Landsholdets sommer giver håb om en vild vinter: 'De kan drømme om at blive verdensmestre'

Andreas Kraul kommer her med fire ting, som Kasper Hjulmand kan tage med sig fra Nations League-kampene.

Det blev til en sikker sejr mod Østrig mandag aften i parken. (Foto: Claus bech © Ritzau Scanpix)

Med 2-0 i Parken over Østrig mandag aften kunne det danske landshold sætte punktum for fodboldsæsonen.

Fire kampe på 11 dage hev de sidste kræfter ud af spillerne. Det kastede tre sejre af sig og en førsteplads i Nations League-gruppen, og så er det svært ikke at være tilfreds.

DR Sportens fodboldkommentator Andreas Kraul har fulgt i hælene på landsholdet og set alle kampene på stadion.

Han gør her status på sæsonen og konkluderer, hvad vi kan tage med videre fra Nations League-kampene.

1

Hvor står landsholdet?

De danske spillere takkede et fyldt Parken efter 2-0 sejren mod Østrig. (Foto: Claus bech © Ritzau Scanpix)

Parken er fyldt, hver gang landsholdet spiller, og Fælledparken proppes af landsholdsfans til storskærmsarrangementer.

Fodboldfeberen raser og med god grund ifølge Andreas Kraul. Det danske landshold har nemlig sjældent stået i en bedre forfatning.

- Jeg fristes til at sige, at landsholdet står historisk godt. Jeg tror, at både spillere og træner kniber sig selv lidt i armen.

- Det sidste års tid har Danmark været i en EM-semifinale, vundet VM-kvalifikationen suverænt, fået Christian Eriksen tilbage i en eventyrfortælling, slået verdensmestrene og ligger nummer 1 i Nations League.

- Man fristes til at spørge, om det er det danske landshold, vi snakker om, fortæller Andreas Kraul.

Resultaterne i Nations League betyder også, at Danmark rykker opad på verdensranglisten, sandsynligvis bliver topseedet til EM-kvalifikationen, og så er der gode muligheder for at spille sig med til Final 4 i Nations League, hvilket også giver en mulighed for at vinde et trofæ. Noget det danske landshold ikke har gjort siden 1995.

2

Kan drømme om trofæer

Ved VM 2018 blev det til exit i 1/8-delsfinalen mod Kroatien. Andreas Kraul på, at vi når endnu længere denne gang. (Foto: liselotte sabroe © Ritzau Scanpix)

Med kun fem måneder til VM i Qatar er det svært ikke at drømme stort. Danmark har netop slået de forsvarende verdensmestre fra Frankrig - endda på udebane.

Andreas Kraul tror også på, at spillerne gør sig store tanker.

- Det er min klare fornemmelse, at den seneste tid har lagt mere til troen på at drømme stort. De kan tillade sig at drømme om at blive verdensmester.

Fodboldkommentatoren selv er dog mere behersket, når det kommer til sine egne forudsigelser.

- Det er et fantastisk dansk hold. Vi er nået til et sted, hvor vi skal videre fra puljen. Vi er langt bedre end Tunesien og Australien.

- Men der er så mange hold, der kommer toptunede til VM. Det er så få uger, at man skal ramme formen, og vi kan ikke være sikre på, at danskerne rammer den. Men det er heller ikke urealistisk, at Danmark kan sætte fire fantastiske fodbolduger sammen, og så må vi se, hvor langt det rækker, fortæller Andreas Kraul.

3

Forsvarspillerne er vinderne

Forsvarsspilleren Joachim Andersen (2) har grebet chancen i Simon Kjærs fravær under de fire Nations League-kampe. (Foto: liselotte sabroe © Ritzau Scanpix)

Til VM-slutrunden må Kasper Hjulmand tage 23 spillere med. Og det er netop i Nations League-kampe, at den 50-årige træner kan teste spillere af, der kan spille sig til en VM-plads.

Andreas Kraul mener særligt, at de danske forsvarsspillere har vist sig pænt frem for landstræneren de sidste fire kampe.

- I de to første kampe på udebane er hverken Simon Kjær eller Andreas Christensen med, som har været holdets forsvarsmæssige rygrad, og der vinder vi alligevel.

- Joachim Andersen er den store vinder. Han startede alle kampe, og jeg tror, at Hjulmand stoler 100 procent på ham.

- Victor Nelsson ser ud til at have overhalet Jannick Vestergaard. Kan han holde niveau i sin klub Galatasaray, så er jeg rimelig sikker på, at han får en billet.

- Rasmus Nissen Kristensen begynder så småt at overhale Daniel Wass på højrebacken. Han er i hvertfald ved at være på lige fod med ham.

Inden VM-slutrunden er der to træningskampe i september, som ligner den eneste mulighed for at vise sig frem for Kasper Hjulmand. Andreas Kraul tror da også, at Kasper Hjulmand er ved at have truppen på plads.

- Jeg tror, at der er en del, der har sat sig i forhold til VM-truppen. Han har set dem an, som kan komme i spil. Det vil svært for spillere at komme ind på holdet nu. Så skal det virkelig være en komet, der er så varm, at han kan tænde ild i flysædet til Qatar, siger kommentatoren.

4

Rutinerede kræfter kan misse VM

Ved EM 2021 scorede Yussuf Poulsen mod Rusland i den sidste gruppekamp, hvorefter han jublede med Martin Braithwaite. Til VM-slutrunden kan Danmark være helt uden nogen af dem. (Foto: Friedemann Vogel © Ritzau Scanpix)

Når nogle spiller sig på et hold, så er der som regel også nogle, der spiller sig af. Denne landsholdsperiode er ingen undtagelse, hvis man spørger Andreas Kraul.

- Hvis vi skal tale om nogle tabere i de her kampe, så er det Martin Braithwaite og Yussuf Poulsen. De kampe, som de startede sammen, viste, at der var problemer i det flydende spil, som blandt andet Jonas Wind og Andreas Skov Olsen viste i går mod Østrig, at de kan mestre.

- Martin Braithwaite og Yussuf Poulsen er en del af stammen og vil stå ok til truppen. Men det er dem, der er mest pressede. Det er i angrebet, at mange presser på, og man kan ryge ud af truppen på det.

- Skov Olsen ligner en sikker starter. Lindstrøm banker alvorligt på med sine præstationer i Frankfurt. Jeg kunne også forestille mig, at Cornelius, Dolberg og Wind står foran til den centrale angriberposition. Og så har vi slet ikke snakket om Eriksen og Damsgaard.

Fodboldkommentatoren fremhæver også Robert Skov og Phillip Billing, som nogle der kan ryge uden for truppen, da de ikke rigtig fik lov til at vise sig frem i løbet af Nations League-kampene.

Næste udfordring for landsholdet er 22. september på udebane mod Kroatien.