Landsholdets nye angrebskomet er lynhurtig og har 'en virkelig god råpakke'

Rasmus Højlund står i denne uge foran sin mulige debut på det danske A-landshold.

(Foto: Imago/Ritzau Scanpix © Scanpix. Collage: Maria Eriksen Volthers)

Med raketfart er den nykårede landsholdsspiller Rasmus Højlund gået fra at være indskifter i FC København til startopstillingen i Serie A-klubben Atalanta.

Med et pitstop i østrigske Sturm Graz slog den 19-årige angriber i foråret sit navn fast i europæisk fodbold med 12 mål i 21 kampe.

Atalanta spærrede i hvert fald øjnene op, hentede danskeren og smed ham i spil, hvor det er blevet til et mål og en assist i de første fire kampe.

Deraf landsholdsudtagelsen, hvor der ifølge landstræner Kasper Hjulmand er rig mulighed for, at Rasmus Højlund spiller sine første landsholdsminutter med tanke på skaderne til angrebskollegerne Yussuf Poulsen, Jonas Wind og Andreas Cornelius.

- Der er en helt reel chance for, at vi ser ham i spil, siger landstræneren om denne uges kampe.

Hør den unge landsholdsangriber fortælle om sin udtagelse i videoen herunder:

Før det gælder Kroatien torsdag og Frankrig søndag i Nations League, var der tid til at lære de nye landsholdskammerater bedre at kende med træning på grønsværen i Helsingør tirsdag.

Og selvom Rasmus Højlund havde første skoledag i landsholdsregi mandag, var den unge angriber efter eget udsagn "en stolt herre" inden dagens træning med tanke på sin udvikling det seneste år.

- Jeg har en god tro på mine egne evner, men det er nok gået lidt stærkere, end jeg har regnet med, siger Rasmus Højlund.

Stor, stærk, teenager

Selvom fødselsåret er 2003, falder Rasmus Højlund på ingen måde igennem fysisk.

Med 191 centimeter, brede skuldre og fart i støvlerne kan han bidrage til det danske landshold på flere fronter, forklarer Kasper Hjulmand.

- Han er en type, vi kan bruge til at give dybde og kan give tilstedeværelse i feltet.

- Han er en stor, stærk og ekstremt hurtig spiller. Han er god langt væk fra mål, i omstillingsspillet. Han laver mål ved at komme helt ind i det lille felt, siger landstræneren.

Når teenageren selv skal beskrive, hvilken type angriber han er, bliver følgende tre ord sendt afsted, som de første.

- En masse power.

Hvordan ser du dig selv passe ind på det her Hjulmand-landshold?

- Det ved jeg ikke. Det er ham, der har set eller andet, jo. Jeg er bare glad for at være her, og så vil jeg vise ham og resten af truppen, hvad jeg er lavet af på turen her, siger Rasmus Højlund.

Kasper Hjulmand ved dog allerede, hvad han kan se frem til, da han har fulgt angriberen i lang tid.

- Han er en del af vores 03-årgang, som har gjort det rigtig godt på U-landsholdene. Jeg har set ham i FCK, og foråret har været fantastisk for ham, siger landstræneren.

Hør Kasper Hjulmand sætte ord på sin nye angriber i videoen herunder:

Og det er ikke helt tilfældigt, at det netop var Atalanta, der hev en god pose penge op af lommen for at hente den 19-årige fodboldspiller.

Faktisk har Kasper Hjulmand svært ved at stoppe talestrømmen, når snakken falder på Rasmus Højlund.

- Venstrebenet, hårdtarbejdende, og god power af at være 19 år gammel. Ellers kommer man heller ikke til Atalanta, som vil have powerspillere med en vis dynamik i sit spil.

Og selvom han Kasper Hjulmand påpeger, at han blandt andet har noget at lære med sine bevægelser i feltet, så er der ingen tvivl om, at han står med et fornuftigt bud på en kommende dansk spidsangriber.

- Det er ikke en spiller, der er færdiguddannet. Han er 19 år gammel, men har en virkelig god råpakke.

Rasmus Højlund kan få sin landsholdsdebut torsdag klokken 20.45, når Danmark spiller næstsidste kamp i Nations League. Følg opgøret i LIGA på P4, i livebloggen på dr.dk eller se opgøret på TV 2.