Omgivet af klipper og buldrende fly skal Danmark slå miniputterne fra Gibraltar

Der venter det danske fodboldlandshold en noget anderledes opgave i EM-kvalifikationskampen i morgen.

Hvis man bor i Dragør på Amager, så kender man den buldrende lyd af et fly, der letter fra Københavns Lufthavn.

Den øredøvende larm skal de danske fodboldherrer vænne sig til, når de i morgen aften spiller EM-kvalifikationskamp mod Gibraltar.

For lige bag det ene mål på Victoria Stadium, hvor landskampen skal spilles, er der en landingsbane. Her letter og lander alle fly fra Gibraltars internationale lufthavn.

Det var også et emne som fyldte på dagens pressemøde forud for opgøret i det lille land.

- I sidste ende er det bare en fodboldbane. Så er det sådan set ligegyldigt, hvad der er rundt om fodboldbanen. For os er kridtstregerne det eneste, der betyder noget, siger landsholdets førstemålmand Kasper Schmeichel.

I samme øjeblik, som han sagde den sætning, blev Leicester-keeperen dog alligevel mindet om, hvad der kan vente i morgen mod Gibraltar. Dårligt havde Schmeichel svaret, før hans ord blev overdøvet af et fly.

I klippet her under kan du høre Kasper Schmeichel blive overdøvet af et fly:

- Det kan være, at der letter et fly i ny og i næ, siger målmanden med et smil.

- Bare det ikke lander her på banen. Det er charmen ved fodbold, at man kan komme sådan nogle steder, som man måske ikke ville ellers for at spille en kamp. Vi glæder os.

Kælenavnet "the Rock" ikke uden grund

Det er dog ikke kun en landingsbane, Kasper Schmeichel skal forholde sig til. Bag det andet mål tårner en kæmpe klippe sig nemlig op og demonstrerer i al tydelighed, hvorfor den klippefyldte halvø syd for Spanien også går under navnet ”the rock”.

Landsholdet gør sig klar til at træne på Victoria Stadium i Gibraltar. Bag det ene mål ligger en kæmpe klippe. (Foto: liselotte sabroe © Scanpix)

Generelt er det nogle meget anderledes omgivelser, som venter spillerne i morgen. Stadion minder ikke om noget, danskerne normalt spiller på, når det kommer til tribunen på Victoria Stadium, og så skal kampen afvikles på kunstgræs, hvilket de fleste af dem kun sætter fødderne på til træning i deres klubber.

- Der er potentiale for at blive taget med bukserne ned, hvis vi ikke er klar. Kunstgræs er noget andet, og det skal vi lige blive vant til i dag til træning.

- Det er ikke, fordi vi ikke har prøvet det før, men det er en lidt anderledes type kamp. Det handler om vores mentalitet. Hvis vi er lige så påpasselige og engagerede, som vi er til alle andre kampe, så skal vi nok vinde.

I klipper kan du se de omgivelser Danmark spiller i torsdag:

Færre indbyggere end Bornholm

Det lille land med godt 34.500 indbyggere deltog for først gang i kvalifikationen til EM i 2016, og med et lavere befolkningstal end Bornholm er det også meget forventeligt, at holdet ikke vinder så mange kampe. Det er dog blevet til fire sejre siden fodboldfødslen for seks år siden – nemlig over Malta, Letland, Armenien og Liechtenstein.

Spillerne, der møder Danmark, lever også markant anderledes liv end danskerne. Som eksempel arbejder landsholdsanføreren Roy Chipolina til dagligt som tolder.

Roy Chipolina er her i den hovedstødsduel med Irlands Shane Duffy i de to holds seneste møde. (Foto: Tony O'Brien © Scanpix)

Men til trods for de markante forskelle vil Kasper Schmeichel ikke høre tale om, at der venter Danmark en ’walkover’ i morgen.

- Hvis vores tilgang ikke er i orden, så kan vi gøre det rigtig, rigtig svært. De kommer til at være et svært hold at spille imod. Vi så Irland komme her og have store problemer og kun vinde 1-0. Så succeskriteriet er en sejr – om det så er 1-0, 2-1 eller 3-1. Det eneste, der tæller, er en sejr.

- Vi skal have vores mentalitet i orden. Vi skal arbejde lige så hårdt, som hvis vi skulle spille mod Tyskland eller Frankrig. Vi skal have samme mentalitet. Vi skal overfalde dem, og vi skal vinde kampen - længere er den ikke.

Om det sker, kan du følge med i direkte i LIGA på P3 i morgen, når landskampen mod Gibraltar spilles fra klokken 20.45.