Mr. Cool og den bløde inderside

Genoplev EM-semifinalen '92 fortalt af nogle af aktørerne fra NyaUllevi.

Kim Christofte har scoret til 7-6 på det afgørende straffespark i EM-semifinalen mod Holland i 1992 (Foto: Palle Hedemann © Scanpix)

Bogen 'Presenting Jesper Olsen' ser tilbage på en række af de største øjeblikke i dansk fodbold - fortalt af hovedpersonerne selv. Vi har fået lov til at bringe et af kapitlerne her på siden, så du her kan læse om EM-semifinalen på Nya Ullevi 1992.

22. juni 1992 · Danmark-Holland: 7-6 af Andreas Kraul og Christian Hüttemeier

Kim Christofte: Det var psykologisk krig

»Jeg kunne jo se, at van Breukelen var ved at have Flemming Povlsens spark. Han var på det tidspunkt en meget rutineret målmand, og hans små fif var ved at lykkes med Flemming, hvor han faktisk selv slår bolden ud i sidenettet.

Af samme årsag havde han på en eller anden måde et psykologisk overtag, og derfor slår det mig, at jeg skal ovenpå inden sparket. I det hele taget farer der vel mindst 1000 tanker igennem hovedet på mig på det tidspunkt, for jeg var jo godt klar over, at vi ville være på røven, hvis det gik galt for mig. Derfor gjaldt det om at være klar i hovedet.

Samtidig var der også en eller anden vrede mod van Breukelen på grund af hans opførsel, så jeg råber til ham og snakker med ham på hollandsk. Jeg har selv boet dernede, så jeg kunne sagtens på afstand råbe et eller andet flabet om, at han bare skulle se og komme på plads inde på stregen.

Allerede der har jeg vundet lidt af krigen mod ham, men for at være helt sikker laver jeg det trick med at rette på bolden. Jeg havde gjort det samme i en Europa Cup kamp i Moskva, og på det tidspunkt har jeg helt klart teten, selv om man selvfølgelig kunne gange vigtigheden med mindst 10 eller 20.

Derefter regner han med, at jeg går længere tilbage, men i stedet forvirrer det ham, at jeg kun tager et par skridt, og så springer han for tidligt. Dermed skal jeg heller ikke skyde så forbandet hårdt, og resten giver vist sig selv. Heldigvis.«

Det er mandag den 22. juni 1992

, og klokken har netop passeret de 23. På et fodboldstadion i Göteborg lægger 31-årige Kim Christofte bolden til rette på straffesparkspletten.

Elleve meter foran ham står hollænderen Hans van Breukelen i en sort målmandstrøje og er i dette øjeblik eneste forhindring for en sensationel finaleplads ved EM-slutrunden i Sverige. Et enkelt veludført spark, og dansk fodbolds største triumf nogensinde vil være en realitet.

Brøndby-spilleren med det let bølgede hår, det velplejede Tom Selleck-overskæg og det røde sekstal på ryggen af den hvide Hummel-trøje træder skødesløst ti små skridt tilbage, men bryder så pludseligt det ritual, som straffesparket uge efter uge bliver afviklet efter millioner af steder på kloden.

Holdkammeraterne fra Brøndby har set det før på et koldt stadion i Moskva, men resten af de tilstedeværende på Nya Ullevi måber, da manden i centrum med to flade håndflader indikerer, at bolden ikke ligger, som den skal.

Spanske Emilio Santiago Aladrén ved først ikke, hvad der sker, men sætter så sine 168 dommer-centimeter i løb over mod pletten, hvor den femte og sidste danske straffesparksskytte allerede er i færd med at rette på den hvide bold af mærket Adidas. Inde på stregen står van Breukelen som forstenet.

Igen træder Christofte tilbage. Denne gang kun halvanden meter. Øjeblikket er indtruffet.

Det er mandag den 22. juni 1992

, og klokken har netop passeret 23. Som sædvanlig har 26-årige Morten Bruun én af de allerbedste pladser på stadion. Iført sin røde og mørkeblå Hummel-træningsdragt ud over det sigende rygnummer 20 er han en del af klyngen på sidelinjen bestående af de danske spillere, som ikke skal sparke.

I princippet er han en del af holdet, som netop nu er ved at skrive historie. I praksis er han udelukkende beskuer – fluen på væggen til Danmarks største fodboldbedrift.

