Lang rejse er ingen undskyldning: Landsholdet skal vise sig georgisk opgave voksen

Landstræner Jon Dahl Tomasson kan vælge og vrage blandt friske spillere til søndagens EM-kvalifikationskamp mod Georgien.

Ass. træner Jon Dahl Tomasson, Simon Kjær og Thomas Delaney under pressemødet i Tiblisi. (Foto: liselotte sabroe © Scanpix)

Der er ingen grund til at gøre det mere odiøst end som så.

At rejse er en del af livet, når man gør sig i knoppet fodtøj og læderkugle på højeste niveau.

Ingen grund til bekymringer over, at fodboldlandsholdet torsdag aften gabte over Gibraltar, siden har rejst i omegnen af 6.000 kilometer til Tbilisi for i morgen at møde Georgien i EM-kvalifikationen.

Det er de, spillerne, vant til, siger landstræner Jon Dahl Tomasson.

- De skal nok være klar til i morgen, det er jeg slet ikke i tvivl om. Alle er kommet godt ud af kampen i torsdags, hele gruppen er frisk, så jeg kan vælge og vrage. Det er skønt, siger han.

  • Jon Dahl Tomasson, der har overtaget cheftrænerroret i Åge Hareides fravær, ser ikke den lange rejse som et problem. Det er spillerne vant til. (Foto: liselotte sabroe © Scanpix)
  • Kasper Dolberg scorede to gange, da Danmark seneste mødte Georgien. (Foto: liselotte sabroe © Scanpix)
1 / 2

Senest Danmark stod over for georgierne var i Parken i juni, hvor de rød-hvide sikkert, komfortabelt og kontrolleret tog en 5-1 sejr, holdets første i kvalifikationen til europamesterskabet i 2020.

Dengang med Kasper Dolberg som dobbelt målscorer. OGC Nice-spilleren tilbragte samtlige 90 minutter i Gibraltar på bænken, men kunne måske være den kanin, Jon Dahl Tomasson hiver op af hatten.

Ændringer kommer der i hvert fald i startopstillingen, lyder det.

- Jeg kigger på opstillingen og på at bringe energi ind i holdet. Så ser jeg på kommende modstandere ud fra de muligheder, der nu er, og så vælger jeg holdet. Og der kommer til at være udskiftninger, siger landstræneren.

Det handler om indstilling

Selvom fodboldlandsholdet med 6-0 sejren i bagagen havde medvind samtlige 6.000 kilometer fra Gibraltar til Georgien og samtidig har gode minder fra seneste georgiske møde, må det ikke blive den sovepude, som kan være så rar at hvile hovedet på, understreger anfører Simon Kjær.

Der skal nulstilles - ny kamp, ny opgave.

- Vi skal prøve at glemme 5-1 kampen i forhold til det, der venter os i morgen. De kommer med en helt anden energi og tro på tingene. Så er der også et helt stadion, der vil bakke dem op, siger Simon Kjær.

  • Thomas Delaney, Pierre Emile Højbjerg, Henrik Dalsgaard og Daniel Wass under lørdagens træning forud for EM-kvalifikationskampen mod Georgien på søndag. (Foto: liselotte sabroe © Scanpix)
  • Anfører Simon Kjær har set andre modstandere have det svært i Tbilisi. Derfor er det vigtigt, at Danmark ikke undervurderer opgaven, siger han. (Foto: liselotte sabroe © Scanpix)
1 / 2

Georgien på ude- og hjemmebane er to vidt forskellige størrelser, mener forsvarsspilleren.

- Så vi skal være klar fra start og være opgaven voksen. Vi skal gå ind med den rigtige indstilling og spille vores spil. Hvis vi gør det, har vi også de kvaliteter og den tro på det, som skal til for at få tre point.

Midtbanedynamoen Thomas Delaney er enig med sin anfører. For ja, Danmark gjorde meget rigtigt i de to holds første møde i kvalifikationen, men man får intet foræret i Tbilisi.

- De kommer helt sikkert med en form for respekt for os, men det vigtigste er, at vi ikke kigger på det her hold, som et 5-1 hold, vi kan slå hver gang. Så tror jeg, at vi bliver udfordret, siger Delaney.

Danmark møder Georgien søndag aften klokken 18. Du kan følge kampen direkte i LIGA på P3.