Landsholdet savnede sin kreatør: ’Vi skal lære at spille uden Eriksen’

Det danske landshold havde svært ved at skabe chancer mod Irland. Savnet af Christian Eriksen var tydeligt.

Christian Eriksen var ikke med mod Irland på grund af en muskelskade i maveregionen. (Foto: Henning Bagger © Scanpix)

Christian Eriksen har været det danske landsholds offensive omdrejningspunkt i al den tid, Åge Hareide har været landstræner. Fynboens betydning for landsholdet kan ikke bare aflæses i de mange mål, han har scoret i rødt og hvidt de seneste år, men i lige så høj grad i det tomrum, han efterlader, når han ikke er med.

Lørdag aften var en af de gange, hvor savnet af Eriksen var tydeligst.

Landsholdet spillede idéforladt og uden fart på banens offensive tredjedel mod et irsk landshold, som danskerne for et halvt år siden lammetævede med 5-1 på selvsamme bane. Ved den lejlighed scorede Eriksen tre af danskernes mål, men i Nations League-kampen lørdag kunne han ikke være med på grund af en muskelskade i maveregionen.

- Hvis du tager Eriksen ud af hvilket som helst hold i hele verden, så vil det kunne mærkes, siger Kasper Schmeichel og bliver suppleret af Simon Kjær:

- Eriksen er en fantastisk spiller, men vi er et kollektiv, og vi skal lære at spille uden ham. Vi skal lære at finde rum på andre måder, men det er svært mod sådan et hold, hvor der intet plads er mellem linjerne. Men det skal ikke være nogen undskyldning, at han ikke var med i dag.

Må aldrig tabe

På en dag hvor danskernes offensive spillere ikke ramte dagen, kunne landsholdet imidlertid glæde sig over, at defensiven stod solidt på banen og knap forærede Irland en eneste chance.

- Det er vigtigt, at vi holder hovedet koldt og er klar på de omstillinger, som de spiller på. Men vi er hele tiden klar over, at vi aldrig må tabe den her kamp. Kunne jeg have ønsket, at vi skabte mere frem ad banen? Ja, helt sikkert, men sådan er fodbold engang i mellem, siger Simon Kjær.

Kampen sluttede 0-0, og Danmark ligger fortsat nummer ét i gruppe fire blandt B-nationerne med fire point efter to kampe. Landsholdet møder tirsdag Østrig i en testkamp, der spilles på MCH Arena.

Mere fra dr.dk

Facebook
Twitter