Landsholdsspillerne går op i at være ’såkaldt ubesejrede’: ’Det er en god historie for os selv’

Med en scoring i overtiden kom Danmark fra Kosovo med et uafgjort resultat. Spørgsmålet er, hvor langt tilbage holdet er ubesejret?

Thomas Delaney i en aktion mod Kosovo. (Foto: VALDRIN XHEMAJ © Scanpix)

Har det danske fodboldlandshold fortsat en stime kørende på 25 kampe i træk uden nederlag, eller har det ikke?

Spørgsmålet kan virke besynderligt, for resultater er jo resultater, men for alle, der interesserer sig for det bedste hold, som Danmark kan mønstre, er det faktisk et reelt spørgsmål.

Sagen og dermed statistikken bliver nemlig speget af, at ’vikarlandsholdet’ repræsenterede Danmark og tabte til Slovakiet i en venskabskamp i efteråret under fodboldkonflikten mellem spillerne og DBU.

På den ene side er der altså dem, der mener, at ’vikarlandsholdets’ nederlag tæller, og man derfor ikke kan snakke om en ubrudt stime på 25 kampe som ubesejrede, og på den anden side er der så dem, der ikke tager vikarerne med i ligningen.

Men for hovedpersonerne selv, landsholdsspillerne, der torsdag aften kæmpede sig til et uafgjort resultat mod Kosovo, er der ingen tvivl: Deres stime som landshold er intakt.

- Det allervigtigste var, at vi ikke taber, fordi det viser, at vi har mental styrke. Det gør, at vi bliver ved med at være såkaldt ubesejrede, og det viser, at holdet har bid i sig.

Danmarks Pierre Emile Højbjerg scorede til 2-2 mod Kosovo i kampens overtid. (Foto: Mads Claus Rasmussen © Scanpix)

- Og det er det bedste, vi kan tage med fra kampen mod Kosovo, siger PierreEmile Højbjerg, der med en scoring i overtiden var manden, der sørgede for, at landsholdet ikke tabte til Kosovo.

En god historie

Og når det overhovedet er relevant at snakke om stimer i fodbold, er det på grund af deres mentale effekt hos hovedpersonerne selv. Christian Eriksen, Kasper Schmeichel er sådan set ligeglade med dem, der ikke mener, at Danmark som fodboldnation fortsat er ubesejret efter kampen i Kosovo.

For dem handler det om, hvornår de selv som hold – som Thomas Delaney understreger - sidst er gået fra banen som tabere i ordinær spilletid, og den tidsregning går helt tilbage til oktober 2016, hvor holdet tabte til Polen:

- Det er en god historie for os selv. Det er altid en god følelse at komme ind til de her kampe uden nederlag, og jeg ved ikke, om det var det, der gav os det sidste skub – men det skulle i hvert fald ikke være i dag, at vi mistede den stime.

Tirsdag skal landsholdet forsøge at fortsætte stimen, når de spiller den første kamp i EM-kvalifikationen. Holdet møder Schweiz på udebane. Kampen kan ses på Kanal5, høres i LIGA på P3 eller følges i tekst på dr.dk/sporten.

Facebook
Twitter