Montenegro må undvære målscoreren fra Parken

Hjemmeholdet er uden karantæneramt angriber, når Danmark spiller VM-kval i Montenegro. Til gengæld er seks danske profiler selv i ’gul fare’.

I nummer 11 ses Fatos Beciraj fra Dinamo Moskva, der er i karantæne mod Danamrk på grund af to gule kort (Foto: DAVID MDZINARISHVILI)

Danmarks chancer for at rejse hjem med point i baggagen fra udekampen mod Montenegro i VM-kvalifikationen er en lille smule forøget, eftersom hjemmeholdet må undvære en af holdets store profiler, nemlig Fatos Beciraj fra Dinamo Moskva, der er i karantæne på grund af to gule kort.

Den 29-årige angriber var manden, som scorede kampens eneste mål i Parken, da Montenegro for godt et år siden vandt de to holds første møde med 1-0, og med sine 49 landskampe er han samtidig den næstmest rutinerede spiller hos den lille Balkan-nation.

- Det er en dygtig angriber, som vi absolut ikke er kede af at slippe for. Til gengæld er det så også stort set den eneste plads på Montenegros hold, vi er i tvivl om, hvem de stiller med på, lyder det fra assisterende landstræner Jon Dahl Tomasson til DR Sporten.

Umiddelbart vurderet bliver afløseren Stefan Mugosa, som i hvert fald William Kvist har førstehåndskendskab til. Reserveangriberen spiller nemlig for Sheriff Tiraspol i Moldova, men gjorde ikke meget væsen af sig, da FC København i sidste uge spillede 0-0 mod holdet fra Transnistrien i Europa League.

Montenegros to stjerner

Montenegros to helt store stjerner er dog ubetinget forsvarsstyrmanden Stefan Savic fra Atletico Madrid samt anfører Stevan Jovetic, der efter at have været i både Manchester City og Inter nu spiller for AS Monaco.

Sidstnævnte har scoret syv mål i syv VM-kvalifikationskampe for Montenegro, hvor der i hovedstaden Podgorica forventes fuldt hus og intens stemning på det lille intime nationalstadion, Gradski, torsdag aften.

Her har UEFA påsat den meget rutinerede 44-årige dommer Björn Kuipers. Hollænderen, der har dømt de seneste store slutrunder samt Champions League-finalen i 2014, var også manden med fløjten, da Danmark slog Serbien med 2-0 i Parken for to år siden.

Seks danskere i karantænefare

Også på det danske hold er der vigtige spillere i karantænefare. Seks mand har en advarsel stående og vil dermed være i karantæne mod Rumænien søndag i Parken, hvis det bliver til yderligere et gult kort mod Montenegro.

Det drejer sig om Kasper Schmeichel, Thomas Delaney, Viktor Fischer, Christian Eriksen, Yussuf Poulsen og Andreas Cornelius. For sidstnævntes vedkommende vil det endda være anden gang i kvalifikationen, han ryger i karantæne.

Du kan følge Danmarks VM-kvalifikationskamp i Montenegro direkte fra Podgorica i LIGA på P3 torsdag aften med kampstart 20.45. Vi sender fuld transmission uden musik. Kampen vises også på Kanal 5.