Landsholdet løfter i flok: Her overgår Danmark verdens bedste landshold

Danmark har hverken Messi eller Ronaldo, men ingen af de største nationer kan måle sig med det danske målkollektiv.

Joakim Mæhle (5) har svært ved at forstå, at Daniel Wass med karrierens første landskampsmål har bragt Danmark foran mod Skotland i september måned. Men med nu 19 forskellige målscorere for Danmark i løbet af de seneste 12 måneder, er det måske ikke så underligt, at også han bidrager til måltavlen. (Foto: Mads Claus Rasmussen © Ritzau Scanpix)

Lionel Messi. Cristiano Ronaldo. Romelu Lukaku. Neymar. Karim Benzema.

Næsten alle verdenselitens fodboldlandshold har en målsluger og superstjerne, der sender kuglen i kassen næsten hver eneste gang, nationalmandskabet er i aktion.

Men hvem er egentlig Danmarks stjerneangriber?

Kigger man på de tørre tal, er det svært at pege på ham, der altid laver målene.

Jo jo, Joakim Mæhle har da vist sig som værende ganske målfarlig, men han er ikke, har aldrig været og bliver formentlig aldrig en fuldblodsangriber.

Til gengæld kan Danmark prale af at have haft intet mindre end 19 forskellige målscorere i løbet af de seneste 12 måneder, når landsholdsbolden har rullet.

19 forskellige enten fødder eller hoveder har fordelt de i alt 39 scoringer mellem sig fra 6. juni 2021 til 6. juli 2022. Halleluja.

Og det er der faktisk ingen af de andre hold i verdens aktuelle top 20, der kan bryste sig af at kunne matche.

For da først Pierre-Emile Højbjerg og sidenhen Jens Stryger Larsen mandag aften sendte bolden i kassen for det danske fodboldlandshold i 2-1-sejren over Østrig, sendte de samtidig Danmark forbi både Spanien og England og til tops på listen over nationer fra top 20 på den seneste verdensrangliste med flest forskellige målscorere i løbet af de 18 kampe, Danmark har spillet.

Men hvordan?

Ifølge landstræner Kasper Hjulmand har der både været gjort brug af et ualmindeligt højt antal af spillere, men samtidig kræver den danske spillestil også, at langt flere end bare de offensive spillere byder sig til.

- Alene i 2021 brugte jeg 39 forskellige spillere. Både på grund af corona, men også på grund af skader.

- Og så har vi et spil, hvor vi angriber fra mange fronter, og vi kræver mål fra mange forskellige typer spillere. Vores backer er målfarlige, vores midtbane er målfarlig, siger Kasper Hjulmand.

- Vi kan score på mange forskellige måder, ligesom vi også har scoret en del på standardsituationer, hvor både Simon og Jannik (forsvarsspillerne Kjær og Vestergaard, red.) har scoret. Vi spiller på en måde, der gør, at vi kan få så mange forskellige målscorere.

Pierre-Emile Højbjerg blev den 18. landsholdsspiller til at score for Danmark på et år, da han gjorde det til 1-0 mandag aften mod Østrig, inden Jens Stryger Larsen med sin 2-1-scoring blev den 19. (Foto: liselotte sabroe © Ritzau Scanpix)

Og de mange målscorere er da heller ikke gået forbi næsen på en af dem, der selv skrev sig på listen mandag aften i Wien, nemlig Pierre-Emile Højbjerg.

- Jeg sagde selv til de andre, da vi kom tilbage på hotellet (efter kampen mod Østrig, red.), at det sateme er i orden, at vi har så mange, der kan score mål.

- Det viser, hvor fleksibelt holdet er, og det viser vores dynamik. Jeg synes, dynamik er et dejligt ord at bruge for at beskrive vores hold.

Han håber selvsagt, at endnu flere kan byde ind. Om end det virkelig ikke må være målmand Kasper Schmeichel, der kommer på tavlen.

