Landsholdsstjerne dribler til spansk storklub: 'Fantastisk, hvis det kan kickstarte Dolberg'

Den danske landsholdsangriber Kasper Dolberg skifter til Sevilla fra Nice på en etårig lejeaftale.

Kasper Dolbergs skifte til Sevilla er et trin op ad karrierestigen, mener Andreas Kraul. (Foto: liselotte sabroe © Ritzau Scanpix)

Det lykkedes ikke for Kasper Dolberg at oversætte Nice til dejlig i denne omgang.

Den danske landsholdsangriber boksede en smule med at slå til i fransk fodbold siden sit skifte til OGC Nice i 2019. Knap tre år senere skal han nu vænne sig til at sige hola i stedet for bonjour.

24-årige Kasper Dolberg er torsdag blevet præsenteret som ny spiller i spanske Sevilla FC, der allerede råder over landsholdskollegaen Thomas Delaney. Det skriver La Liga-klubben på sin hjemmeside.

Dolberg skifter til Sevilla på en et-årig lejeaftale.

DR Sportens fodboldkommentator Andreas Kraul bruger ganske vist ikke udenlandske gloser til at sætte ord på skiftet, men han er begejstret for udsigten til Kasper Dolberg i spansk fodbold.

- Den franske liga er hård og god, men La Liga er traditionelt set på et højere niveau. Dertil skal Kasper Dolberg nu også spille i Champions League, som er den øverste hylde, og det er godt for både Dolberg og det danske landshold, hvis han er i stand til at levere, fortæller Andreas Kraul.

Og kan landsholdsangriberen holde sig fri for skader, har han alle forudsætninger for at slå til i spansk fodbold, fortsætter DR Sportens fodboldkommentator.

Kasper Dolberg passer godt til spansk fodbold, vurderer Andreas Kraul. (Foto: liselotte sabroe © Ritzau Scanpix)

Iskold afslutter bliver varm i Spanien

Sevilla er kommet lunkent fra start i Spanien og har endnu ikke vundet en kamp i denne sæson, men tag ikke fejl: Kasper Dolberg kommer til en enorm klub med en masse hengivne fans, fortæller Andreas Kraul.

Karrieremæssigt træder angriberen et trin op ad fodboldstigen med sit skifte til sidste års fjerdeplads i den bedste, spanske række. Men Kasper Dolberg kan sagtens gøre en positiv forskel for sin nye klub, understreger DR Sportens fodboldkommentator.

- Ud over at være en iskold afslutter, er han fra sin tid i Ajax velskolet i det tekniske angrebs- og i kombinationsspil. Derfor er den spanske liga god for Dolberg, siger Andreas Kraul.

- Jeg er glad for, at han er havnet i Spanien frem for Premier League og England. De løb, han er god til, passer bedre til, at han kan blomstre i La Liga.

Men Andreas Krauls begejstring handler ikke kun om, at Kasper Dolberg nu dribler til La Liga og skal spille Champions League mod FC København, Manchester City og Dortmund.

Kasper Dolberg og Thomas Delaney skal fremover dele både omklædningsrum i Sevilla og på landsholdet. (Foto: Jens Dresling)

Nej, det er lige så meget et håb om, at den blonde afslutter bliver forløst og dermed også hamrer målene ind for Danmark.

Angrebspositionen er nemlig en af de pladser, hvor den danske landstræner Kasper Hjulmand har størst behov for, at en spiller signalerer, at det er ham, der skal satses på til VM i Qatar senere på året, påpeger DR Sportens fodboldkommentator.

- Kasper Dolberg kom godt i gang i EM-turneringen i sommeren 2021, så det er fantastisk for Danmarks VM-chancer, hvis dette skifte til Sevilla kan kickstarte ham, siger Andreas Kraul.

Det kræver dog, at Kasper Dolberg kommer hurtigt ud af startboksen.

I skrivende stund er der blot 82 dage til, at Danmark møder Tunesien ved VM, og derfor har den 24-årige ikke meget tid at rutte med, mener DR Sportens fodboldkommentator.

- Dolberg har en vis historik for at skulle løbes i gang. Men Sevilla skaber en masse chancer, som han kan afslutte på, og det gør, at han når at blive klar. Jeg tror, at Kasper Hjulmand synes, det er meget godt med en genstart i Spanien for Dolberg, siger Andreas Kraul.