Østrigs landstræner deler roser ud: 'Danmark har stor individuel klasse'

Franco Foda forventer en overvægt af dansk boldbesiddelse. Det vil østrigerne straffe med kontraangreb.

Østrigs landstræner, Franco Foda, må kigge langt efter sit holds største profil, Bayern Münchens David Alaba. (Foto: henning Bagger © Scanpix)

Østrigs landstræner, Franco Foda, forventer, at Danmark vil tage teten og styre spillet i tirsdagens testkamp. Det skal østrigerne modsvare med skarpe kontraangreb.

Det siger Franco Foda mandag på et pressemøde på MCH Arena i Herning.

- Vi forventer, at Danmark på hjemmebane vil styre og skabe spillet, og vi tror, at vi kan gøre ondt med kontrastød. Vi vil forsøge at udnytte de rum, som danskerne efterlader, siger landstræneren.

Han mener, at det danske holds styrke er, at alle kæmper for holdet og kender deres roller.

- Danmark har et stærkt hold, som er godt sammenspillet. Vi så dem, da de nåede VM-ottendedelsfinalen og tabte uheldigt til Kroatien efter straffesparkskonkurrence.

- Vi ved, at Danmark har mange gode spillere og stor individuel klasse, siger Franco Foda.

Han fortæller også, at han ligesom Åge Hareide vil benytte tirsdagens testkamp til at give flere normale reservespillere chancen i startopstillingen.

Kantspilleren Marcel Sabitzer kan danskerne dog godt indstille sig på at møde. Modsat sin træner forventer han ikke, at danskerne vil spille offensivt fra første fløjt.

- Jeg er ikke sikker på, at de vil være så offensive. Vi ved, at de skandinaviske hold er super godt organiserede, men vi håber selvfølgelig på, at vi kan komme til at skabe en del chancer, siger Sabitzer.

Til daglig er han holdkammerat med Yussuf Poulsen i RB Leipzig. Sabitzer satser på at tage håneretten med hjem til Tyskland.

- Det er altid specielt at spille mod en klubkammerat. Jeg glæder mig til at spille mod ham, og jeg håber på, at det er mig, som kommer smilende hjem til Leipzig, siger den 24-årige østriger.

Danmarks modstander er tirsdag uden sin største fodboldstjerne, Bayern München-backen David Alaba.

/ritzau/

Facebook
Twitter