Landsholdet har respekt for tekniske Israel efter mødet i marts: 'Vi havde udfordringer i den kamp'

Danmark blev i perioder udfordret mod Israel i holdenes første møde tilbage i marts.

Det var Joakim Mæhles syvende A-landskamp, da Danmark mødte Israel i marts. (Foto: Ronen Zvulun © Ritzau Scanpix)

Danmarks VM-kvalifikation blev tilbage i slutningen af marts skudt i gang i den israelske by Tel-Aviv.

Martin Braithwaite og Jonas Wind sørgede for to danske scoringer, og så var de første tre point sat på kvalifikationskontoen.

En konto, der senere er blevet fyldt ganske godt op med point. 15 point i alt efter fem kampe, og dermed står Danmark med det ene ben i Qatar, som afholder VM i 2022, hvis en sejr mod Israel i aften bliver sikret.

2-0-sejren mod Israel i marts var med til at starte et flot dansk landsholdsår med kvalifikationssejre på stribe og en EM-semifinale, vi sent glemmer. Sejren mod israelerne blev dog ikke sikret på en billig baggrund.

Martin Braithwaite scorede til 1-0 i kampen mod Israel tilbage i marts. (Foto: Ronen Zvulun © Ritzau Scanpix)

Kasper Hjulmand ser nemlig tilbage på det første møde med stor respekt for det israelske landshold, der i perioder lykkedes med at presse Danmarks stærke defensiv.

- Vi blev udfordret helt vildt meget i Israel i sammenlagt 20-25 minutter. Vi stod i feltet og forsvarede med alt, vi havde. Vi var på hælene. Vi skal forvente, at der kommer nogle minutter i den her kamp, hvor det er dem, der trykker, og os, der forsvarer.

- Jeg tror, det bliver anderledes end de andre kampe. De har nogle andre offensive styrker, som kan udfordre os rigtig meget, siger Kasper Hjulmand.

I videoen kan du høre Kasper Hjulmand fortælle om Israels styrker:

Også midtbanemotoren Thomas Delaney syntes, at det første møde mod Israel var udfordrende.

- Det var en svær kamp mod Israel. Holdet har gode tekniske spillere. Især de forreste tre er på et rigtig højt niveau. Vi havde udfordringer i den kamp.

- Det er et interessant offensivt hold, som ikke, kunne jeg forestille mig, kommer til at pakke sig mod os, men spiller deres chance. Vi kommer ikke til at undervurdere dem, siger Delaney.

Israel var på papiret ikke Danmarks stærkeste modstander, da der blev trukket lod til VM-kvalifikationen. Men halvvejs gennem kvalifikationen har holdet vist sig at være en stor mundfuld.

Senest satte israelerne Østrig på plads med en 5-2-sejr, hvilket sendte Israel op på andenpladsen i gruppen.

Kasper Hjulmand gav allerede efter lodtrækningen til gruppen i december sidste år udtryk for, at Israel ville blive en hård modstander. Den holdning havde ikke ændret sig mandag i Helsingør, da landstræneren kiggede frem mod kampen i aften.

- Israelsk fodbold har været på vej (i den rigtige retning, red.) længe. Jeg tror, at alle, der har mødt Israel og israelske hold, vil sige, at det altid har været dygtige boldspillere og tekniske spillere. Hurtige og angribende.

Den danske landstræner har respekt for Israels offensive es Eran Zahavi, der med sine seks mål ligger på en delt andenplads på VM-kvalifikationens topscorerliste. (Foto: STEVO VASILJEVIC © Ritzau Scanpix)

Han pointerer samtidig, at holdet tidligere har haft problemer med mentaliteten til at forsvare, men at et østrigsk team bestående af en teknisk direktør og trænere har arbejdet nogle ting ind i det israelske fodboldforbund.

- Det betyder, at holdet hænger helt anderledes godt sammen som hold. De har fået en anden defensiv mentalitet.

- Deres offensiv har sprudlet, fordi de har fået en teknisk stab, der holder tingene sammen og også tænker defensivt. Derfor er det ikke så overraskende, at når så dygtige spillere får nogle gode strukturer at spille i, så bliver de farlige, siger Kasper Hjulmand.

Israel har i de seneste tre VM-kvalifikationskampe samlet scoret 13 mål.

Danmark møder Israel i aften klokken 20.45. Du kan følge kampen i LIGA på P3 eller live i tekst på DR.dk. Kampen kan også ses på Kanal 5.

Facebook
Twitter