Lindegaard er udtaget til EM-trup

Landstræner Morten Olsen udtager Manchester Uniteds målmand Anders Lindegaard til EM-truppen, som nu tæller 21 spillere.

Morten Olsen har udtaget målmand Anders Lindegaard, som her træner i baggrunden sammen med Daniel Agger. (Foto: Jens N. Larsen © Scanpix)

Målmand Anders Lindegaard skulle lige ses an af landstræner Morten Olsen.

Tre dage til landsholdstræning i Helsingør var nok til at overbevise Morten Olsen, som lørdag officielt indlemmede Manchester United-keeperen i truppen, der skal dyste ved fodbold-EM til sommer.

- Vi har aldrig været i tvivl om Anders' kvaliteter, det har alene været et spørgsmål om, hvor langt han var i forhold til den langvarige skadespause, han har været igennem i foråret.

- Og efter de tre træninger er vi ikke i tvivl om, at vi med Anders får en helt skadesfri tredjekeeper med i truppen, siger Morten Olsen til Dansk Boldspil-Unions hjemmeside.

Anders Lindegaard fik den positive besked af landstræneren, mens han stadig var på træningsbanen sammen med landsholdsmålmand Thomas Sørensen og målmandstræner Lars Høgh.

EM-truppen tæller nu 21 spillere, og der er dermed fortsat to åbne pladser.

Angriberen Nicklas Pedersen er fortsat et varmt emne til en af de sidste to pladser, men Groningen-spilleren må vente lidt endnu.

 

Facebook
Twitter