I dag er der lodtrækning til VM-playoff-kampene, og herrelandsholdet finder ud af, hvem man skal møde. Danmark er på grund af sin placering på Fifas verdensrangliste seedet til dagens lodtrækning og kan derfor møde: Irland, Nordirland, Sverige eller Grækenland.
Herunder kan du blive klogere på Danmarks mulige modstandere. Lodtrækningen finder sted i den schweiziske by Zürich klokken 14.00.
Irland

Landstræner: Martin O'Neill (fra Nordirland) siden november 2013.
Spillerprofiler: Shane Long (angriber, Southampton), David Meyler (midtbane, Hull City) og Robbie Brady (midtbane, Burnley)
VM-kvalifikation: Takket være en 1-0-udesejr i sidste spillerunde over Wales, sneg Irland sig videre som kvalifikationens næstdårligste toer. Serbien vandt gruppen.
EM-deltagelser: 3. Senest i 2016.
Bedste slutrunderesultat: VM-kvartfinale i 1990.
Indbyrdes statistik mod Danmark: 5 irske sejre, 5 uafgjorte, 3 danske sejre.
Nordirland

Landstræner: Michael O'Neill (fra Nordirland) siden december 2011.
Spillerprofiler: Jonny Evans (forsvar, West Bromwich), Steven Davis (midtbane, Southampton) og Chris Brunt (midtbane, West Bromwich)
VM-kvalifikationen: I god tid havde nordirerne sikret sig andenpladsen bag Tysklands suveræne verdensmestre i gruppe C. Tjekkiet og Norge blev henvist til de sekundære pladser.
VM-deltagelser: 3. Senest i 1986.
EM-deltagelser: 1. Det var i 2016.
Bedste slutrunderesultat: VM-kvartfinale i 1958.
Indbyrdes statistik mod Danmark: 2 nordirske sejre, 5 uafgjorte, 4 danske sejre.
Sverige

Landstræner: Janne Andersson (fra Sverige) siden juni 2016.
Spillerprofiler: Emil Forsberg (midtbane, RB Leipzig), Andreas Granqvist (forsvar, FK Krasnodar) og Victor Lindelöf (forsvar, Manchester United).
VM-kvalifikationen: Sverige blev nummer to i gruppe A på en bedre målscore end Holland. Frankrig vandt gruppen.
Bedste slutrunderesultat: VM-sølv i 1958.
Indbyrdes statistik mod Danmark: 47 svenske sejre, 19 uafgjorte, 40 danske sejre.
Grækenland

Landstræner: Michael Skibbe (fra Tyskland) siden oktober 2015.
Spillerprofiler: Konstantinos Mitroglou (angriber, Marseille), Sokratis Papastathopoulos (forsvar, Dortmund) og Konstantinos Fortounis (midtbane, Olympiakos).
VM-kvalifikationen: I en pulje af begrænset styrke sluttede Grækenland efter Belgien. Bosnien-Hercegovina blev nummer tre, mens Estland, Cypern og Gibraltar var langt efter.
VM-deltagelser: 3. Senest i 2014.
EM-deltagelser: 4. Senest i 2012.
Bedste slutrunderesultat: EM-guld i 2004.
Indbyrdes statistik mod Danmark: 3 græske sejre, 4 uafgjorte, 11 danske sejre.
Den første playoffkamp spilles i perioden 9.-11. november. Returkampen er placeret tre dage efter den første kamp.
Kilder: Fifa, Transfermarkt, Uefa, DBU's landsholdsdatabase.
/ritzau/ & DR Sporten