Når Danmark onsdag møder Slovakiet i en venskabskamp, bliver det ikke kun med et blandet hold af spillere fra 2. division og andre steder. Åge Hareide er også erstattet på sidelinjen.
DBU bekræfter i en pressemeddelelse, at John Faxe Jensen vikarierer som landstræner i kampen mod Slovakiet. Han får Hasse Kuhn som assistenttræner ved samme lejlighed.
- Jeg tager ikke stilling til sagen mellem DBU og spillerne, mit ja er ikke udtryk for det. Jeg håber bare at bidrage til, at vi kan komme gennem de to kampe, og at parterne finder en løsning hurtigst muligt, John Faxe Jensen.
- Landsholdet har betydet uendeligt meget for mig i min karriere og i mit liv. Det gør ondt at følge dette forløb, og jeg håber, at mit bidrag kan være med til at begrænse de negative konsekvenser, siger han.
DBU skriver endvidere i pressemeddelelsen, at de spillere, der skal repræsentere Danmark onsdag mod Slovakiet, vil blive offentliggjort senere. Samtidig indkaldes til pressemøde med John Faxe Jensen i Bratislava tirsdag aften 18.30.
DR kunne tidligere tirsdag berette, at 2. divisionsklubben Avarta sender topscorer Christian Offenberg og én anden spiller med landsholdet til Slovakiet.
John Faxe Jensen huskes nok bedst for sit mål i finalen, da Danmark vandt EM i 1992, men han har også vundet Superligaen som træner i Herfølge og har været assistent for Michael Laudrup. Seneste var han cheftræner i Fremad Amager.