Landsholdslegende om Wales-kamp: 'Spillerne skal give noget tilbage'

En midlertidig aftale fjerner ikke ydmygelsen af at stille med et vikarlandshold, mener Flemming Povlsen.

Flemming Povlsen mener, at det nu er spillernes job at møde velforberedte op til kampen mod Wales. (Foto: liselotte sabroe © Scanpix)

Det er torsdag lykkes at få en midlertidig aftale på plads mellem Dansk Boldspil-Union og Spillerforeningen. Dermed kan de almindelige landsholdsspillere spille kampen mod Wales søndag i Aarhus.

Men det fjerner ikke ydmygelsen af onsdagens kamp, hvor Danmark stillede med et hold af spillere fra 2. division, Danmarksserie og futsallandsholdet mod Slovakiet.

- Ansigtet er tabt. Det her er bare et spørgsmål om at komme videre og komme op fra det hul, man har gravet sig ned i, siger han.

- Så er det bare at sende en tak til det landshold, der var afsted med John "Faxe" Jensen.

Ifølge Flemming Povlsen kan de spillere, der skal møde Wales, ikke bruge det kaotiske forløb som undskyldning for ikke at levere optimalt.

- Jeg vil være meget ked af det, hvis nogen fra det danske landshold, som kommer og siger, at de ikke er forberedte. For det falder kun tilbage på dem selv. Der er kun en måde at gøre det her godt igen: det er at give noget tilbage, siger han.

DBU og Spillerforeningen blev torsdag aften enige om en midlertidig aftale.

/ritzau/

Facebook
Twitter