Aftenen før har været som så mange andre i landsholdslejren, bortset fra at spilleren fra Silkeborg lige som resten af truppen har fået eneværelser, efter at holdet er rykket fra den indledende rundes forholdsvis ydmyge hotel i Ystad til den sommerlige, svenske skærgårdsidyl på Hotel Stenungssund Yacht Club små 40 kilometer nord for Göteborg. Det vilde afterparty ved poolen oven på 2-1 sejren over Frankrig er efterhånden glemt, og spillerne er igen faldet ind i de sædvanlige kliker og faste hierarki.

Selv har Morten Bruun siddet på sit store, lyse værelse med den faste kortklub bestående af ham selv, Johnny Mølby, Peter Nielsen og den tidligere værelseskammerat Lars Elstrup.

C-gruppen, som han indvendig kalder dem, når han over morgenmaden eller frokosten holder sig selv beskæftiget med at betragte det indre liv i den danske EM-trup. Spilletid ser det ikke ud til, at han skal bekymre sig om.

I stedet lægger han mærke til, hvordan det er Peter Schmeichel, Brian Laudrup og Flemming Povlsen, som »kalder skuddene« i lejren. A-plus gruppen. Under dem ligger Lars Olsen og John Sivebæk, der er rutinerede ledere og samlere, men som hverken har den samme klubsucces eller spillemæssige pondus som A-plus gruppen.

Herefter rangerer truppen nedefter i takt med klubstatus samt først og fremmest spilletid. Helt ned til nummer 20 – Morten Bruun fra Silkeborg, som i Politikens vurdering af de danske spilleres værdistigning under EM kan læse, at han stadig vurderes til de samme 400.000 kroner, som da han i bilen hjemme i Århus hørte om sin egen udtagelse via Radiosporten.

Kun to spillere kan Morten Bruun ikke placere i hierarkiet på det danske hold.

Den ene er københavneren Torben Piechnik, som uanfægtet ryger sine smøger til morgenkaffen, og som aldrig går uberettiget i midten, når der bliver spillet fem mod to på træningsbanen. Heller ikke selv om den dårlige aflevering er kommet fra Schmeichel.

Den anden er Kim Christofte.

Morten Bruun kan ikke rigtig blive klog på spilleren fra Brøndby, der nærmest dyrker sit eget boheme-image som en mand, der i virkeligheden ikke interesserer sig specielt meget for fodbold – og som ikke uden videre stiller op til tv-interviews i lejren, fordi han ifølge eget udsagn »ikke ønsker at invadere folks dagligstuer«. Det er aldrig Christofte, som tager ordet i plenum. På den anden side kan man altid tale med ham. Og han kan på ingen måde placeres ind i noget hierarki.

Morten Bruun har ham efter et par mislykkede ophold i udlandet mistænkt for i virkeligheden ikke at have psyken til at koncentrere sig om tilværelsen som professionel fodboldspiller i de 10 måneder om året, som jobbet kræver. De 14 dage her i Sverige er til gengæld som skabt til Kim Christoftes mentalitet.

En anelse selviscenesættende, kan Bruun ikke lade være med at tænke om spilleren, der i det danske spil skal føre bolden op nede fra forsvaret, og derfor er én af de første på landstrænerens holdkort. Også uden for banen går Kim Christoftes medfødte selvtillid og tilbagelænede attitude perfekt i spænd med billedet af de danske »hovsa-drenge«, der kom med på et afbud, tog hjem fra stranden og bankede Frankrig på vej mod semifinalen.

Alt dette går gennem hovedet på Morten Bruun ude på sidelinjen, da Christofte som den sidste af de fem danske skytter forlader midtercirklen. Lidt væk sidder Richard Møller Nielsen helt sammenknuget og alene på en sort stol med blikket rettet ned mod græsset.

Brian Laudrup, som blev udskiftet allerede i ordinær spilletid, bider store, stærke og skadede Kent Nielsen i skulderen, mens Morten Bruun et kort sekund overvejer, hvordan han selv ville have det med at skulle stå for afgørelsen inde ved pletten.

