OVERBLIK Vi har gjort det før: Genoplev landsholdets vildeste comebacks

Det er ikke første gang, fodboldlandsholdet vender et truende nederlag til uafgjort eller sejr.

Preben Elkjær og Jon Dahl Tomasson er blandt målscorerne i de vildeste comebacks for fodboldlandsholdet. (Foto: SCANPIX © Scanpix)

Det lignede en forfærdelig begyndelse på den nye EM-kvalifikation for landsholdet. Ja, rundt omkring i det ganske land har folk enten slukket fjernsynet eller udvandret fra barerne i ren frustration over det truende nederlag.

Men på utroligste vis fik de danske spillere vendt 3-0 stillingen i schweizernes favør til resultatet 3-3. En forrygende genkomst, der kan måle sig med selv de største comebacks i landsholdets historie.

Vi har samlet en række af de mest nævneværdige kampe.

Portugal – Danmark 2-3, VM-kvalifikation 2008

  • Nicklas Bendtner jubler efter sin scoring til 1-1. (Foto: liselotte sabroe © Scanpix)
  • Danskerne jubler efter Daniel Jensens scoring til 3-2 i overtiden. (Foto: liselotte sabroe © Scanpix)
  • Daniel Jensen og Nicklas Bendtner jubler efter sejren mod Portugal. (Foto: liselotte sabroe © Scanpix)
  • Martin Laursen kaster sin trøje ud til tilskuerne efter kampen. (Foto: liselotte sabroe © Scanpix)
1 / 4

Det lignede den forventede sejr til de portugisiske favoritter, da Nani sendte hjemmeholdet foran med 1-0 før pausen. Men fra det 84. minut eksploderede kampen med en så vanvittig spændingskurve, at et biografpublikum ville have udvandret, hvis det havde været fiktion på det store lærred.

Nicklas Bendtner udlignede ganske vist seks minutter før tid, og gav danskerne håb om point. Men glæden varede kun et par minutter, før Deco atter sparkede Portugal i front på et straffespark.

I overtiden tog pokker ved danskerne. Først blev det 2-2 ved Christian Poulsen og minsandten også 3-2, da Daniel Jensens langskud ramte en modstander og overrumplede den portugisiske målmand.

Dansk ekstase efter en kamp, som bagefter fik et mærkværdigt efterspil. Anført af Jon Dahl Tomasson boykottede spillerne den danske presse, fordi spillerne havde følt sig uretfærdigt kritiseret for dårlige præstationer i VM-kvalifikationen.

Danmark – Sverige 0-3, EM-kvalifikation 2007

  • En dansk tilskuer overfalder dommer Herbert Fandel i kampen mellem Danmark og Sverige. Kampen bliver afbrudt, og Danmark bliver taberdømt med 3-0. (Foto: liselotte sabroe © Scanpix)
  • Dommer Herbert Fandel afbryder kampen og forlader banen. (Foto: liselotte sabroe © Scanpix)
  • Christian Poulsen modtager rødt kort for at have slået Markus Rosenberg i maven. Sverige får tilkendt straffespark ved stillingen 3-3, lidt inden tilskueren løber på banen. (Foto: KELD NAVNTOFT © Scanpix)
1 / 3

Den mest dramatiske landskamp, som havde alle ingredienserne til en stor aften i Parken, indtil den såkaldte ”fodboldtosse” overfaldt kampens dommer, Herbert Fandel.

Det punkterede et ellers mindeværdigt, dansk comeback, hvor arvefjenden Sverige allerede inden en halv time havde været foran 3-0. Men danskerne kæmpede sig tilbage på 3-3, inden det gik helt galt.

Først begik Christian Poulsen straffespark ved at sende en knytnæve i maven på Markus Rosenberg. Det kostede Poulsen et rødt kort, og det blev for meget for en tilskuer, som løb på banen og sendte et slag af sted mod dommeren. Herefter blev kampen afbrudt og aldrig genoptaget.

Senere afgjorde Uefa, at Danmark skulle taberdømmes med 0-3.

I klippet kan du høre, hvordan den kaotiske afslutning lød i radioen.

Italien – Danmark 2-3, EM-kvalifikation 1999

  • Morten Wieghorst har udlignet til 2-2. (Foto: Jens nøRgaard Larsen © Scanpix)
  • Morten Wieghorst skriger sin glæde ud efter af have scoret til 2-2. (Foto: Lars mØLler © Scanpix)
  • Jon Dahl Tomasson jubler efter scoringen til 3-2 mod Italien. (Foto: Lars mØLler © Scanpix)
  • De danske spillere omfavner hinanden efter slutfløjtet i Napoli. (Foto: Lars mØLler © Scanpix)
1 / 4

Det var på papiret overmagten, som Danmark var oppe imod på udebane i Napoli. Italien havde allerede vundet i Parken med 2-1 i EM-kvalifikationsgruppen, så ikke mange havde et håb om dansk point.

To scoringer af Diego Fuser og Christian Vieri inden for de første 35 minutter pegede i retning af italiensk sejr, men sådan gik det heldigvis ikke. Martin Jørgensen og Morten Wieghorst bragte spænding tilbage i opgøret, inden Jon Dahl Tomasson afgjorde kampen.

Publikum på San Paolo-stadion holdt vejret, da Tomasson sendt et listigt forsøg af sted mod mål. Bolden trillede langs græsset og ramte Christian Panucci, så den snød Gianluigi Buffon i målet. Italienerne forblev tavse, mens de danske spillere faldt Tomasson om halsen i jubel.

En af de største udebanepræstationer for landsholdet var en kendsgerning.

Danmark – Belgien 3-2, EM-slutrunde 1984

Fodboldfeberen var for alvor brudt ud i Danmark i begyndelsen af 1980’erne. Holdet kvalificerede sig til EM 1984 i Frankrig, og i den sidste gruppekamp mod Belgien skulle Danmark bruge et point for at gå videre.

Det startede imidlertid dårligt, da Belgien bragte sig på 2-0 efter 39 minutter. Status quo blev heldigvis igen etableret, da Kenneth Brylle udlignede til 2-2 efter en times spil, inden Preben Elkjær lavede et af sine mest mindeværdige mål på landsholdet.

Efter en fantastisk solotur i overtiden lobbede han til slut bolden over den fremadstormende Jean-Marie Pfaff i Belgiens mål og sikrede sejren på 3-2. Danmark var videre.

Danmark – England 2-2, EM-kvalifikation 1982

I den gamle Idrætsparken var England foran to gange, men Danmark kæmpede sig hver gang tilbage. Igen var det i overtiden, at resultatet blev fundet.

Jesper Olsen svævede igennem det engelske forsvar med bolden klistret til fødderne, inden han udplacerede Peter Shilton. Uden det ene point var Danmark aldrig kommet til EM i 1984, og målet var givetvis medvirkende til, at Jesper Olsen to år senere blev solgt fra Ajax til Manchester United.

Facebook
Twitter