- Vi skal ikke give ham for meget selvtillid, griner han.

Den danske stjerne kalder det en styrke

En, der til gengæld ikke kan få for meget selvtillid, er offensivkreatøren og velsagtens landets største fodboldstjerne.

Hos Christian Eriksen vækker det stor begejstring, at holdet tæller 19 forskellige målscorere i løbet af holdets seneste 18 kampe.

Og hos ham er et målkollektiv også at foretrække fremfor én "goalgetter".

- Det er altid betryggende at have en, du ved, altid scorer mål. Men jeg vil næsten hellere have 19 forskellige, der kan lave dem, siger han.

Det styrker nemlig holdet på mere end bare måltavlen, mener han.

- Vi har efterhånden et landshold, der bidrager fra mange forskellige positioner. Det gør os sværere at spille imod, når vi ikke er afhængige af en eller to spillere.

- Det er befriende, og det gør det måske både nemmere og sværere for landstræneren at vælge, hvem der skal spille, fordi alle presser sig på. Det er sundt med noget konkurrence, og det er med til at øge niveauet, siger Christian Eriksen.

Men inden vi svæver helt væk på vores fodboldmæssige lyserøde sky, maner landstræneren dog til besindighed.

Der danner sig nemlig efterhånden en ret tydelig tendens, der kan gøre, at de mange forskellige målscorere meget vel kan blive hverdag hos rigtigt mange nationer.

- Trenden i fodbold er, at målene kommer fra mange forskellige positioner.

- Den klassiske angriber, hvor man tror, at det hele skal komme fra, eksisterer ikke længere. Sådan fungerer fodbold ikke, siger Kasper Hjulmand.

Landstræner Kasper Hjulmand i selskab med to af de 19 danske spillere, der er kommet på tavlen i løbet af de seneste 12 måneder, Mikkel Damsgaard (tv.) og Joakim Mæhle. (Foto: liselotte sabroe © Ritzau Scanpix)

Om end han slår fast, at han nok godt kunne finde plads til en af verdens mest målfarlige spillere.

- Havde vi haft Messi, ville jeg nok også spille med ham.

Danmark er dog IKKE bedst i verden

Så status er altså, at Danmark - uden Messi - maler måltavlen med den brede pensel.

Og fodboldherrerne er altså så dygtige til det, at ingen i top 20 kan matche dem på lige netop dette parameter.

Men bevæger vi os lidt længere ned ad verdensranglisten, finder vi dog fortsat konkurrencedygtige mandskaber, når det kommer til at fordele scoringerne ud på flest mulige.

Først er det Japan, der som nummer 23 i verden, har haft hele 18 forskellige spillere på måltavlen over de seneste 18 landskampe. Det hjælper dog også på statistikken, når to af kampene var mod Mongoliet og Myanmar, der blev slået med henholdsvis 14-0 og 10-0 i den asiatiske VM-kvalifikation sidste år, og at japanerne alene hér havde otte forskellige målscorere.

Og på placeringen som verdens 24. bedste fodboldlandshold finder vi faktisk en nation, der formår at overgå Danmarks 19 forskellige målscore.

Således har Marokko fundet vej til netmaskerne via 21 forskellige spillere i løbet af holdets seneste 18 landskampe. Med til den historie hører naturligvis også, at modstanderne ikke har heddet Frankrig på udebane eller en EM-semifinale mod England på Wembley.

Derimod har modstanderne – med al respekt – hovedsageligt været fra det afrikanske kontinent, hvor det bedst placerede hold, man har formået at score imod, har været Senegal som nummer 20 i verden, mens hovedparten af målene er sat ind mod hold som Guinea-Bissau, Palæstina og Jordan.

Det ændrer dog ikke på, at 21 forskellige målscorere på 18 kampe er noget af en bedrift.

Men hvem ved. Måske Danmark finder endnu flere nye målscorere frem fredag aften, når Kroatien venter i Parken.