OVERBLIK Landsholdets skæbne kan afgøres i aften

Der er en risiko for at det bliver et amputeret landshold, der skal møde USA og Frankrig.

Mandag kan det blive afgjort, hvilke vilkår landsholdsspillerne skal spille under i de kommende testkampe. (Foto: Jens Nørgaard Larsne © Scanpix)

Mandag aften kan DBU og Spillerforeningen sikrer ro omkring de danske fodboldlandshold. Det sker, hvis de to parter når til enighed om en ny landsholdsaftale, hvilket vil være meget belejligt inden Morten Olsen og Jess Thorup tirsdag skal udtage et A- og U21-landshold, Begge mandskaber skal spille to testkampe i slutningen af marts.

Ifølge DR Sportens oplysninger forventer Spillerforeningen at mødes med DBU mandag aften. Dette møde har været planlagt i flere dage, men DBU er vaklende i forhold til, om unionens repræsentanter skal møde op eller ej. Det skyldes sammenbruddet søndag aften.

DBU ønsker vil nemlig kun mødes, hvis Spillerforeningen på forhånd tilkendegiver en vilje til at flytte sig omkring de økonomiske forhandlinger.

Inden aftenens mulige møde står vi med to scenarier, der begge kan få indflydelse på landsholdene. Men først ridser vi lige op, hvad det er, DBU og Spillerforeningen er uenige om.

Stridspunkterne kort fortalt

DBU ønsker en økonomisk besparelse. En lønnedgang på 17 procent har under hele konflikten været nævnt som DBU's ønske. Søndag aften meddelte DBU, at Spillerforeningen kræver flere penge til landsholdene, hvilket er årsagen til det seneste forhandlingssammenbrud.

Mandag meddelte Spillerforeningen, at spillerne på herrelandsholdet har foreslået en model, hvor de får løn efter resultater. De er villige til at gå ned i løn i forbindelse med test- og kvalifikationskampe, mens de ved deltagelser i slutrunder vil have en økonomisk bonus.

Spillerforeningen ønsker en kollektiv aftale for landsholdene. Dette punkt vil DBU ifølge eget udsagn gerne imødekomme, selvom unionen tidligere har ønsket, at hver enkelt spiller underskriver en aftale individuelt.

Og så skal vi tilbage til de to scenarier, vi kan stå med efter denne mulige skæbnedag for landsholdet.

En aftale kommer i stand

DBU og Spillerforeningen bliver enige om en ny landsholdsaftale der betyder, at "alt er ved det gamle". Lønforholdene og aftalerne omkring spillernes deltagelse i reklame- og sponsoraktiviteter bliver sandsynligvis anderledes i forhold til den nuværende aftale, men det kommer man som tilskuer ikke til at mærke noget til.

Dermed kan Morten Olsen, Jess Thorup og Nils Nielsen problemfrit udtage landsholdsspillerne fremover.

Sammenbruddet fortsætter - spillerne må tage stilling

Ifølge DBU's kommunikationschef er det op til Spillerforeningen, hvis forhandlingerne skal genoptages ved det planlagte møde mandag. DBU har nemlig ingen intention om at møde op, hvis Spillerforeningen holder fast på søndagens udmeldinger.

Ud fra det har DBU opfordret landstræner Morten Olsen til at udtage det hold, han helst vil stille med i de kommende testkampe. Derfra bliver det op til hver enkelt spiller, om de vil trække i landsholdstrøjen under de vilkår, DBU tilbyder. Og de vilkår kan vel at mærke både være en midlertidig forlængelse af den nuværende aftale - men det kan også være, at DBU tilbyder deres ønske-vilkår, som de og Spillerforeningen lige nu ikke kan blive enige om.

Landsholdsprogrammet

25. marts: Herrelandsholdet møder USA i en testkamp i Aarhus

26. marts: U21-landsholdet møder Portugal i en testkamp i Marinha Grande

29. marts: Herrelandsholdet møder Frankrig i en testkamp i Saint Etienne

31. marts: U21-landsholdet møder USA i en testkamp på Lyngby Stadion

8. april: Kvindelandsholdet møder Sverige i en testkamp i Stockholm

I skrivende stund er det endnu uvist, om DBU og Spillerforeningen mødes til den planlagte forhandling mandag.

Allerede ved de kommende testkampe kan disse landsholdsben blive skiftet ud. Det sker, hvis ikke DBU og Spillerforeningen når til enighed - og hvis spillerne ikke vil optræde under DBU's vilkår. (Foto: Søren Bidstrup © Scanpix)