Landsholdet lukker ingen mål ind: 'Det er vores standpunkt at gøre tingene ordentligt defensivt'

Det danske fodboldlandshold har efter fem kampe ikke indkasseret et eneste mål i VM-kvalifikationen.

Andreas Christensen sætter ord på den danske defensiv.

Fem kampe og fem sejre.

Og tilmed har Kasper Schmeichel stadig til gode at skulle udføre den tunge opgave, det er at skulle fiske bolden ud af målet.

Danmark har nemlig ikke indkasseret et eneste mål i VM-kvalifikationen endnu.

Den stærke defensiv er et af de fundamenter, det danske landsholds spil er bygget på, fortæller midterforsvarer Andreas Christensen.

- Vi har udviklet os som hold til at gøre tingene sammen. Det er vores standpunkt at gøre tingene ordentligt defensivt. Så ved vi, at vi er gode nok til at kreere det vi skal offensivt til at få de chancer, vi har brug for til at få sejre, siger Andreas Christensen.

Senest viste defensiven prøver på styrken, da det lørdag aften blev til en 1-0-sejr mod Færøerne. Kønt var det danske spil ikke, medgiver landsholdsspillerne, men Kasper Schmeichel blev ikke passeret i det danske mål, og det giver også en tryghed hos offensivspillerne.

- Så har vi sådan en kamp som i går (1-0-sejren mod Færøerne, red.), hvor tingene ikke fungerer, men vi lukker stadig ikke mål ind, og så ved vi, at vi kun skal bruge en enkelt chance til at afgøre det til vores fordel, siger Yussuf Poulsen.

Men det er ikke kun Kasper Schmeichel, kaptajn Kjær og resten af de danske forsvarsspillere, der er dygtige til at forsvare, påpeger Yussuf Poulsen.

- Det har været en af vores styrker i meget, meget lang tid, at vi lukker rigtig få mål ind. Det er altid fedt. Det er ikke kun bagtil. Det er hele holdet, der forsvarer godt.

- Vi er alle med til at hjælpe til for, at der ikke skal scores mod os. Vi har en gruppe, der har forstået, at det ikke kun er de fire bagerste og målmanden, der skal forsvare, men hele holdet i samtlige 90 minutter. Det er bare fedt, siger Yussuf Poulsen.

Yussuf Poulsen sætter ord på den danske defensiv i videoen herunder:

En del af forklaring er også, at danskerne har bolden meget, påpeger landstræner Kasper Hjulmand. I de to seneste VM-kvalifikationskampe, mod Færøerne og Skotland, har danskerne haft bolden henholdsvis 61 og 75 procent af tiden.

- For det første hjælper det at have bolden rigtig meget, angribe meget og forsvare meget langt væk fra eget mål, siger Kasper Hjulmand.

Men det har også været et fokuspunkt for det danske landshold at udvikle en bundsolid defensiv, fortæller landstræneren.

- Hele holdet er en del af forsvarsspillet, og vores forreste arbejder hårdt for at holde modstanderne væk. Et af vores hovedtemaer på landsholdet, og som har været det i et år, er forsvarsspillet på de sidste 20 meter af banen, så vi ved præcist, hvordan vi vil gøre i alle mulige typer af forsvarsspil på de sidste 20 meter af banen. Og det har reddet os i nogle situationer.

- Det er en god kombination af det hele. Det er et holdforsvarsspil, der er gode relationer hos spillerne, og så har vi kvalitetsspillere, siger Kasper Hjulmand.

Det giver en tryghed for spillerne, at defensiven er skudsikker, påpeger Andreas Christensen.

- Det er blevet et safe place (sikkert sted, red.) for os at gøre tingene ordentligt defensivt, og så ved vi, at tingene kommer, siger Andreas Christensen.

Næste opgave for defensiven og resten af det danske landshold er tirsdag, når Israel gæster Parken i VM-kvalifikationen.

FacebookTwitter