Liniger om landsholdsaftale: Der er stadig mistillid

DR Sportens fodboldkommentator har gransket den nye aftale mellem DBU og Spillerforeningen.

DBU og Spillerforeningen er kommet frem til en ny aftale, der dog også vidner om udfordringer i de to organisationers relation. (Foto: henning Bagger © Scanpix)

Tre uger med helt ro i offentligheden og med nye ansigter på begge sider af forhandlingsbordet.

Det var, hvad der skulle til for at lande den aftale om vilkårene for at spille på herrelandsholdet, som blev underskrevet lørdag eftermiddag.

En bemærkelsesværdig rolig afslutning på en besværlig proces, der i otte måneder gik mere og mere i hårdknude. Men nu er aftalen der altså, og landsholdet kan endelig koncentrere sig om at spille fodbold.

Men selv om den afsluttende proces ser smidig ud, så viser en nærlæsning af teksten, at mange ting har været temmelig vanskelige at løse helt til det sidste.

Mere professionelt setup

Der er på mange måder tale om et klassisk kompromis, hvor begge parter har givet indrømmelser, uden helt at give modparten, hvad den ønsker sig.

Ind imellem giver det sig udslag i ret spøjse aftaler - for eksempel har landsholdsspillerne ikke krav på flybilletter på business-klasse, når de rejser med landsholdet, men de har ret til den benplads i flyet, som den enkelte spillers kropsstørrelse kræver.

Langt henad vejen er DBU dog kommet spillerne i møde, når det gælder om at skabe mere professionelle forhold omkring holdet ved landskampe.

Det har været et tiltagende irritationsmoment for spillerne, at forholdene omkring landsholdet i mindre og mindre grad kunne leve op til det, som de er vant til fra deres klubber, og det har DBU handlet på.

Den kommercielle knast

En af de største udfordringer i forhold til at få lavet en aftale, har været de kommercielle rettigheder, og her har DBU på papiret fået en landvinding.

DBU har fået flere muligheder for at bruge landsholdet i reklamesammenhæng, og dermed tjene flere penge på holdet.

Men det er værd at bemærke, at spillerne stadig har mulighed for at lave personlige aftaler som hidtil, og at der stadig er mulighed for, at spillerne kan lave sponsoraftaler med konkurrenter til DBUs sponsorer.

Så spillerne taber næppe meget på at give DBU lidt mere albuerum på det kommercielle marked – spørgsmålet er, om DBU evner at tjene på det.

Stadig ringe tillid mellem DBU og spillerne

Endelig må man konstatere, at otte måneders konflikt – og flere års stigende irritation – mellem parterne, ikke bare forsvinder med tre ugers forhandlinger og en ny aftale.

Relationerne er i så ringe forfatning, at man ligefrem har måttet skrive det ind i aftalen.

I den kommende tid skal der gøres en ”særlig indsats” for at forbedre forholdet mellem DBU og spillerne.

Den slags gør man altså kun til aftalestof, hvis der virkelig er et problem!

Det hænger også sammen med det måske mest bemærkelsesværdige i aftalen: At den er hele 6 år lang.

Det er en evighed i topfodbold, og den er dobbelt så langvarig som den aftale, der udløb i august. Men det har været nødvendigt med det lange perspektiv.

Ingen af parterne har haft brug for nye slagsmål, måske allerede efter EM i 2020. Sår skal heles, ikke rives op i.

Den lange aftale bør kunne give landsholdet og DBU det, de har brug for: Ro til at spille fodbold. Også selv om langt fra alle uenigheder er løst.

Facebook
Twitter