Olsen før Norge: Uafgjort ingen katastrofe

Morten Olsen mener ikke, at et uafgjort resultat mod Norge nødvendigvis er et dårligt resultat for Danmark.

Landsholdstræner Morten Olsen, William Kvist, Michael Silberbauer og Daniel Agger på dagens pressemøde i Helsingør. (Foto: Liselotte Sabroe © Scanpix)

Selvom Norge er tre point foran Danmark inden tirsdagens vigtige EM-kvalifikationskamp, så mener landstræner Morten Olsen ikke, at Danmarks slutrundechancer nødvendigvis vil være ødelagt med et uafgjort resultat i Parken.

Den danske landstræner påpeger, at et enkelt point mod Norge i princippet kan være godkendt. Det afhænger af kampens forløb, siger han, og det skal i så fald helst være målløst.

- 0-0 er ikke det dårligste resultat. Det kommer meget an på, hvordan kampen kommer til at gå, siger Morten Olsen.

Skulle kampen mod Norge gå hen og blive uafgjort 0-0, så vil det sandsynligvis kræve fuld pointgevinst for Danmark i de sidste to gruppekampe mod Cypern og Portugal, hvis danskerne vil snige sig forbi Norge i stillingen.

Norge møder i sin sidste kamp Cypern på hjemmebane, og her må nordmændene betegnes som klare favoritter. Vindes den kamp - og vinder Danmark sine to kampe - er der pointlighed mellem de to hold.

Danmark vil med 0-0 i Parken stå bedst efter 1-1 i Norge i foråret på grund af Dennis Rommedahls udebanemål i Oslo.

Morten Olsen vil dog ikke forholde sig til, hvad et dansk nederlag til Norge vil betyde for de danske EM-chancer.

- På nuværende tidspunkt gider jeg ikke have en matematiklærer siddende ved siden af mig. Lad os tage en kamp ad gangen. Jeg ser stadig Portugal som favorit til at vinde gruppen, siger Morten Olsen.

Skal Danmark manøvrere sig forbi Portugal i tilfælde af pointlighed, så kræver det mindst en 2-0-sejr over portugiserne på grund af 1-3-nederlaget i Portugal.

Danmark og Norge spiller klokken 20.15 tirsdag aften i Parken.

Facebook
Twitter

Mere fra dr.dk