Og det er i det øjeblik, at det går op for ham, at den person på stadion, som lige nu er mindst nervøs af alle, hedder Kim Christofte. Hvor andre ville skynde sig at lægge bolden til rette, lukke øjnene og hamre den med fuld kraft mod mål, virker det i stedet, som om Danmarks nummer seks nyder hvert lille sekund af opmærksomheden, dramaet og det psykologiske spil. Som om han glæder sig til at sparke og udnytter enhver mulighed til at forlænge oplevelsen.

Da så Christofte beslutter sig for at rette på boldens placering, er der ikke længere skyggen af tvivl i Bruuns hjerne.

»Det her kan ikke gå galt.«

Det er mandag den 22. juni 1992

, og klokken har netop passeret 23. Der er stille i den lille nøgne opholdsstue på sygehuset i Göteborg. Helt uvirkeligt stille, tænker Mogens Kreutzfeldt, der netop har gennemlevet en af de mere hektiske timer i sit efterhånden 41-årige liv. Lige nu kan han kun fjernt høre den svenske kommentatorstemme i det enlige fjernsyn på hjul, som er kørt ned for enden af sengen ved siden af ham, men for lidt over 60 minutter siden sad Dansk Boldspil-Unions officielle landsholdslæge siden 1989 stadigvæk på sin faste plads på udskiftningsbænken – kun et par sæder fra landstræner Richard Møller Nielsen – og fulgte intenst med i semifinalen mod hollænderne, der efterhånden lagde et større og større pres på den danske 2-1 føring.

Rundt omkring ham havde kulissen været et inferno af farver, virvar og støj, men alligevel havde både han og de fleste andre kunnet høre skriget klart og tydeligt.

Der var spillet lidt over en time, da uheldet skete nede i venstre side af det danske forsvar. En tilfældig bold, et tilfældigt sammenstød. Van Basten og Henrik Andersen i en af den slags nærkampe, der sker hundredvis af gange i løbet af en fodboldspillers karriere. Men som en gang i mellem går helt, helt galt.

Landsholdslægen havde kunnet se det med det samme, da han nåede ind på banen. Ja, faktisk behøvede man ikke så meget som et eneste semesters monotone anatomi-studier for at se, at den danske backs knæskal sad mindst fem centimeter over sin normale position.

»Seks måneders pause – måske endda mere,« var det første, Kreutzfeldt havde tænkt for sig selv, mens holdet af svenske samaritter kørte den rullende båre bærende påskriften »Röda Korset« ind på banen. Og mens Kim Christofte havde holdt Henrik Andersen for øjnene, så EM-slutrundens måske bedste back ikke selv skulle se, hvordan både hans knæ og hans fodboldfremtid var blevet forskubbet som følge af et simpelt sammenstød.

Aviserne havde allerede længe skrevet om forbindelsen til Sampdoria – sidste sæsons italienske mesterhold. Gianluca Vialli, Roberto Mancini, Attila Lombardo og fremover også danske Henrik Andersen. EM-slutrunden havde bare været det sidste skridt på vejen fra spilleren fra 1. FC Köln, der længe havde været klar til at rykke endnu et skridt op af den europæiske rangstige. Og italiensk fodbold ville passe perfekt til ham, skrev aviserne, selv om intet var sikkert endnu.

Men nu lå Henrik Andersen altså her i sengen ved siden af Mogens Kreutzfeldt i opholdsstuen på et hospital i Göteborg. Allerede i spillertunnelen på Nya Ullevi havde landsholdslægen givet backen to gange to milliliter morfin til at tage de værste smerter – og naturligvis lagt benet i stræk, hvilket også plejede at tage toppen af det værste. Den korte ambulancetur gennem de svenske gader havde derefter været hurtig og var nærmest foregået i en tåge, selv om Henrik Andersen egentlig havde været mere fattet, end Kreutzfeldt ville have troet.

Knæet var brækket. Det var der ingen tvivl om, og ledbåndene revet over selvfølgelig. Derfor skulle der naturligvis stadig tages røntgenbilleder. Igen i denne mærkværdige stilhed og med et svensk hospitalspersonale, der selv havde været i færd med at se EM-semifinalen fra stadion, da den danske patient og landsholdslæge var ankommet.

