuelt. Det kan kun ske i en kollektiv aftale mellem Spillerforeningen og DBU, siger William Kvist i en video på sin facebook-side.

https://www.facebook.com/video.php?v=671302652997774

Opfordrer til realitetsforhandlingerBlandt andet kræver DBU, at landsholdsspillerne går 17 procent ned i løn, samt - ifølge Spillerforeningen - at spillernes aftaler fremadrettet forhandles individuelt og ikke i fællesskab. Noget DBU dog afviser.

Men spillerne har ikke opgivet at finde en løsning hen over weekenden, og William Kvist opfordrer DBU til mere realistiske forhandlinger.

- Vores opfodring til DBU er derfor, at de snarest går i realitetsforhandlinger med Spillerforeningen ud fra en realistisk præmis omkring en kollektiv aftale, så vi kan sikre rimelige vilkår for alle spillere og gavner dansk fodbold.

- DBU og spillertruppen plejer at være ét hold, som kæmper sammen for at opnå resultater. Derfor ønsker vi at finde en løsning sammen, så vi kan koncentrere os om spillet på banen og glæden ved sammen at være en del af noget større, siger Wigan-spilleren.

DBU holder repræsentantskabsmøde lørdag og er først klar til at forhandle igen på mandag, altså på dagen hvor forbundet forventer en underskrevet aftale med de 60 spillere i landsholdets bruttotrup.