Nej tak til VM hvert andet år: 'Det er svært for os spillere at blive hørt'

Flere af de danske landsholdsspillere er imod forslaget om at spille VM hvert andet år.

Et VM hvert andet år vil gå ud over charmen ved turneringen og spillernes helbred. Spillerne burde blive taget med på råd, mener Jens Stryger Larsen. (Foto: liselotte sabroe © Ritzau Scanpix)

Mohammed Daramy griner lidt for sig selv, inden han svarer.

- Jeg kan nå at spille VM rigtig mange gange, hvis alt går godt i klubben, konstaterer den 19-årige angriber tørt.

Landsholdsspilleren er blevet spurgt til, hvad han tænker om, at VM potentielt skal afholdes hvert andet år i stedet for hvert fjerde år. Det er i hvert fald, hvad der bliver diskuteret i disse dage hos Fifa.

Men planerne om hyppigere VM-slutrunder skurrer i ørerne på de danske landsholdsspillere, som i denne uge er samlet forud for de to VM-kvalifikationskampe mod Moldova og Østrig.

- Det lyder lidt vildt og ville blive totalt hårdt for alle fodboldspillere. Man har brug for en lille pause på et tidspunkt, og man kan ikke bare blive ved på den måde. Jeg håber ikke, det sker, fortæller Mohammed Daramy, der spiller for hollandske Ajax.

Forslaget om at ændre i den internationale kampkalender bunder ellers i et hensyn til spillerne. Det fortæller Fifa-præsident Gianni Infantino, som blandt andet nævner, at spillerne i det nuværende system bruger mange kræfter på at rejse frem og tilbage mellem deres klub- og landshold. Det skader både spillernes helbred og turneringernes niveau, mener han.

- Det er ikke godt for spillernes helbred, og det er ikke godt for turneringerne. Der er for mange betydningsløse kampe. Vi er nødt til at undersøge, hvad mere vi kan gøre. Vi er nødt til at have et simpelt system, som alle forstår, siger Gianni Infantino.

Daniel Wass mener bestemt ikke, at VM hvert andet år er for spillernes skyld. Det handler snarere om kroner og øre. (Foto: Paul ellis © Ritzau Scanpix)

Skadeligt for helbredet

Fifa-præsidentets forklaring køber de danske landsholdsspillere dog ikke. Den øgede mulighed for VM-deltagelse er ikke særligt appelerende for Jens Stryger Larsen, der har fulgt nøje med i snakken omkring forslaget. Han mener, at Fifa glemmer at høre den vigtigste part.

- Det er noget, som bliver besluttet højere oppe, og det er svært for os spillere at blive hørt, men jeg synes, at vi har en vigtig stemme i sagen, forklarer han.

Det vil ikke være en fair behandling, hvis forslaget går igennem, uden at spillerne har haft mulighed for at komme med deres input. Det er nemlig vigtigt, at alle får mulighed at forklare, hvor skadeligt det kan være for spillernes helbred, mener Jens Stryger Larsen.

Han har på egen krop mærket konsekvenserne af et tæt kampprogram som følge af coronapandemien.

- Først og fremmest kommer der jo overbelastningsskader. Men det er sgu bare hårdt at være på farten hele tiden. I sidste ende er det jo os, der skal spille kampene, og især for de store klubber, som har mange kampe med Champions League og Europa League, bliver det et tæt program, forklarer han.

Det magiske ved VM forsvinder

Landsholdskollegaen Daniel Wass deler samme holdning. Ligesom Jens Stryger Larsen takker Valencia-spilleren pænt nej til forslaget om at afvikle VM oftere. Han mener, at slutrunden i så fald vil miste en del af sin charme.

- Man skal begynde at se lidt på spillernes helbred i stedet for så meget økonomi. Jeg er ikke fan af forslaget. Der er også noget magisk over, at man skal kvalificere sig hvert fjerde år. Charmen går af en slutrunde, hvis det er hvert andet år. Der er mange kampe i forvejen, og med VM hvert andet år vil der være endnu flere kampe, og det tror jeg ikke gavner nogen, understreger Daniel Wass.

FacebookTwitter