Så sent som efter den anden puljekamp mod svenskerne havde Kreutzfeldt været hjemme i København med angriberen Bent Christensen fra Schalke 04, som var blevet meniskskadet i knæet og skulle opereres hos Eilif Larsen på klinikken i Brøndby. Nu skal han igen til at have fat i Eilif og arrangere hjemtransport, løber det gennem hovedet på Kreutzfeldt, da en portør stikker hovedet ind på røntgenstuen. Rijkaard har udlignet til 2-2 syv minutter før tid. De er allerede i gang med den forlængede spilletid på Ullevi.

Sølle 10 timer tidligere havde Mogens Kreutzfeldt været ude på træningsbanen ved Stenungssund for at teste stopperen Kent Nielsen, der havde fået en mindre muskelskade i låret mod franskmændene i Malmö. »Han skal være helt klar,« havde Richard sagt. »Jeg vil ikke risikere, at vi må omrokere allerede efter 20 minutter.«

Lange, rolige Kent Nielsen havde da også taget det pænt, da Kreutzfeldt havde vendt tommelfingeren nedad. De havde endda joket med det. »Vi sparer dig til finalen,« havde landsholdslægen sagt og grinet.

Nu sidder han med en helt anden type skade på hospitalet i Göteborg. Henrik Andersen vil ikke komme til at spille nogle finaler i lang tid, men alligevel er stemningen faktisk ikke specielt trykket i den lille opholdsstue. Morfinen virker efter hensigten, og hospitalspersonalet har tændt for fjernsynet, så de to danskere kan følge med i den straffesparkskonkurrence, som udspiller sig kun et par kilometer væk.

Henrik Andersens dopede øjne er rettet mod skærmen, mens Kreutzfeldts blik selv flakker mere rundt. Pludselig er semifinalen og selve slutrunden et godt stykke væk. Den seneste time har alt handlet om praktik, og der skal stadig træffes aftale med Henrik Andersens tyske klub, 1. FC Köln, om, at Eilif Larsen godt må foretage operationen allerede dagen efter.

Imens har Peter Schmeichel nuppet sparket fra van Basten, og landsholdets læge opfanger, at den sidste danske sparker er Kim Christofte, hvilket Kreutzfeldt i første omgang finder en anelse mærkeligt. Som han kender den følsomme og tænkende Christofte, er han nemlig ikke den kolde type, der bare lukker øjnene og hamrer bolden op i nettaget. Tværtimod har han ofte virket nervøs i timerne før de vigtigste kampe.

På den anden side hører Kim Christofte til blandt holdets mest intelligente spillere – også når det gælder det mentale. Og nervøsiteten har altid været væk, når de afgørende situationer er opstået. Det var langt fra tilfældigt, at det var Christofte, som en times tid tidligere havde holdt Henrik Andersen for øjnene i sekunderne efter uheldet. Og det er helt sikkert ikke tilfældigt, når Richard har valgt ham som femte og sidste sparker, tænker Kreutzfeldt, mens hans fokus igen retter sig mod tv-skærmen, hvor selv samme Christofte har placeret bolden på straffesparkspletten.

Der er nu helt stille mellem de to mennesker i den ellers tomme opholdsstue på sygehuset.

Det er mandag den 22. juni 1992

, og klokken har netop passeret 23. Kim Vilfort kan endnu mærke den markante sitren i kroppen efter sit eget straffespark. På vejen tilbage mod midtercirklen har han passeret både Peter Schmeichel og den lille hollænder Rob Witschge, men ikke rigtig ænset dem. Alt fokus har været på hans eget spark – det fjerde danske i nervekrigen mod hollænderne og især målmand Hans van Breukelen.

Fem dage tidligere har virkeligheden været en helt anden for Kim Vilfort hjemme i huset uden for København. Midtbanespilleren er rejst hjem fra EM-slutrunden i Sverige for at være hos sin 6-årige datter, der er indlagt på Rigshospitalets kræftafdeling med uhelbredelig leukæmi. Og han regner på ingen måde med, at han skal tilbage til holdkammeraterne på den anden side af Sundet.

Godt nok har de første to kampe mod England og Sverige været godkendt. Ja, egentlig har de vel været mere end det, tænker Vilfort, da han er kommet hjem fra hospitalet og sætter sig for at følge den sidste puljekamp mod Frankrig på TV2. 0-0 mod England var et glimrende resultat, og at svenskerne vandt med 1-0 var trods alt langt fra den ydmygelse, Vilfort i sit stille sind havde frygtet, da holdet blev indkaldt efter Jugoslaviens udelukkelse.

