Morten Olsen stopper efter EM 2012

Morten Olsen stopper som landstræner efter EM: - Det er vigtigt for mig, at jeg afleverer gode spillere og et godt hold til min kollega, der skal overtage posten, siger han.

  • 61-årige Morten Olsen blev landstræner i sommeren 2000. (Foto: Jens Nørgaard Larsen © Scanpix)
  • Morten Olsen overtog efter Bo Johansson. Han har kvalificeret holdet til to VM-slutrunder og en EM-slutrunde. (Foto: Claus Bech © Scanpix)
  • Morten Olsen overtog efter Bo Johansson. Han har kvalificeret holdet til to VM-slutrunder og en EM-slutrunde. (Foto: Jens N. Larsen © Scanpix)
  • Morten Olsen overtog efter Bo Johansson. Han har kvalificeret holdet til to VM-slutrunder og en EM-slutrunde. (Foto: Jens Nørgaard Larsen © Scanpix)
1 / 4

Morten Olsen meddelte mandag den 8. november, at han træder tilbage som landstræner i 2012.

Han detonerede den lille bombe på et pressemøde, der handlede om venskabskampen mod Tjekkiet:

- Til sidst, ligesom umiddelbart i en parentes, så er kampen mod Tjekkiet ikke min sidste landskamp, men det bliver min sidste kvalifikation. Jeg meddelte DBU i går, at jeg ikke er interesseret i at forlænge kontrakten.

Morten Olsen er altså forhenværende som dansk landstræner, når hans kontrakt udløber efter EM i 2012.

- Det er meget udramatisk. Det handler for mig om at kvalificere holdet til EM og få afleveret nogle gode spillere og et godt hold til min kollega, der skal overtage posten. Når jeg selv har taget beslutningen, mener jeg, at jeg lige så godt kan melde det ud, siger Morten Olsen.

- Jeg har været omkring det her hold i 30 år, og det er mig meget magtpåliggende, at DBU får tid til at finde den, de synes er den rette træner. Den tid har man bedre nu, end hvis det skete om et år, vurderer landstræneren, der i sin aktive karriere nåede 102 landskampe fra 1970-1989.

61-årige Olsen overtog landstrænerjobbet fra Bo Johansson i 2000. I sine første ti år på posten har han kvalificeret landsholdet til VM i 2002, EM i 2004 og VM i 2010.

Han er den første, der har nået 100 kampe på det danske landshold som både spiller og træner.

Facebook
Twitter