Landstræner-vikaren Jon Dahl får storsejr over Gibraltar

Danmark vandt sikkert 6-0 i EM-kvalifikationen, da Jon Dahl Tomasson vikarierede for sygemeldte Åge Hareide.

Spillerne takkede de 750 danske fans efter kampen for opbakningen i Gibraltar. (Foto: liselotte sabroe © Scanpix)

Det blev en drømmedebut i landstrænerstolen for Jon Dahl Tomasson, da det danske herrelandshold i fodbold her til aften på udebane mødte Gibraltar i EM-kvalifikationen.

I fraværet af den sygemeldte landstræner Åge Hareide vikarierede den normale assistent for nordmanden. Her kunne Tomasson se Danmark vinde stensikkert 6-0 over miniputterne fra Gibraltar.

Christian Eriksen scorede to mål på straffespark, mens Robert Skov, Thomas Delaney og den dobbelte målscorer Christian Gytkjær satte de øvrige ind.

Landsholdsherrene skulle bare bruge seks minutter, før Jon Dahl Tomasson havde noget at juble over. Robert Skov kom først på et indlæg fra Eriksen og pandede Danmark i front 1-0. Det var 23-årige Skovs første landsholdsmål.

Robert Skov scorede sit første landskampsmål mod Gibraltar. (Foto: Jon Nazca © Scanpix)

Det blev 2-0 efter godt en halv times spil, da Christian Eriksen sikkert udnyttede et dansk straffespark, som var blevet begået mod Thomas Delaney på et hjørnespark kort forinden.

Gibraltar knækkede i anden halvleg

Fem minutter inde i anden halvleg kunne Christian Eriksen igen stille sig klar ved ellevemeterpletten. Forinden havde Yussuf Poulsen tilkæmpet sig straffespark, som dog lignede en fejldom. Det var Eriksen ligeglad med, og sparkede Danmark på 3-0.

Med godt 20 minutter igen gjorde Thomas Delaney det så til 4-0. Robert Skov sendte et fladt hjørnespark ind i feltet, hvor bolden, efter at have passeret flere spillere, fandt vej til Delaney, der bankede bolden op på undersiden af overliggeren.

Kort efter viste Christian Gytkjær kynisme, da han sendte en retur fra Gibraltars keeper ind til 5-0. Selvsamme Gytkjær gjorde det også til 6-0 med 12 minutter igen, da han, efter en elegant aflevering fra Lasse Schöne, sikkert sparkede bolden i kassen.

Christian Gytkjær scorede sit andet og tredje landskampsmål i for Danmark. (Foto: Jon Nazca © Scanpix)

Vigtigt med mange mål

Den vikariende landstræner Jon Dahl Tomasson må være tilfreds med, at målscoren nu er klart forbedret, hvis det ender med at være afgørende i spillet om EM-billetterne.Med den overbevisende storsejr har Danmark på andenpladsen otte point efter fire kampe i gruppe D.

Irland, som torsdag spillede 1-1 hjemme mod Schweiz, topper gruppen med 11 point efter 5 kampe. Schweiz har fem point efter tre kampe på tredjepladsen.

Søndag aften venter Georgien i Tblisi for Danmarks næste kamp i EM-kvalifikationen.