På den anden side er chancen for at gå videre minimal.

Selv hvis de franske EM-favoritter med Papin, Cantona og træner Platini på bænken kan besejres, skal den anden puljekamp mellem England og Sverige også falde ud med det helt rigtige resultat. Og Kim Vilfort har haft meget andet at tænke på end at regne på stillinger.

Det har TV2-kommentatoren Flemming Toft til gengæld ikke, og til lyden af hans euforiske og til tider knækkende stemme samt billederne af Flemming Povlsen og Torben Frank, der ikke ret mange kilometer væk falder på knæ i en jublende omfavnelse på et stadion i Malmö, kan Kim Vilfort konstatere, at han skal til at tage en ny beslutning.

To dage senere er den truffet i samråd med familien, og Vilfort er igen tilbage på svensk græs – nu på den solbeskinnede træningsbane nord for Göteborg, hvor hans tilbagevenden til landsholdslejren bliver behandlet med lige dele interesse og respekt fra det presseopbud, som er vokset betragteligt på de forholdsvis få dage, han har været hjemme i Danmark.

Efter de mange år i Brøndby kender han hovedparten af de danske journalister – og han ved, at de kender historien om hans datter. Heldigvis er der ingen, som falder for fristelsen til på diverse forsider at svælge i stort opsatte overskrifter om den ulykkelige situation.

Alligevel bliver der selvfølgelig spurgt til hans tanker netop i disse dage. Politikens sportsredaktør Rasmus Bech – en klog mand at tale med – fører blandt andet ordet på træningsbanen i Stenungssund, og Kim Vilfort er egentlig meget godt tilfreds med det svar, han får afleveret til avisen:

»Jeg kender presset. Jeg har levet og spillet under dette pres i et helt år. Og det har jeg gjort så godt, at jeg kunne blive valgt til Årets Spiller. Jeg kender ikke definitionen på at være 100 procent klar, men jeg er altså klar.«

Samtidig kan Kim Vilfort også godt fornemme den helt særlige stemning i lejren. Den har været afslappet fra første dag, men efter sejren over Frankrig er der kommet en aura af noget urørligt over hans normale og tidligere holdkammerater fra Brøndby. Faxe, Lars Olsen, Schmeichel og Christofte. Og ikke mindst hos Richardo. Alle var ankommet med en lille, men nagende frygt for at blive til grin i Sverige. Nu er det bare om at nyde øjeblikket og spille mod hollænderne, der tilsyneladende regner finalepladsen for sikker.

Derudover føler Vilfort sig dejligt hjemme på det lyse og venlige hotel i den svenske Skærgård. Når han under måltiderne kigger rundt på truppen, kan han tælle 10 eller 11 spillere, som han enten har spillet sammen med i Brøndby eller på det gamle U21-landshold, der blev snydt for at opleve de olympiske lege på grund af en åndssvag skrivebordssag omkring Per Frimann.

Nu får de revanche, tænker Kim Vilfort.

Selv er han rimelig sikker på sin plads i startopstillingen mod hollænderne, selv om Henrik Larsen kom ind og scorede mod Frankrig. Sammen med fighteren og slideren Faxe har Vilfort længe udgjort de centrale dele af Richardos fynske maskinrum, og selv om pressen spekulerer kraftigt i, at han skal ned og spille stopper i stedet for den skadede Kent Nielsen, føler han sig selv sikker på, at hans position bliver på midtbanen.

Taktikmødet ved middagstid inden kampen byder da heller ikke på nogen overraskelser i den henseende. Forsvarsreserven Piechnik kommer med i stedet for Kent Nielsen. Henrik Larsen beholder pladsen, Vilfort ligger lidt til højre, og så er der kun Flemming Povlsen og Brian Laudrup helt fremme.

Sidstnævnte med den samme besked fra landstræneren som altid: »Brian, gør som du vil.«

Og nu står de så her. I straffesparkskonkurrence efter den bedste landskamp, Vilfort kan huske at have været med i nogensinde. Og den mest mærkelige. På et tidspunkt i den forlængede spilletid har Flemming Povlsen spurtet rundt som sweeper, mens det danske angreb blev udgjort af Lars Olsen og John Sivebæk – begge ude af stand til at løbe på grund af skader. Det havde nærmest været komisk, hvis det ikke lige havde været så pokkers vigtigt, at hollænderne ikke fik scoret.

