Landsholdets dyreste dreng jagter spilletid på klipperne

Den 23-årige Joachim Andersen blev i sommer solgt fra italienske Sampdoria til franske Lyon.

Joachim Andersen (til højre) under landsholdets træning tirsdag i Marbella. (Foto: liselotte sabroe © Scanpix)

225 millioner kroner.

Så mange jetoner var den franske storklub Lyon over sommeren nødt til at skubbe ind på bordet for at få fat på Joachim Andersens underskrift.

Et beløb, der med et trylleslag gjorde Andersen til den dyreste, danske fodboldspiller, der nogensinde er blevet handlet.

Den slags prisskilt medfører som regel også et form for pres for at præstere, men for den 23-årige forsvarsspiller, der sammen med holdkammeraterne fra landsholdet forbereder sig til kampene mod Gibraltar og Georgien, fylder det ikke særlig meget.

Tværtimod.

- Jeg ser det egentlig bare som et stort skulderklap, at en klub vil betale sådan et beløb for mig. Jeg har jo ikke indflydelse på prisen overhovedet, det er noget klubberne forhandler. Men det giver noget ro på, at de signalerer, at de stoler på mig.

- Men det er da specielt, for det er beløb, som er lidt uvirkelige nogle gange, men det er sådan fodbold er – markedet er vildt nu om dage, siger Joachim Andersen.

Tålmodighed er vigtigt

Siden skiftet fra italiensk til fransk fodbold har Joachim Andersen haft travlt med at falde til, flytte ind og præstere.

Med fuld spilletid i sæsonens første fire kampe for Lyon har Andersen da også, indtil videre, opnået det, han kom for. En fast plads hos et hold, der lige om lidt skal dyppe tæerne i klubfodboldens fineste svømmepøl, Champions League.

Joachim Andersen har fået fuld spilletid i sine første fire kampe for franske Lyon. (Foto: Emmanuel Foudrot © Scanpix)

Derfor er det også fint at komme væk, få en puster sammen med holdkammeraterne fra Danmark, så der kan blive arbejdet på et af karrierens andre, store mål.

Debut for det danske landshold - gerne mod Gibraltar torsdag aften.

- Det er et meget passende tidspunkt at få en lille pause fra klubben. Det har været meget hektisk med mange nye ting, så det har været hårdt mentalt. Der er mange ting, man ikke tænker over, som skal ordnes, så det er dejligt at få set gutterne igen.

- Jeg spillede en god sæson i Sampdoria og har taget et stort skifte, hvor jeg har fået fuld spilletid. Så jeg synes, at jeg burde være i betragtning til at spille snart. Jeg synes selv, at jeg har fortjent det, men jeg ved også godt, at man er nødt til at have tålmodighed på landsholdet, hvor der også er en masse andre dygtige forsvarsspillere, siger Joachim Andersen.

Kampen i morgen mod Gibraltar kan høres i LIGA på P3 fra klokken 20.45.