Billederne fra Brøndbys sidste sekunds nederlag til italienske Roma i UEFA Cup-semifinalen på det olympiske stadion i Rom har flere gange i de to gange 15 minutter pisket gennem hovedet på Vilfort, mens han også er forholdsvis sikker på, at det er den samme lille spanske dommer, som også passede fløjten, dengang da Rudi Völler dukkede op i straffesparksfeltet på Stadio Olimpico og ødelagde Brøndbys store drøm om en europæisk finale.

Men de arrogante hollændere scorer ikke på Schmeichel – selvfølgelig gør de ikke det, og en ny drøm lever i høj grad, da Richardo inden straffesparkskonkurrencen skal skrive fem danske navne på en lap papir. Det er ikke noget, de har talt om på forhånd, men alligevel giver navnene stort set sig selv. Brian Laudrup blev allerede skiftet ud i ordinær tid, så han kan ikke sparke. Det kan til gengæld Henrik Larsen eller bare »Store«, som Lyngby-spilleren bliver kaldt. Sparketeknikken er måske ikke altid lige regelret, men med tre scoringer og status af EM-topscorer efter at være begyndt turneringen som reserve har Store Larsen selvtillid nok til at kunne heade bolden ind på van Breukelen fra de 11 meter, hvis det skulle være. Nummer to på sedlen må nødvendigvis også være Flemming Povlsen, hvis popularitet i befolkningen ligesom Elkjærs i 1984 uden problemer kan tåle at brænde et straffespark, mens det til gengæld i Vilforts verden virker lidt mere som en satset beslutning at skrive Lars Elstrup på som nummer tre. Matchvinderen fra kampen mod Frankrig har et skrøbeligt sind, men til gengæld plejer venstrebenet at være både præcist og hårdt.

Selv er Vilfort også selvskreven efter masser af straffespark i karrieren. Og det skal være som skytte nummer fire. Hvorfor ved han egentlig ikke selv, men sådan er det bare blevet efter adskillige straffesparkskonkurrencer med Brøndby.

Vilfort sparker altid som nummer fire.

Derfor har han også haft god tid til at følge den hollandske målmands små psykologiske træk over for de første tre danske skytter. Specielt Flemming Povlsen har fået hele turen af sin tidligere holdkammerat fra PSV Eindhoven, som har snakket til den danske angriber, vandret rundt ude ved straffesparkspletten og i det hele taget opført sig usportsligt.

»Det er over stregen,« tænker Vilfort og beslutter sig for slet ikke at komme tæt på hollænderen inden sparket. Derfor tager han bolden i hænderne og viser med en armbevægelse til dommeren, at van Breukelen skal gå ind på stregen, før han vil nærme sig feltet og lægge bolden på pletten.

Derefter er det bare at sparke. Ikke noget med at lukke øjnene. Kig på målmanden. Tag en beslutning. 6-5 til Danmark.

Nu mangler så bare den sidste af spillerne på Richardos seddel. Og den mest sikre. Vilfort har altid beundret Kim Christofte for hans teknik og overblik, men samtidig har den elegante allrounder aldrig rigtig fået nok ud af sit talent. Han er heller ikke, som fodboldspillere er flest; på den ene side pressesky, på den anden side med et stort behov for at være i centrum. Ja, næsten med en udtalt kærlighed til de store dramaer.

Og én ting er sikkert, når Vilfort at tænke, mens Christofte forlader midtercirklen på Nya Ullevi i Göteborg: »Den her psykologiske duel vinder van Breukelen under ingen omstændigheder.«

Det er mandag den 22. juni 1992

, og klokken har netop passeret 23. På et fodboldstadion i Göteborg har 31-årige Kim Christofte lagt bolden til rette på straffesparkspletten. Han har rettet på den, han er trådt de halvanden meter tilbage, og han har spillet sit spil til det yderste. Så sker det. Et enkelt vrid med hoften, et langt skridt og en blød inderside.

Kort efter bliver han efter en lille dans om pletten ramt af de første medspillere. Schmeichel, Piechnik og Morten Bruun. Ikke ret meget er længere det samme.

Bogen Presenting Jesper Olsen er udkommet på Thaning & Appel / Kroghs Forlag.

Facebook
Twitter